Lost Tapes Of The 27 Club - Lost Tapes Of The 27 Club [Anmeldelse]
Ved hjælp af AI har man forsøgt at genskabe ny musik fra et par af de mest legendariske medlemmer af The 27-Club, men...
![Lost Tapes Of The 27 Club - Lost Tapes Of The 27 Club [Anmeldelse]](/image/box/3412878/980/50000.jpg?oversize=1 "Lost Tapes Of The 27 Club - Lost Tapes Of The 27 Club [Anmeldelse]")
Lost Tapes of the 27 Club - Lost Tapes of the 27 Club
Titel: Lost Tapes of the 27 Club
Kunstner: Lost Tapes of the 27 Club (AI)
FIrmaet bag: Over The Bridge
Link: Losttapesofthe27club.com
Release: Januar 2021
JImmy Hendrix, Amy Winehouse, Kurt Cobain, Jim Morrison er et par af de mest legendariske medlemmer af "Klub 27", klubben for musikere der døde da de var 27 år. Alt for tidligt, men med ar på sjælen, der helt sikkert også har været kilden til inspirationen i deres legendariske og eviggyldige musikalske værker, men hvorfor rode rundt med de døde her i 2021?
Med projektet "Lost Tapes of the 27 Club", har man forsøgt at skabe en opmærksomhed omkring mentale lidelser hos især folk i musikindustrien, men jeg kan godt betvivle måden at gøre det på. Dét som de fore førnævnte musikere har leveret, bør man vel med rette ikke forsøge at rode rundt i med hjælpe fra algoritmer og analyser baseret på 1-taller og 0'er. Nuvel, så er baggrunden for udarbejdelse af disse numre ganske grundig, for hvert nummer er resultatet af analyser af op til 30 numre af hver enkelt kunstner.
TRACKLIST
1. Drowned in the Sun
2. Man, I Know
3. You're Gonna Kill Me
4. The Roads Are Alive
Lad os tage numrene fra en ende af:
1. "Drowned in the Sun" har helt sikkert samme fortættede og melankolske stemning, som man kan huske fra Kurt Cobain og Nirvana, men vokalen er off og kan i den udgave opleves på et hvert gennemsnitligt spillested med jam-aftener (når de da har åbent igen). Det som kendetegnede Kurt Cobain var den Weltschmertz, som kun han kunne gengive med sin stemme, der til perfektion blev akkompagneret af bandet.
2. "Man, I Know" kunne sagtens have været et nummer på en b-side af en af Amy Winehouse's singler, men heller ikke mere end det. Der spilles på de evner, som Amy havde som vokalist, men igen mangler vi ægtheden. Det er omtrent lige så sindsoprivende som en middelmådig artist i et dansk X-Faktor liveshow.
3. "You're Gonna Kill Me" lever kun på et guitarspil, der periodisk lever op til det, som Jimmy Hendrix kunne præstere. Nummeret er fladt, uden sjæl og med et tekstunivers, der kommer ind på en flot fjerdeplads på udgivelsen.
4. "The Roads Are Alive" starter som et ægte The Doors nummer, og får da momentvis ledt tankerne hen på Jim Morrison selv, men ved nærmere gennemlytning, så kunne det lige så godt være den midaldrende håndværker Poul fra Middelfart, som ved hjælp af lidt autotune fik genoplevet lidt af den ungdom, som han alligevel ikke kan huske - en ting er dog sikkert; Poul har helt sikkert stadig smidt BH'en, selv om Bourgogne-patterne skriger på lidt støtte.
Om end tanken bag projektet er evigt fantastisk og bør bankes frem i folks bevidsthed, så er det musikalske resultat intet andet end middelmådigt og bliver nok kun husket for selve forsøget på at genskabe musikalsk historie. AI kan (og skal) ikke genskabe musikere der ikke er her længere. Det virker ikke og er gennemgående en voldtægt af den arv, som de afdøde musikere har efterladt.
Lidt stof til eftertanke:
71% af musikerne mener de har været ramt af panik- eller angstanfald!
68% af musikerne har oplevet af være ramt af depression!
Selvmordsraten blandt musikere er dobbelt så høj, som bland den alm. befolkning!
