KoRn - del IV

Efterhånden som bandet også har eksisteret i mange år og mere eller mindre har skrevet deres eget afsnit i rockhistorien, er anmeldere og andre dele af medierne blevet skeptiske ved, hvor meget smerte og sorg, der mon stadig kan være at synge om. Bandets medlemmer hver især må efterhånden betragtes som mangemillionære, de fleste af dem er blevet gift og har fået børn, og Jonathan selv, som primært var forfatteren til de fleste tekster, er også gift og har børn.

Så det udstødte, forhadte og ensomme image, som KoRn tidligere havde, og som sandsynligvis gjorde dem så berømte, eksisterer ikke rigtig længere og det virker måske derfor en smule malplaceret at synge om had og frustration, når tilværelsen i bred udstrækning, egentlig ikke ser hel så dårlig ud. Som sagt, er der også nogle sange, der ikke længere handler om de samme ting som på de tidligere albums - f.eks. "Y'all Want A Single", som blev ret velset blandt fans og andre, måske fordi bandet i musikvideoen til nummeret, går ind i en pladebutik og smadrer det hele. Sangen handler primært om hvordan musikindustrien satser for sikkert og om, hvordan radiostationer kun spiller anerkendte hits af anerkendte kunstnere, i stedet for at give nye kunstnere en chance, for at få spillet deres musik. Så for første gang ser man en mere politisk side af KoRn, som ikke før har været til stede, selv om bandet tidligere ikke har været blege for, i andre henseender, at tilkendegive deres mening om musikindustrien og pladeselskaberne.

"We are the ones breaking you down. We are the hope to drown out your sounds. All across the world you think we're to found. All across the world you're breaking you down." - "Ya'll Want A Single".

Ellers er albummet nok et af de hårdeste, som bandet har lavet til dato. Det er ikke lige så ondt og mørkt som Issues, men mere hårdkogt og forhærdet. Det minder i bred udstrækning mere om almindelig heavy metal, selv om det naturligvis er svært at kategorisere, hvad "almindelig" heavy metal er. Under alle omstændigheder er det ikke lige så eksperimenterende som Untouchables var, og heller ikke særlig historiefortællende, som f.eks. debutalbummet eller opfølgeren var. Det virker faktisk meget som om, at dét bandet ville fortælle gennem musikken, er blevet fortalt, og det begynder at virke en smule klichéfyldt, når man hører nogle af de samme linier og vers på et nyt album, som på det første album. Det virker tomt, idéforladt og hult, når der ikke smides mere kreativitet ind i teksterne og numrene generelt, som for det meste bare er en masse forvrængede guitarer og dybe basstoner. Lidt selvmodsigende er det, ja - men de mere fremadsynede numre udgør trods alt kun 3-4 ud af 13 numre.

Både "Right Now", "Ya'll Want A Single", "Did My Time" - og senere "Everything I've Known" - udkom på single, hvor "Did My Time" var på soundtracket til den første Tomb Raider film. I musikvideoen har KoRn da også været så heldige, at få lov til at låne Lara Croft aka. Angelina Jolie i egen høje (/hotte) person. Af placeringer på hitlisterne formåede ingen af singlerne, at komme særlig højt til tops - højeste placering blev en 9. plads med "Did My Time", som også var den single, der udkom først. Salgsmæssigt nåede albummet heller ikke helt op til skyerne, da de i den første uge i USA "kun" solgte 96.000 stks. Til sammenligning solgte Untouchables 434.000 og Issues 584.000 i USA, alene i løbet af den første uge.

Salgstallene afspejler i høj grad albummets indhold og det har måske noget at gøre med, at dette album er det første som bandet har skrevet, indspillet og produceret helt selv. Selv om de alle har haft erfaring med at indspille, producere og mixe, kunne de måske godt alligevel have brugt lidt ekstra hjælp, hvad angår den indholdsmæssige del af albummet. Mange af numrene er direkte indholdsløse, kedelige og relativt klichéfyldte. Davis spiller lidt på sækkepibe, der bliver flået i strengene på guitarrene, bassen brummer tungt og der bliver råbt og skreget - alt sammen minder det hele om hinanden og numrene flyder sammen.

Dog er det ét nummer, der står lidt udenfor, fordi det ikke er helt til at tyde, hvad der menes.

"I am the one who chose my path. I am the one who couldn't last. I feel the life pulled from me. I feel the anger changing me! (...) Betrayed, I feel so - insane. I really tried. I did my time". - "Did My Time"

Selv om sangtitlen og teksten i visse linier, lægger op til at den triste fortid er forbi, er det lidt uklart, om den nu også er det. Sange om gamle kærester og familie er der ikke noget af, som på de første par albums, men i stedet virker det som om den smerte og sorg der tidligere blev sunget om, er blevet erstattet af tomhed og håbløshed. Til trods for at sangene er aggressive og temperamentfyldte, virker teksterne for sig selv på den ene side fremadsynede, og på den anden side opgivende og modløse. Det virker som om bandet har tvunget sig selv til at lægge fortiden bag sig, men stadig bliver hjemsøgt af sorg og forpinthed - det er ihvertfald sådan jeg personligt tolker mange af teksternes tvetydighed.

