Kom endnu tættere på Formel 1-holdene i den nye sæson af Drive to Survive
Netflix er klar med 10 nye afsnit
Hvis du er til Formel 1, og nysgerrig på endnu mere af det, der foregår bag facaden, er du nok allerede bekendt med 'Drive to Surive', en doku-serie der landede på Netflix for godt et års tid siden.
Nu er 2. sæson på vej, og Netflix ser ud til at trække niveauet til nye højder - i hvert fald, hvis man skal tro både trailer og presseskrivelse.
"Den dynamiske serie vender tilbage med 10 nye afsnit, som alle følger, hvad der er på spil i den mest adrenalinfyldte sportsgren i verden. Kun 20 kørere kan konkurrere i Formel 1, og med nogle af sportens topnavne, som i 2019 kørte for nye hold, var sæsonen fyldt med ødelagte alliancer og fornyet rivalisering.
For første gang nogensinde har alle 10 hold, inklusive Mercedes AMG Petronas Formula 1 Team og Scuderia Ferrari, givet Netflix adgang til maskinrummet, mens de kæmpede side om side om sejren i verdens bedste motorsportsliga. Serien følger kørerne, holdkaptajnerne og ejerne og giver et unikt billede på deres liv, både på og uden for banen – såvel som den spænding og glamour, sporten er forbundet med. "
Serien er executive-produceret af Oscar-vinder James Gay Rees (Amy, Senna).
Formula 1: Drive to Survive S2 lander på Netflix den 28. februar, tjek traileren herunder.