Lacuna Coil
Lørdag d. 21/10 blæste Lacuna Coil taget af Pumpehuset
Da vi ankom til Pumpehuset var stemningen god. Der var ikke videre proppet og man kunne sagtens bevæge sig rundt imellem den ganske brogede skare af opmødte. Der var de obligatoriske heavy-hoveder men også et ægtepar på omkring de 45 år havde valgt at gæste koncerten, hvilket jeg fandt rigtig forfriskende. Togturen havde næsten fortabt sig i hukommelsen og jeg morede mig allerede godt over min fadøl da det første(!) opvarmningsband gik på. Lige inden vi indtog vores plads foran scenen nåede jeg lige at få en kort snak med trommeslageren fra Poison Black - Tarmo Kanerva - , der stod og trippede for at komme på scenen.
"Det er ret cool. Vi var med dem på tour i 2003/2004 og dengang var det også klart en oplevelse. Begge bands går fint i spænd med hinanden og det er virkelig overraskende hvor meget nede på jorden de (Lacuna Coil, red.) er, og vi vil rigtig gerne med dem på tour igen, hvis det kan lade sig gøre."
Heavy Metal og ....!
Efter at have ønsket Tarmo og resten af bandet held og lykke, fandt vi vores pladser og ikke længe efter gik Gothminister fra Norge på. De leverede en ganske Rammstein-inspireret oplevelse i et hav af rødt lys, der gjorde det svært for stakkels Camilla at få kameraet til at fokusere ordentligt. Det overordnede billede af deres opvarmning var professionelt med den rigtige mængde indlevelse og det virkede da også som om de havde noget de gerne ville ud med. Deres sceneshow var måske en smule tamt og statisk, men de havde så sandelig gjort noget ud af deres sminke. Alle medlemmer var malet hvide i hovedet, med hver deres form for 'maske' malet henover øjnene. Ganske stemningsskabende.
Da Gothminister gik af scenen havde jeg i al min fadøl og sved glemt at Poison Black ville gå på men det blev der hurtigt lavet om på, for hvor Gothminister havde lagt sig på den klassiske norske dødsmetal, bevægede Poison Black, fra Finland, sig mere rundt i deres medbragte stil. Jeg kunne flere gange have sværget på, at det var Lordi (vinderen af Eurovision 2006, red.), der stod på scenen. Stilen var god, gedin finsk metal og efter deres bidrag til aftenen kunne jeg klart overtales til at indvestere penge i deres albums. En lille detalje jeg rigtig godt kunne li' var, at pianisten havde tiltet sit keyboard 90 grader ud mod publikum (se galleri). Alt i alt en ganske professionel performance, der afspejlede at Poison Black har en del erfaring i og med deres 3 albums.
Italiensk for viderekomne
Da Gothminister gik af scenen havde jeg i al min fadøl og sved glemt at Poison Black ville gå på men det blev der hurtigt lavet om på, for hvor Gothminister havde lagt sig på den klassiske norske dødsmetal, bevægede Poison Black, fra Finland, sig mere rundt i deres medbragte stil. Jeg kunne flere gange have sværget på, at det var Lordi (vinderen af Eurovision 2006, red.), der stod på scenen. Stilen var god, gedin finsk metal og efter deres bidrag til aftenen kunne jeg klart overtales til at indvestere penge i deres albums. En lille detalje jeg rigtig godt kunne li' var, at pianisten havde tiltet sit keyboard 90 grader ud mod publikum (se galleri). Alt i alt en ganske professionel performance, der afspejlede at Poison Black har en del erfaring i og med deres 3 albums.
Italiensk for viderekomne
Kl. 22.30 begyndte en flok langhårede, rockerlignenende typer at marchere rundt på scenen og klargøre gearet. Enkelte tilskuere kom også med mere eller mindre intelligente tilråb, som 'LACUNA COOOOIL!' og det der ligner, men det lod de store gutter på scenen sig ikke mærke af. De arbejdede hurtigt og da klokken blev 23.00 skød en stenhård mur af bas igennem mit mellemgulv. På trods af mine ørepropper skar det stadig i ørene idet publikum lukkede op for jublen, da Maus og Marco, Lacuna Coils guitarist og bassist, kom på scenen iført nogle ganske hvide masker, der lyste op i lyset fra UV-lamperne. Al denne larm var dog intet imod de decibel der blev frigivet da den evigt lækre Christina og hendes mandlige modstykke Andi gjorde deres entre hvorefter You Create blev pisket ud i hovedet på os. Hele bandet levede sig ind i showet, men Christina tog klart titlen med den præstation hun leverede. Fra første sekund var hun og Andi face to face imens de sang og hun var da også den første til at stille sig med en fod på monitoren og i bedste The Ring stil synge ud over publikum med ansigtet gemt bag håret. Hendes valg af outfit var slet heller ikke at kimse ad: Skolepige uniform med knæhøje støvler og sorte gamasher. Jeg er sikker på at lidt flere fyre end bare mig stod og savlede. Efter 'You Create' hilste bandet velkommen og forklarede med deres svært italienske accent, at de ville levere 'noget gammelt og noget nyt' så der også var noget til dem, der hørte dem sidste gang de spillede i DK og uden videre fortsatte koncerten med What I see og Fragments of Faith. 'What I see' var udelukkende Andis sang men hvor andre sangerinder, der pludselig har 3½ minut hvor de ikke skal synge, normalt går i baglås og ender med bare at stå og glo, stjal Christina næsten Andis rampelys med en hektisk blanding af headbang og - ja man kan vel kalde det en slags flirten - med både Andi og publikum. På 'Fragments of Faith' blev det igen Christinas tur til at synge for og igen var intensiteten helt ude 'in your face' fra første trommeslag.
