LG er klar med nyt 97" OLED TV med trådløst billedsignal
Eneste synlige kabel på denne skærm er strømføringen...
LG har længe været bannerførere på OLED-skærmteknologi, så det er ikke nyt at man igen i år kan få lov til at sende sine sparekroner efter et kæmpestort 97" OLED TV.
I år er nyheden dog hverken sammenrullelig eller kurvet, til gengæld langt mere anvendelig i hverdagen.
LG Signature OLED M3 97" kommer med Zero Connect-teknologi. Og hvad er det så?
Jo, det er såmænd muligheden for at droppe kedelig kabelføring fra tv'et. Lidt som Samsungs One Connect box, hvor man gemmer udtag til HDMI og diverse spillekonsoller i en lille box - og fører signalet videre i et meget tyndt kabel, men bare uden kabel.
Den seperate Zero Connect Box til LG-tv'et tager altså imod alle signalerne, og sender det så trådløst videre til TV'et, med real-time kapacitet på billede og lyd med op til 4K opløsning med en opdateringshastighed på 120 Hz - hvilket også er rigeligt til at hive det fulde potentiale ud af en PlayStation 5.
Hvad den præcise rækkevidde mellem TV og signalboks er, fremgår ikke tydeligt - men boksen har en antenne, der skal rettes mod tv'ets lokation.
Priser på det nye Zero Connect TV kendes ikke på nuværende tidspunkt - men som andre produkter i LG's Singature-serie, bliver det nok ikke helt billigt.