Livet er til låns
Brug det mens du har det!
Jeg blev naturligvis paf. Han var midt i 20'erne og allerede færdig på jorden. Det er jo ca 50 år for tidligt i forhold til gennemsnitsalderen - som i øvrigt kun stiger og stiger. Kald det en brat opvågning af hidtil uset kaliber, men for dælen hvor fiser der mange tanker igennem hovedet på en i sådan en situation.
Den første tanke er noget i retningen af, at det sgu er synd for de implicerede og så kommer følelsen af, at man virkelig ville ønske man kunne gøre noget. Disse to meget omsorgsfulde tanker og bekymringer afløses dog på skræmmende vis af et rungende: "Godt det ikke er mig der står i den situation."...
Velkommen på egosisternes holdeplads! Det er egentlig noget fucked up lort at begynde at tænke, men det viser vel egentlig også, at man har formået at tænke over det der er sket og nu har slået selvbevarelsesmekanismen til.
Jeg erindrer kun alt for godt, da en tæt på mig døde - min morfar. Han var en stærk patriarkalsk personlighed, som havde overlevet WWII og et par koncentrationslejre, så for mig stod han som en udødelig person. En person jeg den dag i dag stadig har den dybeste respekt for.
Til historien hører også den lille baggrundsviden, at jeg er vokset op uden en far af nævneværdig kaliber, så min morfar var som sådan mit faderforbillede. At se den kiste hvor i han lå, samtidig med, at hans bedste ven (som jo også var udødelig) sad på forreste række i kirken, med tårene trillende ned af kinderne, fik min verden til at bryde sammen. Jeg var knækket og kun en skygge af mig selv i lang tid.
Hvor vil jeg hen med det her? Det er vel egentlig et forsøg på, at råbe folk op og banke ind i hovedet på menigmand, at de år vi har her på jorden er til låns, så sørg for, at få realiseret dine egne drømme, i stedet for, at leve op til andre folks tanker og forestillinger om hvordan det perfekte liv er.
Det nemmeste i verdenen er, at gemme sig i en stereotyp livsanskuelse og løbe med flokken. Det kræver nosser at bryde ud og realisere sine egne drømme. Fanden tage de personer, som dømmer folk, for at leve livet på en selvstændig måde!
Den dag jeg dør, skal kirken eller kapellet fyldes med Sinatras vidunderlige røst i form af "My Way". En sang der for alle skal stå som eksempel på, at Pallisgaard gjorde hvad han kunne, for at leve livet på sin måde - det liv der kun er til låns:
For what is a man, what has he got?
If not himself, then he has naught
To say the things he truly feels
and not the words of one who kneels
The record shows I took the blows and did it my way!
Den første tanke er noget i retningen af, at det sgu er synd for de implicerede og så kommer følelsen af, at man virkelig ville ønske man kunne gøre noget. Disse to meget omsorgsfulde tanker og bekymringer afløses dog på skræmmende vis af et rungende: "Godt det ikke er mig der står i den situation."...
Velkommen på egosisternes holdeplads! Det er egentlig noget fucked up lort at begynde at tænke, men det viser vel egentlig også, at man har formået at tænke over det der er sket og nu har slået selvbevarelsesmekanismen til.
Jeg erindrer kun alt for godt, da en tæt på mig døde - min morfar. Han var en stærk patriarkalsk personlighed, som havde overlevet WWII og et par koncentrationslejre, så for mig stod han som en udødelig person. En person jeg den dag i dag stadig har den dybeste respekt for.
Til historien hører også den lille baggrundsviden, at jeg er vokset op uden en far af nævneværdig kaliber, så min morfar var som sådan mit faderforbillede. At se den kiste hvor i han lå, samtidig med, at hans bedste ven (som jo også var udødelig) sad på forreste række i kirken, med tårene trillende ned af kinderne, fik min verden til at bryde sammen. Jeg var knækket og kun en skygge af mig selv i lang tid.
Hvor vil jeg hen med det her? Det er vel egentlig et forsøg på, at råbe folk op og banke ind i hovedet på menigmand, at de år vi har her på jorden er til låns, så sørg for, at få realiseret dine egne drømme, i stedet for, at leve op til andre folks tanker og forestillinger om hvordan det perfekte liv er.
Det nemmeste i verdenen er, at gemme sig i en stereotyp livsanskuelse og løbe med flokken. Det kræver nosser at bryde ud og realisere sine egne drømme. Fanden tage de personer, som dømmer folk, for at leve livet på en selvstændig måde!
Den dag jeg dør, skal kirken eller kapellet fyldes med Sinatras vidunderlige røst i form af "My Way". En sang der for alle skal stå som eksempel på, at Pallisgaard gjorde hvad han kunne, for at leve livet på sin måde - det liv der kun er til låns:
For what is a man, what has he got?
If not himself, then he has naught
To say the things he truly feels
and not the words of one who kneels
The record shows I took the blows and did it my way!
