KoRn - del I
Historien om en smuldret barndom og et efterfølgende liv med en kamp mod sig selv. Connery giver her i flere dele, historien bag musikken fra et af tidens største metal bands: KoRn.
De brugte det meste af deres opvækst på, som bassist Reginald "Fieldy Snuts" Arvizu udtaler, "standing around in dirt fields, drinking beer, watching other kids fight". Hver især voksede de op i et utrygt miljø, der senere skulle sætte sine spor i den musik, de dengang de gik fandt sammen i highscool, aldrig havde regnet med, skulle vise sig at blive en ny epoke inde for rockmusik. For det var nemlig bassist Fieldy, trommeslager David og senere guitarist James Shaffer aka. Munky, der i highschool startede med at spille sammen. De tre kaldte sig dengang LAPD og udgav kort tid efter ét enkelt album, der dog skulle vise sig at være gruppens endeligt. De tre gik fra hinanden i en tid, indtil de fandt sammen igen med en ny guitarist og et nyt navn. De gik nu under navnet Creep og med den nye guitarist Brian "Head" Welch som ekstra krydderi, begyndte bandet endelig at se ud af noget - men der manglede stadig et eller andet. De flyttede imidlertid alle til Los Angeles som kun ligger ca. 150 km fra den lille by Bakersfield, der var hjemstavn for gruppen og de fem medlemmer, der blev komplet en dag hvor Creep gik en tur rundt i deres barndomsgader i Bakersfield og kom ind på en lokal bar, hvor et band ved navn Sex Art optrådte.
Selve bandet, var ikke noget at skrive hjem om, men forsangeren ved navn Jonathan Davis, havde alligevel noget særligt over sig, som de fire umiddelbart ikke kunne se bort fra. En uge senere ringede de forsangeren op og spurgte ham, om han havde lyst til at være med i deres band - og da Los Angeles, som Creep nu engang boede i, virkede tiltrækkende på Jonathan, svarede han pænt ja og blev indsluset i gruppen, der nu med femte medlem, syntes at være komplet. Et nyt band havde set dagens lys, og med forsanger Jonathan Davis som nyeste medlem, virkede et navneskift som endnu et symbolsk udtryk for at bandet var blevet genfødt og havde ændret deres musikalske retning fra den mere trivielle rockgenre, over til den mørke, dystre metal. Bandets endelige navn blev dermed Korn og de fem begyndte nu at skrive sange, til de havde nok til at sende et demobånd af sted. Et af de mange pladeselskaber, som modtog deres demobånd, blev positivt overrasket over den nyere lyd og tilbød bandet, at indspille et komplet album i et af deres studier. Naturligvis greb bandet muligheden og indspillede derfor i slutningen af '93 deres første album, i et studie hos Epic Records.
Selve bandet, var ikke noget at skrive hjem om, men forsangeren ved navn Jonathan Davis, havde alligevel noget særligt over sig, som de fire umiddelbart ikke kunne se bort fra. En uge senere ringede de forsangeren op og spurgte ham, om han havde lyst til at være med i deres band - og da Los Angeles, som Creep nu engang boede i, virkede tiltrækkende på Jonathan, svarede han pænt ja og blev indsluset i gruppen, der nu med femte medlem, syntes at være komplet. Et nyt band havde set dagens lys, og med forsanger Jonathan Davis som nyeste medlem, virkede et navneskift som endnu et symbolsk udtryk for at bandet var blevet genfødt og havde ændret deres musikalske retning fra den mere trivielle rockgenre, over til den mørke, dystre metal. Bandets endelige navn blev dermed Korn og de fem begyndte nu at skrive sange, til de havde nok til at sende et demobånd af sted. Et af de mange pladeselskaber, som modtog deres demobånd, blev positivt overrasket over den nyere lyd og tilbød bandet, at indspille et komplet album i et af deres studier. Naturligvis greb bandet muligheden og indspillede derfor i slutningen af '93 deres første album, i et studie hos Epic Records.
Pladen, som blev færdig i '94, blot et år efter at bandet blev samlet, kom ganske simpelt til at hedde Korn - og der måtte utvivlsomt have været følelsen af, at noget er i lune, hos de der inveresterede i albummet, i det første halve minut af intronummeret "Blind", indtil Davis med en indædt vrede og en smule opstemthed i stemmen, åbner debutalbummet med ordene "Aaaaare you readyyy!?!" - hvorefter det lydlige billede tager et voldsomt dyk og lander på de ekstra nedstemte og forvrængede 7-strengede guitarer. Mange var ihvertfald ikke klar, for i pressen blev debutalbummet fra bandet, hvis forsanger vist havde HIV - i følge hans tatovering ihvertfald - mødt med hård kritik og blev kaldt usmageligt og ude af proportioner. Måske var det den typiske amerikanske kernefamilie, der blev ramt lige i hjertet - ja ligefrem provokeret - da Davis og resten af bandet, åbent og ucensureret, lod barndommens traumer og konflikter, skrive ned i de tekster, der som indhold i numre som "Clown", "Faget" og "Daddy" for alvor, så at sige, lukkede de mange dæmoner ud fra de steder, de havde huseret i mange år.