Nummeret Swamped var næste i rækken og her måtte alle fans af deres tidligere albums, mig selv inklusiv, simpelthen op med vores 'metal-horns' (pege- og lillefinger) og der var da heller ikke én i salen, der ikke hoppede med på Christinas opfordring. Ligesom under Gothministers show blev der under dette nummer kun brugt rødt lys og igen bandede Camilla. På 'Swamped' viste Christina virkelig, at hun vitterligt kan synge og at det ikke er mixfnidder når hun rammer de høje toner på skiverne. Fantastisk sangstemme! Publikums jubel var da heller ikke at tage fejl af da de sidste toner fadede ud. Sammen præsenterede Andi og Christina næste nummer i rækken, Fragile og gjorde opmærksom på, at her måtte publikum hjælpe til. 'You need to move on this one' som det ordret lød. Selvom publikum lagde sig i selen, viste Lacuna Coil dog at de nok havde det største overskud af energi og igen levede Christina sig helt ind i rollen som forsanger.
Fragile og Invisible Light bragte endnu et lag af fedhed over koncerten med en eksplosion af stroboskoplys og passende mængder af mørke-effekter hvor kun baggrundslyset var tændt på scenen. Igen brillerede Christina med sin overfede stil af sang og show. Under Closer og Devoted blev stilen holdt godt og energien forblev høj. To live is to Hide rev de af publikummerne, der måske måtte være faldet lidt hen over fadøllen med op i omdrejninger igen, med en simultan headbanging fra samtlige på scenen, hvilket gav en genialt fed effekt og begejstringen var da også til at tage og føle på. Nummeret Entwined bød på to-stemmig sang, hvor Andi og Christina før havde suppleret hinanden. Her blev endnu et lag af sceneshow lagt på, da Christina antog rollen som den forsmåede elsker i sangen og mens Andi stod for sangen, udlevede Christina den visuelle del af budskabet. Næste nummer var To the Edge og her blev publikum inddraget. Den klassiske 'hvem kan råbe højest' delte salen op i tre dele og så blev der ellers spurgt om vi havde det godt. Under Daylight Dancer blev det bassistens tur til stå forrest og levere en fed gang bas-lir. Imens afslørede Christina en diskret navlepiercing da skjorten blev åbnet - tydeligvis pga. varmen, der gjorde det nødvendigt for både vagter og anmeldere at kværne den ene halve liter vand efter den anden indimellem smøgerne. Næste nummer på setlisten blev indviet på en meget karakteristisk måde. Christina mindede kort publikum om hvordan man skabte stemning under koncerter før i tiden (med lightere, red) men bad også folk huske at vi nu befandt os i en moderne tid så derfor ville hun gerne se alle mobiltelefoner i salen under nummeret og sådan tog Virtual Environment sin start. Dem, der enten ikke havde mobiler med, eller tændt, bidrog med old-fashioned ligthere og var det ikke fordi en vagt havde grebet fat i mig, havde jeg da grebet kameraet og fået et billede af det syn. Wauw!
Fragile og Invisible Light bragte endnu et lag af fedhed over koncerten med en eksplosion af stroboskoplys og passende mængder af mørke-effekter hvor kun baggrundslyset var tændt på scenen. Igen brillerede Christina med sin overfede stil af sang og show. Under Closer og Devoted blev stilen holdt godt og energien forblev høj. To live is to Hide rev de af publikummerne, der måske måtte være faldet lidt hen over fadøllen med op i omdrejninger igen, med en simultan headbanging fra samtlige på scenen, hvilket gav en genialt fed effekt og begejstringen var da også til at tage og føle på. Nummeret Entwined bød på to-stemmig sang, hvor Andi og Christina før havde suppleret hinanden. Her blev endnu et lag af sceneshow lagt på, da Christina antog rollen som den forsmåede elsker i sangen og mens Andi stod for sangen, udlevede Christina den visuelle del af budskabet. Næste nummer var To the Edge og her blev publikum inddraget. Den klassiske 'hvem kan råbe højest' delte salen op i tre dele og så blev der ellers spurgt om vi havde det godt. Under Daylight Dancer blev det bassistens tur til stå forrest og levere en fed gang bas-lir. Imens afslørede Christina en diskret navlepiercing da skjorten blev åbnet - tydeligvis pga. varmen, der gjorde det nødvendigt for både vagter og anmeldere at kværne den ene halve liter vand efter den anden indimellem smøgerne. Næste nummer på setlisten blev indviet på en meget karakteristisk måde. Christina mindede kort publikum om hvordan man skabte stemning under koncerter før i tiden (med lightere, red) men bad også folk huske at vi nu befandt os i en moderne tid så derfor ville hun gerne se alle mobiltelefoner i salen under nummeret og sådan tog Virtual Environment sin start. Dem, der enten ikke havde mobiler med, eller tændt, bidrog med old-fashioned ligthere og var det ikke fordi en vagt havde grebet fat i mig, havde jeg da grebet kameraet og fået et billede af det syn. Wauw!