I det hele og store er albummet på den ene side et vendepunkt og på den anden side en tilbagegang. Et vendepunkt pga. nogle af teksternes fremadrettede og delvist afklarede syn, og en tilbagegang fordi der trods alt er mange klichéer og indholdsløse/kedelige numre. Alle albums har deres mindre gode numre, nogle vil måske kalde dem fyldnumre, men her er der ikke direkte tale om fyldnumre - snarere idéfattige numre uden nyskabelse. Trods alt er der et par favoritter på albummet, hvoraf jeg kan nævne "Right Now", "Did My Time", "Break Some Off", "Alive" og "I'm Done". Endvidere er der et bonusnummer med titlen "One", som er et covernummer af Metallicas original.

Herefter var det blevet tid til turné igen og denne gang ved navn "Project Revolution Tour" sammen med andre bands som Linkin Park, Snoop Dog, The Used og Less Than Jake.

I det forløbne år har der været mange historier i medierne omkring Heads brud med bandet og hans rejser verden over har været fulgt nøje. Således har han holdt taler i kirker om sin genfødsel og om at vende sig mod kristendommen og om hans tid i bandet. Han udtaler selv, at det til sidst kun handlede om penge og om at leve et rock-stjerne liv. Jonathan Davis udtaler selv til det svenske magazin Close-Up:

"All they care about is money? What the fuck?! I don't understand what he's on about. All HE cared about was money and all he does is still care about the money. He's got his solo career, he's going and doing all this, but oh, it's not for the money. Christians are the biggest fucking con artists in the world and he's still gonna make money off that. I don't understand... The only true way he can do that is to become a fucking monk! There you go, that's a sacrifice for God. Give up everything and go, if that's what you want. It's bullshit. If he wants to go save kids in India, that's amazing. That's a noble fucking cause, that's cool. Do your thing. The only problem I do have with him is that he's got this Jesus complex. You can tell by the way he's got his fucking hair, Messiah down his neck, him with the kids in India trying to be holier than thou now, that he thinks he's Christ. It's kinda crazy, kinda cuckoo and it kinda weirds me out."

Selv om Head har forladt bandet har han dog ikke forladt musikken. Han regner med snarest, at udgive en soloplade under navnet Head, hvortil han selv udtaler til MTV:

"I always loved that Korn's music helped kids let out aggression. But with my new music, I want kids to know that there's more out there," he said. "I want to show them there's a light at the end of the pain tunnel. That there's more out there than just aggression. I want to say to them, 'Hey kids, come over here. Let's bounce back and forth and have fun.' ".

På hans egen hjemmeside, som han har oprettet efter bruddet med bandet, gør han da også meget ud af at proklamere hans omvendelse til kristendommen, og om hvordan han er blevet ledt mod lyset. Hjemmesiden hedder sjovt nok www.HeadToChrist.com, hvor der er at finde flere billeder med Head før og efter bruddet. Her har han gjort meget af at udvælge billeder fra tiden i Korn, hvor han ser trist og modløs ud, og efter bruddet og omvendelsen, vise billeder hvor han er glad og smilende. Ydermere er der en tilståelse om hvordan han åbnede sig for Gud og lod ham hjælpe sig med at blive fri for trangen til at tage stoffer og drikke. Tjek siden ud - den er faktisk ret interessant. En anden sjov detalje er Head, der har skrevet en sang, som efter Heads eget udsagn skulle være "a personal letter to 50 from God" og som grangiveligt skulle være en invitation til at redde den populære rapper 50 Cent. Sangen, som endnu ikke har fået nogen titel, bliver måske eller måske ikke indspillet på Heads soloalbum, afhængigt af 50 Cents respons på sangen.

De resterende medlemmer var klart nok frustrerede og forvirrede, men de kom over det på samme måde som de altid har gjort - gennem musikken. For blot ca. 10 måneder senere udkommer bandets musikalske bearbejdning af det tætte venskab gennem mange år, som de nu har mistet. Resultatet blev et album med titlen See You On The Other Side, som udkom i December 2005. Igen beviser Korn, hvorfor nogle bands forsvinder og hvorfor nogle ikke gør. Evnen til at tilpasse, udvikle, eksperimentere og ændre er et must, hvis et bands skal blive ved med at have succes og være interessant. Det skal kunne ændre sig med tiden og tilpasse sig, uden at miste sin gamle glød. Og det er netop derfor KrRn har overlevet i så mange år og har udgivet deres 7. album - fordi de besidder evnerne til hele tiden at ændre sig, uden at glemme de gamle rødder. Der er jo ikke noget ved at købe endnu et album fra et band, hvis det lyder ligesom de tidligere.

