Connery

Licens

Det offentliges svar på det halv-årlige tandlægebesøg: Licensbetalingen.

"Noget for de mange. Noget for de få. Noget for alle.". Det er, hvad der står på DR Licens' hjemmeside.

"Jeg vil gerne bede om nonsens for 500 kr" er, hvad der står printet i mit sind, når jeg læser dette slogan.

Ved I hvad forskellen er på herpes og licens? Svaret er: Der er ingen forskel.

Man ved, at lortet bryder ud et par gange om året, at man var ung og fuld, da man pådrog sig sygdommen, samt at man aldrig slipper af med denne forbandede virus.

Personligt lider jeg ikke af herpes, men i en potentiel byttehandel med licensbetalingen vil jeg næsten foretrække et par væskende blærer fremfor den vrede, der vokser i mit indre, når jeg hver 6. måned modtager et girokort på 1100 kr og konstaterer, hvad jeg får for pengene: "Stjerne For En Aften", "Hit med Sangen", programmer om kongefamilien og andre produktioner, som giver mig lyst til at onanere med et rivejern blot for at lede tankerne et andet sted hen.

Med herpes ved man da i det mindste, at man har fået noget action af den ene eller anden slags.

Virkeligheden er ikke et spørgsmål om forståelse, men om opfattelse. Og jeg opfatter helt klart, at jeg bliver taget brutalt i røven, når jeg årligt bliver opkrævet 2200 kr. oven i de 2400 kr., jeg betaler for min kabel-tv pakke, som reelt set indeholder de programmer jeg ser.

Min applaus går ubetinget til den marketing-chef i DR som tilbage i 80"erne fandt på konceptet "pejlevognen", hvilket fik licens-tilmeldingerne til at eksplodere. Jeg er sikker på, at denne idé kom på tegnebrættet under en julefrokost eller en fredagsbar.

Hvad mange mennesker ikke ved - selv den dag i dag - er, at pejlevognen er en myte. Det siger vel sig selv, at en institution, som introducerer Søren Ryge på sendefladen ikke er i stand til at opfinde noget så rationelt og intelligent som en pejlevogn.

På det mere seriøse plan - og det kan næppe gå andre veje - mener jeg, at licensbetalings-systemet er forældet og komplet ude af proportioner. DR er et public service-organ med et yderst berettiget eksistensgrundlag, men de facto ægteskabet er efterhånden intet mindre end grinagtigt.

DR"s bevægområde er i løbet af de sidste 10 år ekspanderet kraftigt og det er ikke længere muligt at legitimere et brugerbetalingssystem baseret på antallet af godmodige mennesker og personer, som er dumme nok til at opgive deres rigtige adresse, når de køber et nyt TV.

DR eksponerer sine services for alle mennesker i dette samfund, om det så er via tv, radio, internet eller Melodi Grand Prix, og den eneste retfærdige, langtidsholdbare og fornuftige løsning er, at integrere DR i statsbudgettet.

De sparer portoen ved at sende girokort ud og jeg sparer et par leveår ved at undgå forhøjet blodtryk hvert halve år. Make it happen.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce