Klassikeren: Psycho

Selvom du ikke har set filmen, så kender du sikkert den famøse ”Shower Scene” og hvis du ikke kender den, så har du sikkert på et eller andet tidspunkt i dit liv, ladet som om du har en kniv i hånden og sagt ”Hvi, hvi, hvi, hvi!”, uden egenligt at vide hvorfor. Det vil du få at vide nu, for Psycho er faktisk The Grandfather of slasher films.

Året var 1959. Alfred Hitchcock havde netop haft premiere på hans seneste film, den stort anlagte North by Northwest. Som hans næste projekt havde han valgt Psycho, baseret på den anmelderroste novelle af Robert Bloch. Paramount nægtede imidlertid at finaisiere filmen, da de mente, at historien var snusket, ukommerciel, uglamourøs og i det hele taget ikke særlig Hitchcock-agtig.

Hitchcock havde haft stor succes med sin tv serie Alfred Hitchcock presents, som havde fået folk til at gyse i deres eget hjem. Derfor tog han konsekvensen; Han finansierede filmen via sit eget selskab og besluttede sig for, at bruge sit tv hold, for på den måde, at kunne optage filmen hurtigere og for et meget lavere budget. Psychos historie var som skabt til disse vilkår. Det meste af handlingen forgår nemlig på og omkring et gammelt motel.

Historien handler om en ung, smuk kvinde ved navn Marion Crane (Janet Leigh). Hun har et forhold til en købmand ved navn Sam Loomis (John Gavin). Marion ønsker brændende at blive gift med Sam, men han har pengeproblemer og vil ikke giftes før disse er løst.

En dag ser Marion sit snit til at sjæle $ 40.000 fra sit arbejde og kører af sted for at genforenes med sin elskede. På vejen beslutter hun sig for at overnatte på det afsidesliggende Bates Motel. Her møder hun ejeren Norman Bates (Anthony Perkins), en sympatisk ung mand, der bor sammen med sin mor. Han inviterer hende på en simpel middag, hvor de snakker om, at være fanget i hver deres personlige fængsel. Marion indser, hvad det er hun har gjort og beslutter sig for, at aflevere pengene tilbage. Men skæbnen har andre planer for den unge Marion.

Optagelserne forgik nærmest ubemærket, hvilket var højst usædvanligt for en Hitchcock produktion, på Universal Studios backlot i Hollywood.

Trods en løssluppen og spøgefuld Hitchcock på filmsettet, var der stor hemmelighedskræmmeri omkring filmen, da Hitchcock ikke ville have afsløret slutningen på forhånd. 

Derfor bad han sin assistent om, at opkøbe så mange kopier af bogen, som overhovedet muligt. Hitchcock indførte også, som den første nogensinde, at dørene til biografsalene blev lukket og låst efter reklamerne, da det var vigtigt, at publikum så filmen fra starten af.

Det er måske svært at forholde sig til i dag, da nutidens publikum er vant til, at blive udsat for makabre billeder i nyhederne og på internettet, men i 1960 var Psycho virkelig grænseoverskridende på mange måder. Ikke mindst pga. dens portrættering af sex og vold.

For eksempel var det fuldkommen uhørt, at vise en kvinde blot iført BH og trusser og indtil da, var der aldrig blevet vist et toilet, der blev udskyllet, i en mainstream film. Filmcensuren var også helt oppe at ringe over ”The Shower Scene”. De var overbevidst om, at man kunne se en kniv penetrere huden på ofret, men i virkeligheden var det blot Hitchcocks geniale klipning og komponisten Bernard Herrmanns ”skærende” komposition, der skabte illusionen. Med andre ord: Ren film magi.

Hitchcock vidste godt, at filmen ville få problemer hos filmcensuren. Derfor valgte han, at optage den i sort-hvid, selvom farvefilmen for længst var opfundet. Hitchcock mente selv, at alt blodet ville virke for makabert, hvis han lavede filmen i farver. Samtidig tilfører det sort-hvide billede også en vis snuff-agtig realisme, der gør at filmen underbevidst bliver endnu mere uhyggelig. Alt sammen blev gjort med fuldt overlæg fra Hitchcocks side, for at skabe suspense og gøre publikum utilpas, på den rette måde.

Jeg læste for nyligt Robert Blochs novelle, som filmen er baseret på, og jeg var overrasket over, hvor svag bogen i virkeligheden er. Alle elementer der er i bogen, er også at finde i filmen, men bogen er rodet, ufokuseret og decideret kedelig i visse passager. Det er tydeligt at se, hvilket filmisk geni Hitchcock var. Han har formået, at transformere en sløj novelle, til en knivskarp psykologisk thriller, der stadig bliver regnet for, at være blandt verdens bedste film.

Den største genistreg af dem alle var dog, at Hitchcock valgte at ændre hovedpersonen Norman Bates, som i novellen er en overvægtig, middelaldrende, perverteret og ganske usympatisk mandsperson.

I stedet castede han den unge, slanke og charmerende Anthony Perkins, der leverede en præstation der udødeliggjorde ham og Norman Bates.

Den ene, simple beslutning ændrede med ét slag hele filmens karakter. I modsætning til novellen, havde publikum nu en person, de kunne identificerer sig med og dermed blev historien pludselig vedkommende for et bredt publikum. Det indså Hitchcock, og derfor vidste han, at han havde en succes mellem hænderne.

Psycho blev Hitchcocks mest indtjenende film og var indstillet til 4 Oscar statuetter i 1961. Når det kommer til suspense, så er Hitchcock den sande mester og Psycho er velsagtens mesterens bedste film. Dermed må Psycho i sandhed siges, at være en ægte klassiker.