Det er især Davis, der lægger hjerte til mange af teksterne og beskriver sin barndom med seksuelt misbrug, overgreb, mobning samt de mange timer han i highschool, tilbragte som assistent i det lokale retsmedicinske kontor, hvor han tog imod folk - døde vel og mærke - der havde begået selvmord, været i en bilulykke o.lign. Bl.a. det føromtalte nummer "Faget", fortæller om Davis' problematiske tid i highschool, hvor han blev mobbet og meget få venner havde. Vi finder også i teksten et udtryk for ekstrem frustration og vrede med ordene "Right now I got something to say - to all the people that think I'm strange, and I should be out here locked up in a cage",
den gentagne sætning "All my life, who am I" og det endelige brændemærke "I'm not a faget!", der bliver skreget ud i de sidste sekunder af nummeret. Sidste nummer på albummet - "Daddy" - er særdeles bemærkelsesværdigt og pinefuldt, hvilket også afspejler sig i Davis, der til dags dato stadig nægter at spille nummeret live. Det er således med ordene "Mother, please forgive me. I just had to get out all my pain and suffering. Now that I'm done, remember I will always love you. I'm your son.", at han begynder albummets sidste fortælling om de oplevelser, de situationer og de følelser, der senere skulle vise sig at være grundlaget for mange års musikalsk terapi.
Men de fem drenge viser også at den mørke side, kan være lige så ironisk, som den er kold, hvilket vi fornemmer lidt i nummeret "Shoots And Ladders", der bl.a. indeholder en sækkepibe solo fra Davis, for ikke at tale om en lidt usædvanlig version af den engelske sang/remse "This Old Man Came Rolling Home". Og det var måske netop det ironiske og en smule humoristiske, der skulle til for at få bandet til at virke interessant, for netop nummeret "Shoots And Ladders" indbragte dem en Grammy for "Best Metal Performance" og skubbede debutalbummet op til dobbelt platin. Med det i baghovedet og sandsynligvis også baglommerne, tog bandet ud på tourné og promoverede den nye stil, som rockanmeldere kaldte nu-metal, selv om der til stadighed er en smule diskussion om netop hvad nu-metal er og hvem der definitivt "opfandt" genren. Vi lader dog for nu konstatere, at Korn og debutalbummet med samme navn, gav et godt skub i rockbranchen og heavy metal generelt.
Der gik dog ikke længe før de urolige teenageforældre ikke længere kunne sove trygt, for blot to år efter udkom andet album i rækken, der lod endnu mere fortælle om bandets barndom og opvækst og fansene kunne påny blive forvirret, da Davis med samme fokus som i nummeret "Daddy", omtaler en ny person ved navn Mr. Rogers.
Læs med i anden del om historien bag musikken, der følger snarest.
Det er især Davis, der lægger hjerte til mange af teksterne og beskriver sin barndom med seksuelt misbrug, overgreb, mobning samt de mange timer han i highschool, tilbragte som assistent i det lokale retsmedicinske kontor, hvor han tog imod folk - døde vel og mærke - der havde begået selvmord, været i en bilulykke o.lign. Bl.a. det føromtalte nummer "Faget", fortæller om Davis' problematiske tid i highschool, hvor han blev mobbet og meget få venner havde. Vi finder også i teksten et udtryk for ekstrem frustration og vrede med ordene "Right now I got something to say - to all the people that think I'm strange, and I should be out here locked up in a cage",
den gentagne sætning "All my life, who am I" og det endelige brændemærke "I'm not a faget!", der bliver skreget ud i de sidste sekunder af nummeret. Sidste nummer på albummet - "Daddy" - er særdeles bemærkelsesværdigt og pinefuldt, hvilket også afspejler sig i Davis, der til dags dato stadig nægter at spille nummeret live. Det er således med ordene "Mother, please forgive me. I just had to get out all my pain and suffering. Now that I'm done, remember I will always love you. I'm your son.", at han begynder albummets sidste fortælling om de oplevelser, de situationer og de følelser, der senere skulle vise sig at være grundlaget for mange års musikalsk terapi.
Men de fem drenge viser også at den mørke side, kan være lige så ironisk, som den er kold, hvilket vi fornemmer lidt i nummeret "Shoots And Ladders", der bl.a. indeholder en sækkepibe solo fra Davis, for ikke at tale om en lidt usædvanlig version af den engelske sang/remse "This Old Man Came Rolling Home". Og det var måske netop det ironiske og en smule humoristiske, der skulle til for at få bandet til at virke interessant, for netop nummeret "Shoots And Ladders" indbragte dem en Grammy for "Best Metal Performance" og skubbede debutalbummet op til dobbelt platin. Med det i baghovedet og sandsynligvis også baglommerne, tog bandet ud på tourné og promoverede den nye stil, som rockanmeldere kaldte nu-metal, selv om der til stadighed er en smule diskussion om netop hvad nu-metal er og hvem der definitivt "opfandt" genren. Vi lader dog for nu konstatere, at Korn og debutalbummet med samme navn, gav et godt skub i rockbranchen og heavy metal generelt.
Der gik dog ikke længe før de urolige teenageforældre ikke længere kunne sove trygt, for blot to år efter udkom andet album i rækken, der lod endnu mere fortælle om bandets barndom og opvækst og fansene kunne påny blive forvirret, da Davis med samme fokus som i nummeret "Daddy", omtaler en ny person ved navn Mr. Rogers.
Læs med i anden del om historien bag musikken, der følger snarest.
