Filmnyt

Britisk kultskuespiller i spil til HBO’s Harry Potter-genfortolkning : Nick Frost som ny Hagrik ?

Nick Frost rygtes som ny Hagrid i HBO’s Harry Potter-serie

Britisk kultskuespiller i spil til HBO’s Harry Potter-genfortolkning : Nick Frost som ny Hagrik ?
Nick Frost - Foto: s_bukley/DP

Det ligner et gevaldigt casting-scoop under opsejling: Nick Frost – britisk komiker, kultikon og halvdel af duoen bag Shaun of the Dead – er angiveligt tæt på at lande rollen som Rubeus Hagrid i HBO’s ambitiøse Harry Potter-genstart.

Ifølge Variety er Frost i forhandlinger om at spille den ikoniske halvkæmpe og trofaste beskytter af Harry Potter. HBO har ikke bekræftet castingen, men har udsendt en klassisk “vi kommenterer ikke rygter”-meddelelse og tilføjet, at intet offentliggøres, før kontrakterne er i hus.

Alligevel har Frost selv pustet til spekulationerne med et kryptisk opslag på Instagram: “What a bloody lovely day! It’s happening, it’s actually happening. Stay cool.”

En ikonisk figur med tunge støvler at udfylde

Rollen som Hagrid blev udødeliggjort af Robbie Coltrane, der med sin varme autoritet og bløde charme blev én af filmfranchisens mest elskede figurer. Coltrane døde i 2022, og rollen har siden været omgærdet af spekulation – præcis som da rygterne om John Lithgow som Dumbledore florerede. (En casting, HBO siden har bekræftet.)

Frost er især kendt for sin rolle i Hot Fuzz, The World’s End og Paul, og hans tilgang til karakterer balancerer ofte varme, komik og underspillet følsomhed. Præcis det, der skal til for at bringe Hagrid til live i en ny fortolkning.

Hvad vi ved om serien indtil nu

HBO’s nye Harry Potter-serie sigter mod en sæson per bog og en langt mere trofast genskabelse af kildematerialet end filmene. Det betyder, at karakterer som Hagrid vil få mere tid i rampelyset – og derfor kræver en skuespiller med både tilstedeværelse og fansympati.

Hvis Frost ender med rollen, kan vi forvente en ny version af Hagrid, der både er tro mod ånden fra bøgerne og samtidig tilføjer noget friskt og uventet. Ikke mindst med en mand, der er vant til at slå zombier ned med cricketbat og stadig få os til at føle noget.