Pludselig, uden varsel, forlod Lacuna Coil scenen og flere af os stod og så på hinanden imens vi forvirret spurgte 'Var det det?!' De snarrådige publikummer lurede dog hurtigt, at eftersom lyset ikke blev tændt i salen, måtte der være mere i vente og ganske rigtigt. Igen kom Lacuna Coil på scenen, men ikke før vi havde ventet 2½ minut, der på det givne tidspunkt føltes som en evighed. Efter lidt small talk med publikum brød Christina pludselig ud i sang: 'All I ever wanted, all I ever needed... You continue!' Og det gjorde publikum. Pludselig, inden undertegnedes forvirring havde lagt sig væltede Depeche Modes 'Enjoy the Silence' ud af højtalerne. Til min store glæde var det ganske live og det var lige før Lacuna Coils udgave gik originalen på klingen så prof. var det gjort. Inden jubelen havde lagt sig, oven på denne godbid, blev Heaven is a Lie sat i gang og ligeså hurtigt som nostalgien havde sat ind, vendte hopperiet og metal-hornene tilbage.
Det lakkede mod enden kunne man mærke, men inden der blev sagt godnat præsenterede bandet deres første single fra det nye album Karmacode - nummeret, der har en plads på soundtracket til Underworld: Evolutions - Our Truth. Der var slet ingen tvivl om at publikum havde ventet på lige netop dette nummer og det blev da ikke bedre af at Andi forklarede, at dette nummer gik ud til deres fans i Danmark. Her blev der virkelig lukket og slukket med et brag. Simultan headbanging gik i spænd med Christina helt ude på monitoren og der var slet ikke noget at komme efter af negativ kritik.
Hvad nu..?
Efter et 'Tak for i aften!' forlod Lacuna Coil scenen til lyden af et øredøvende bifald for at lade op til næste koncert på deres tour. Vil man gerne selv opleve Lacuna Coil live, må man til Finland, hvor de i morgen (d. 26/10) spiller i Helsinki eller den 30/10 hvor de indtager Berlin. Kort herefter kommer en lille pause på 6 dage hvor bandet får lov at slappe af hjemme i Italien. Herefter begynder en ny, hektisk tour i USA.
Alt i alt var det en forfærdelig fed aften, der på trods af 428 kr. udgift til transport, spejdere og 1½ times togrejse hjem var det hele værd! Næste gang Lacuna Coil er i Danmark er jeg der helt sikkert igen, og har jeg ikke pen og papir med, så headbanger jeg ligesom resten af flokken. ROOOCK OOOON!
Det lakkede mod enden kunne man mærke, men inden der blev sagt godnat præsenterede bandet deres første single fra det nye album Karmacode - nummeret, der har en plads på soundtracket til Underworld: Evolutions - Our Truth. Der var slet ingen tvivl om at publikum havde ventet på lige netop dette nummer og det blev da ikke bedre af at Andi forklarede, at dette nummer gik ud til deres fans i Danmark. Her blev der virkelig lukket og slukket med et brag. Simultan headbanging gik i spænd med Christina helt ude på monitoren og der var slet ikke noget at komme efter af negativ kritik.
Hvad nu..?
Efter et 'Tak for i aften!' forlod Lacuna Coil scenen til lyden af et øredøvende bifald for at lade op til næste koncert på deres tour. Vil man gerne selv opleve Lacuna Coil live, må man til Finland, hvor de i morgen (d. 26/10) spiller i Helsinki eller den 30/10 hvor de indtager Berlin. Kort herefter kommer en lille pause på 6 dage hvor bandet får lov at slappe af hjemme i Italien. Herefter begynder en ny, hektisk tour i USA.
Alt i alt var det en forfærdelig fed aften, der på trods af 428 kr. udgift til transport, spejdere og 1½ times togrejse hjem var det hele værd! Næste gang Lacuna Coil er i Danmark er jeg der helt sikkert igen, og har jeg ikke pen og papir med, så headbanger jeg ligesom resten af flokken. ROOOCK OOOON!
