Tidligt om morgenen mandag den 19. august 2019, sov Lars Larsen stille ind.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra JYSK.
Købmanden, som han bedst var kendt som blandt kolleger og i det midtjyske, blev 71 år, og efterlader sig sin kone Kristine, to børn og fire børnebørn.
"Vi har i dag mistet vores far, mand og bedstefar, og Danmark har mistet en enestående købmand. Han vil blive savnet af os alle, og når vi har sørget over vores store tab, vil vi fortsat gøre vores bedste for at videreføre hans imponerende livsværk," udtaler Jacob Brunsborg, der i juni overtog posten som bestyrelsesformand i Lars Larsen Group efter sin far.
Lars Larsen er bedst kendt for sit imponerende købmandskab, der er manifesteret i JYSK, som han grundlagde tilbage i 1979.
Siden da er han blevet et landskendt ansigt og navn, ikke mindst på grund af en sindig og jysk tilgang til markedsføring, der bragte grundlæggerens ansigt ud til kunderne, i både tilbudsaviser og landsdækkende tv-reklamer, der grundfæstede ham som en sindig jysk købmand, der altid var klar med et godt tilbud.
JYSK er i dag et verdensomspændende foretagende, med butikker i mere end 50 lande.
Lars Larsen nåede at fejre JYSKS 40-årsdag tidligere på året, inden han trak sig tilbage den 21. juni på grund af fremskreden leverkræft, og overdrog formandsposten for Lars Larsen Group til sin søn, Jacob Brunsborg.
"Inden sin død var Lars Larsen med til at træffe beslutningen om at slå de to hidtidige dele af JYSK sammen til én organisation. Den vigtige opgave vil jeg fortsat gå til med al min energi, så vi inden for få år står med et samlet og endnu stærkere JYSK, som helt i Købmandens ånd kan sikre et godt tilbud til vores kunder i fremtiden," siger Jan Bøgh der er CEO i JYSK.
Siden JYSKs første internationale ekspansion til Tyskland i 1984 har JYSK-koncernen været opdelt i JYSK Nordic med 20 lande og Dänisches Bettenlager med syv lande. De resterende 25 lande drives af franchisepartnere.