Der er tydeligvis mange fans, der er skuffede over det nye album. Visse fans gennem mange år erklærer endda, at "KoRn er død" og udtrykker herefter en masse blandede følelser omkring det nye album - mest negative, må man sige. Og jeg må melde mig enig med de fleste anmeldere og fans - det her er ikke det bedste album vi har set. Men det er anderledes - det er nyskabende - og det er eksperimenterende. Det er endnu en gang ny lyd fra KoRn og 14 nye numre til at understrege, at bandet stadig består, til trods for Brian "Head" Welch forlod dem til fordel for kristendommen. Man kan godt høre, at der mangler lidt ekstra krydderi fra Heads 7-strengede luftbor, men da stilen mere eller mindre er blevet lagt om på dette album, ville det også passe forkert ind. Det er en slags kompromis mellem den manglende guitarist og ønsket om at viderudvikle lyden. Og resultatet er altså den nye mere industrial-prægede lyd. For man må sige, at dette album skiller sig væsentligt ud rent lydmæssigt, i forhold til mange af de tidligere albums.

"Hold me up into the light. Fix the cracks and fix them right. Keep the pieces in the drawer. Keep them there forever more. May come in use for some day. Recycle this shit in some way and all that I have to say - Don't let them throw me away" - "Throw Me Away".

Et nummer som "Throw Me Away", serverer denne nye lyd med dybe, langsomme trommer og forvrængede metalliske guitarer. Hvis der overhovedet er indspillet trommesæt til dette nummer, så har det ihvertfald været igennem en halv snes computere, for der er ikke meget af den oprindelige lyd fra et trommesæt tilbage, som man normalt kender det, fra andre sange, hvor det har været det, der ligesom bidragede med det mere aggressive. Et væld af metal-elektriske synths leder også tankerne hen på en fabrik med enorme stålkonstruktioner og betonfundamenter - et stålvalseværk eller noget lignende - men det er måske derfor det kaldes industrial? Det giver ihvertfald en rå, forhærdet og kold tone over hele nummeret og jeg synes faktisk rigtig godt om det. Det er ikke i nærheden af det angstfylde og desparate, som Kofn tidligere var kendt for at lave f.eks. på Issues, men det er stadig upoleret, råt og brutalt.

Der er dog stadig numre, der lyder mere som på Take A Look In The Mirror f.eks. "Liar", men ellers hører størstedelen af numrene til den nye stil. En anden ting, der skinner lidt igennem, og som bestemt er anderledes fra sidste album, hvor der var meget skrigen og råben, er at Davis faktisk synger normalt (ihvertfald så normalt som han nu kan). Der er ikke det samme death metal over det, hvor man tror, at jo vildere man råber og skriger, jo ondere bliver det - det kunne ihvertfald fornemmes en smule på tidligere album.

Trods ros til enkelte numre, er albummet dog ikke specielt godt. Der er lagt en ny stil for dagen, og det synes jeg er fedt at se, men rent melodisk er der ikke rigtig nogen ørehængere eller potentielle hits. Der er rigtig mange numre, der bare virker som fyldnumre og jeg må indrømme, at det er meget få af dem, der egentlig er vellykkede. Ud af de 14 numre på albummet, er der måske tre eller fire af dem, der er værd at høre mere end én gang. Det synes jeg er en smule skuffende. Kvaliteten af albummet er måske også præget lidt af, at det blev produceret på så relativ kort tid og måske også, at de mangler det sidste medlem Brian "Head" Welch. Jeg synes ihvertfald der, trods den nye lyd, mangler et eller andet - måske er det bare tanken om, at albummet er produceret uden en af dem, men det virker ihvertfald langt fra fuldendt.

Det var muligvis også andre ting, der gjorde forskellen - under alle omstændigheder fik Davis sin anden søn, midt under indspildningerne. Den første, Nathan, fik han med eks-konen Renee Perez og den anden, Pirate, med tidligere pornostjerne Deven Davis. Hvorfor parret så er blevet enige om at kalde deres søn "Pirate" skal jeg ikke kun sige, men jeg synes også det er et mærkeligt navn, som nogen af jer måske allerede tænker.

Således slutter historien bag musikken - og det er ikke til at sige, om Head finder sammen med bandet igen - måske gør han, måske gør han ikke... måske splitter hele bandet op og bestemmer sig for, at toppen af karrieren har været nået - eller måske bliver de sammen og laver endnu et album. Under alle omstændigheder må man sige, at de fire drenge efterhånden er blevet ældre med årene. Jonathan Davis er i dag 34 år(bliver 35 d. 18/1-06), Fieldy er 36, David Silveria er 33 og Munky er 35. Så de er ved at være en smule gamle, i forhold til deres medmusikanter i branchen, selv om det naturligvis ikke behøver at holde dem tilbage. Jeg håber ihvertfald selv, at de bliver ved med at lave musik - med eller uden Head, og at de bliver ved med at forny sig selv og ikke glemmer at eksperimentere.