Musik
Koop – Koop Islands
Koop har lagt samplere og andet elektronik på hylden, og kaster sig på deres tredje album ud i rendyrket swingjazz.
Det er 5 år siden, vi sidst har hørt fra den svenske duo Koop, der består af Oscar Simonsson og Markus Zingman. Sidste udspil, ‘Waltz for Koop’, var en kæmpe succes, der endte med et helt remixalbum – med remixes af prominente folk som Nicola Conte og Markus Enochson. Nu er de på banen med deres tredje album ‘Koop Islands’.
Hvor ‘Waltz for Koop’ var meget præget af samplede lyde hist og her, kan ‘Koop Islands’ betragtes som en teknisk back to basics. Det er en tilbagevenden til den gamle swinglyd, som man kender den fra 20’erne og 30’erne. Som Oscar Simonsson selv udtrykker det:
‘We play jazz, it’s as simple as that. We can’t do pop, electronica, techno or whatever because we’re just no good at it. Knowing this and having accepted it we can basically do whatever we want. If we wanna explore and pick up pieces from, say, 1929 – we can.’
Det elektroniske krydderi klarede de nu hellers helt fint på ‘Waltz for Koop’ – og et enkelt housebeat var der da også plads til. Til gengæld er man ikke i tvivl om, hvad han mener, når man hører det nye album. Det er næsten fuldstændig renset for elektronik, og i et par af numrene føler man sig hurtigt hensat til en hal med danseglade unge mennesker, der rykker til den i 30’erne nye og meget farlige genre… jazz.
Klarinetten spiller friskt og drillende over det swingende beat. Marimbaen er et nyt element i Koops univers, og den er tilstedeværende på flere af numrene. Det giver en eksotisk følelse, og er man ikke i hallen og danse, slænger man sig på en strand med en kold drink i hånden.
Gamle kendinge
Man kan roligt give Koop æren for sangerinden Yukimi Naganos gennembrud. Efter sin optræden på flere af numrene på ‘Waltz for Koop’, blev hun en meget efterspurgt sanger i jazz/elektronik kredse.
De har da heller ikke sluppet hende, og hun synger på 3 af numrene på den nye plade. Sammen med Earl Zinger a.k.a. Rob Gallagher, lægger hun vokal på albummets bedste nummer ‘Forces… Darling’, der er et uptempo swingnummer med travle trommerytmer, klarinetsolo og hele svineriet.
Andre gæster er Mikael Sundin og Ane Brun, hvor sidstnævnte leverer vokal til en tungsindig, men alligevel smuk og stemningsfuld ‘Koop Islands Blues’.
Lidt mere kant, tak
Albummet indeholder 9 numre, hvoraf det sidste knapt kan kaldes et fuldt nummer. Desværre savner det samlet set noget saft og kraft. Det er som om, Koops forsøg på at indfange stemningen fra dengang bliver uden datidens energi, og flere af numrene har mere karakter af easylistening, end sprudlende swingjazz. Måske har marimbaen lidt af skylden, men det er kun en del af det, for generelt virker mange af instrumenterne en tand for kontrollerede. Musikken bliver meget pæn, og jeg tog mig selv i flere steder at ønske lidt elektronik/sampler ind i billedet, hvor det kunne bidrage med lidt snavs og skurren i ørerne. Heldigvis bidrager Earl Zingers tørre britiske vokal med noget af det jeg efterlyser.
Selv der mangler lidt nerve, er ‘Koop Islands’ bestemt ikke uden eksistensberettigelse. Det er stadig lækre numre og albummet har fortjent sin plads på undertegnedes iPod, hvor det helt sikkert vil blive hentet frem i en afslappet stund. Jeg håber dog ikke, at d’herrer Oscar og Markus har lagt sampleren og resten af elektronikken helt på hylden, for selv om de selv påstår noget andet, kan de sagtens finde ud af det.
‘Koop Islands’ distribueres af Playground Music, og udkommer d. 6. oktober.