Lost and found?
Travle Will Smith forsøger sig igen på den musikalske scene.
Ingen med sund fornuft kan betvivle Will Smith"s skuespiller-evner, men tilbage i 1997 beviste Will Smith, at han også besad en vis portion musikalske evner. Han udgav albummet Big Willie Style som hans solo-debut efter en fortid med hans buddy Jazzy Jeff, og på albummet fandt man blandt andet store ørehængere som Just The Two Of Us (over den gamle Bill Withers klassiker), Gettin" Jiggy With It og ikke mindst Miami. Siden dette debut-album har Will Smith ikke på samme måde haft held med at skabe en hel håndfuld af hits, men som før nævnt forsøger han sig i år med hans nye album Lost and Found.
På denne skive prøver Will Smith i nogen grad at slippe væk fra den ret bløde linie, vi var vant til fra hans side, som vel uden at fornærme nogen, godt kunne betegnes som pop-rap. Dette kommer blandt andet til udtryk i første nummer på cd"en Here He Comes, hvor Will Smith med alt hvad han har, forsøger at fortælle, at den gamle "Fresh Prince" er tilbage. Man kunne desværre også meget let få foranledning til at tro, at de beats der bliver brugt på Lost and Found rent faktisk var skabt tilbage i midt-80"erne da den "Friske Prins" først slog sine folder, de er ganske uinspirerende og trivielle. Will Smith leverer, som han plejer, en selvfed stil, som jeg personligt anså som ganske vellykket på mange af hans tidligere numre, hvor man fornemmer et glimt i øjet. Problemet er bare, at det ikke fungerer, når man pludselig har et behov for, at vise at man igen er en af "de hårde drenge fra Philly". Hvis man kan se sig ud over eller på anden måde vænne sig til den rimelig monotone bass-gang, der er i store dele af numrene på Lost and Found, er der en chance for, at man alligevel vil kunne lytte til albummet, og numre som Ms. Holy Roller, Lost and Found og særligt Could U Love Me fungerer faktisk udmærket. Sidstnævnte adskiller sig fra de øvrige ved at have en noget mere melodiøs klang, og en snert af den vellykkede pop-rap Hr. Smith tidligere stod for. Det piller dog desværre ikke ved, at Will Smith"s stil er så usikker på dette album, og at man meget let kommer til at kede sig, mens man lytter. Hvis han blot tog skridtet fuldt ud, ville vi måske være beriget med noget meget større, end det Lost and Found ender med at være, uanset hvilken side han har taget skridtet til.
På denne skive prøver Will Smith i nogen grad at slippe væk fra den ret bløde linie, vi var vant til fra hans side, som vel uden at fornærme nogen, godt kunne betegnes som pop-rap. Dette kommer blandt andet til udtryk i første nummer på cd"en Here He Comes, hvor Will Smith med alt hvad han har, forsøger at fortælle, at den gamle "Fresh Prince" er tilbage. Man kunne desværre også meget let få foranledning til at tro, at de beats der bliver brugt på Lost and Found rent faktisk var skabt tilbage i midt-80"erne da den "Friske Prins" først slog sine folder, de er ganske uinspirerende og trivielle. Will Smith leverer, som han plejer, en selvfed stil, som jeg personligt anså som ganske vellykket på mange af hans tidligere numre, hvor man fornemmer et glimt i øjet. Problemet er bare, at det ikke fungerer, når man pludselig har et behov for, at vise at man igen er en af "de hårde drenge fra Philly". Hvis man kan se sig ud over eller på anden måde vænne sig til den rimelig monotone bass-gang, der er i store dele af numrene på Lost and Found, er der en chance for, at man alligevel vil kunne lytte til albummet, og numre som Ms. Holy Roller, Lost and Found og særligt Could U Love Me fungerer faktisk udmærket. Sidstnævnte adskiller sig fra de øvrige ved at have en noget mere melodiøs klang, og en snert af den vellykkede pop-rap Hr. Smith tidligere stod for. Det piller dog desværre ikke ved, at Will Smith"s stil er så usikker på dette album, og at man meget let kommer til at kede sig, mens man lytter. Hvis han blot tog skridtet fuldt ud, ville vi måske være beriget med noget meget større, end det Lost and Found ender med at være, uanset hvilken side han har taget skridtet til.
