Gear

LEGO-fan har bygget en 1.400 klodser stor clockradio fra 80’erne

Ikonisk.

Der var engang, hvor telefonen på natbordet ikke fungerede som vækkeur, radio, lommelygte, kalender og adgang til resten af verden. I stedet stod der ofte en stor clockradio med fysiske knapper, drejehjul og et display, der lyste direkte ind i hovedet på dig midt om natten.

Den tid har LEGO-byggeren 91-Brickdesigns besluttet sig for at genoplive.

På LEGO Ideas har designeren præsenteret Legosonic BSR-12 Bedside Radio, der består af omkring 1.400 LEGO-elementer og ligner noget, man uden problemer kunne have fundet på et natbord i begyndelsen af 1980’erne.

Bygget i næsten naturlig størrelse

Legosonic BSR-12 er ikke baseret på én bestemt radio. I stedet har skaberen hentet inspiration fra forskellige clockradioer fra slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne.

Resultatet er en model i cirka 1:1-størrelse med alle de klassiske detaljer fra perioden.

På fronten finder man blandt andet et flip clock-inspireret display, der viser klokken 20:58, en analog frekvensskala og et lille hjul, som rent faktisk kan flytte den røde tuningmarkør hen over de falske AM- og FM-frekvenser.

Radioen kan ganske vist ikke spille musik, men det betyder ikke, at den bare er en firkantet LEGO-kasse til hylden.

Knapperne kan rent faktisk bruges

En stor del af projektet handler om at genskabe den fysiske fornemmelse fra ældre elektronik.

Derfor har 91-Brickdesigns konstrueret fjederbelastede kontakter, der giver et klik, når man bruger dem. Andre skydemekanismer benytter tandhjul for at give en mere mekanisk bevægelse.

Det store drejehjul på venstre side bruges til at indstille tiden i kombination med de kromfarvede knapper under displayet.

Det er den slags fuldstændig unødvendige detaljer, som gør et LEGO Ideas-projekt markant sjovere end blot at bygge en kasse, der ligner en radio.

Selv elektronikken er bygget i LEGO

Detaljegraden stopper heller ikke på ydersiden.

Toppen kan åbnes, og nedenunder gemmer der sig et komplet printkort bygget af LEGO. Her har skaberen konstrueret farvekodede modstande, kondensatorer og en central chip, som er placeret, omtrent som komponenterne ville være i rigtig elektronik.

På siden kan et ventilationsgitter skydes til side, så en skjult højttalerkegle bliver synlig.

Vender man modellen om, fortsætter retrostilen. Bagsiden har strømtilslutning, gammeldags kontakt og endda en specifikationsplade med den lettere LEGO-agtige tekst “Made in Two Tiles, Legany”.

Hele konstruktionen er med andre ord skabt, som om nogen havde produceret en rigtig clockradio i 1983 og efterfølgende oversat samtlige dele til LEGO-klodser.

Kan ende som et officielt LEGO-sæt

Legosonic BSR-12 er foreløbig et fanprojekt på LEGO Ideas og altså ikke et sæt, man kan gå ned i den lokale legetøjsbutik og købe.

Projektet har dog allerede fået betegnelsen Staff Pick på platformen.

For at komme videre skal modellen nå 10.000 stemmer fra LEGO Ideas-brugere. Sker det inden tidsfristen, går projektet videre til LEGO’s officielle review-proces, hvor virksomhedens egne designere vurderer, om modellen kan omdannes til et rigtigt LEGO-sæt.

Indtil videre må man derfor nøjes med at kigge på de cirka 1.400 klodser og mindes dengang, hvor det mest avancerede stykke teknologi på natbordet havde en antenne, et par solide knapper og én meget specifik opgave om morgenen.