6 ud af 6 stjerner

Drengerøvs faktor: 80%

(Hvad betyder ninjaer og drengerøvsfaktor)

Teknisk information:

Original titel: Grease

USA, 1978

Instruktør: Randal Kleiser

Medv.: John Travolta, Olivia Newton-John, Stockhard Channing, Jeff Conaway, Barry Pearl, Michael Tucci, Kelly Ward, Didi Conn, Jamie Donnelly og Dinah Manoff,

Genre: Musical/Komedie/Kærlighed

Billedformat: 1.78:1/2.20:1

Lyd: Dolby Digital 5.1/DTS-EX HDMA

Længde: 110 min

Amerikansk premiere: 16. juni 1978

Dansk premiere: 15. september 1978

Distributør: Paramount Pictures

Grease – Trailer

Lynet slår sjældent ned det samme sted to gange.

Oven på den enorme succes med Grease var en opfølger nærmest uundgåelig. I 1982 instruerede koreografen af den originale Grease, Patricia Birch, den mindre vellykkede Grease 2. Filmen handler om den britiske teenager Stephanie Zinone, spillet af en purung Michelle Pfeiffer, der ligeledes starter på en amerikansk High School og forelsker sig i skolens seje dreng. Historien er langtfra lige så vedrørende og sangene slet ikke på samme niveau som originalens, men Grease 2 har alligevel med tiden opnået en vis kultstatus rundt omkring i verden.

Grease is the word

Da den søde, australske pige, Sandy Olsen (Olivia Newton-John), starter på den amerikanske Rydell High School aner hun ikke, hvad hun har i vente. I sommerferien har hun nemlig mødt en charmerende fyr, ved navn Danny Zuko (John Travolta), som tilfældigvis også går på Rydell, men Danny er ikke helt den han udgav sig for at være i sommerferien. Danny er nemlig lidt af en badboy og den pæne Sandy må derfor genopfinde sig selv, hvis hun skal vinde Dannys hjerte.

Skolens pige klike; The Pink Ladys gør dog ikke livet nemmere for Sandy, der må døje med at blive drillet med sin sukkersøde personlighed og drengene; The ”T”-Birds gør det heller ikke let for Danny, at komme af med dit badboy image, så han kan bevise overfor Sandy, at han er seriøs omkring deres forhold.

Som et teenage lyn nedslag

Jeg husker stadig da jeg så Grease for første gang. Det var sommeren 1992, dagen før skolestart. Jeg var 13 år, skulle i 7. klasse og havde ingen anelse om, hvad Grease var for noget. Vores mor og far insisterede dog på, at min søster og jeg skulle se filmen og efter den aften var det som om, mit nyudklækkede teenage liv pludseligt gav det mening. Jeg glædede mig ligefrem til at skulle i skole igen, for det var jo her at alle ens venner, som man skulle se resten af livet var (eller det troede jeg i hvert fald). Grease føltes som et lyn nedslag. Pludseligt var den der bare. Heldigvis havde mine forældre optaget den på VHS, så jeg kunne se den igen og igen og igen og…

Om mandagen var det ikke, hvad vi havde lavet i sommerferien, vi snakkede om, men der i mod Grease der var det helt store samtale emne. Det var som om vi alle havde opdaget noget stort. Noget vores forældre havde holdt hemmeligt for os, indtil vi havde nået den rette alder til, at kunne værdsætte den. Det blev sunget, citeret, dannet klikker og diskuteret heftigt om alle filmens detaljer. Én ting var sikkert; Grease var i den grad ordet og den gjorde os alle bare en lille smule coolere.

Fra scenen til lærredet

Stykket er skrevet af Jim Jacobs og Warren Casey og så første gang dagens lys i 1971, på et lille eksperimental teater i Chicago. Et par New Yorker producere så stykket og købte øjeblikkeligt rettighederne. De opsatte det oprindeligt som et Off-Broadway stykke i 1972, men stykkets succes gjorde, at det hurtigt blev flyttet til selve Broadway. Her så film producenten Robert Stigwood stykket og besluttede sig for, at lave en film version af musicalen.

Oprindeligt spillede den nyligt afdøde Jeff Conaway rollen som Danny Zuko i Broadway opsætningen, men producenterne ville have Henry Winkler, der spillede Fonzie i tv serien Happy Days, til hovedrollen. Henry afslog dog tilbuddet, i frygt for at blive type castet.

Efter succesen med Saturday Night Fever, som Robert Stigwood havde produceret, valgte han og medproducenten Allan Carr, at caste det nye unge talent John Travolta, som Stigwood havde en 3 film kontrakt med. Sjovt nok spillede Travolta i en kortere periode også med i Broadway opsætningen, i den mindre rolle som Doody.

John Travolta foreslog selv Olivia Newton-John til rollen som Sandy trods, at hun i manuskriptet var en amerikansk pige, men Travolta mente, at Olivia ville være perfekt, fordi publikum ligesom ham selv, ikke kunne undgå at forelske sig i hende. Producenterne sørgede for at manuskriptet blev tilpasset til Olivias australske aner og resten er som bekendt film historie. Rollerne som Sandy Olsen og Danny Zuko ændrede Newton-John og især Travoltas liv og gjorde dem på kort tid til megastjerner.

Også historien ændrede sig en smule. Teaterstykket indeholdte oprindeligt en del flere seksuelle referencer, som blev fjernet for at undgå den strenge censur. Ligeledes blev et voldsomt skænderi mellem Rizzo (Stockard Channing) og Kenickie (Jeff Conaway) klippet ud af filmen, da instruktøren mente, at scenens tone ikke passede til resten af filmen. ”Scenen mindede om noget fra en Martin Scorsese film” skulle han eftersigende have udtalt.

Den største forandring kom med musikken. Producenterne ønskede et mere moderne soundtrack end teaterstykket havde. Derfor blev en række komponister hyret til, at skrive nye sange til filmen. Mest kendt er nok Bee Gees sangeren Barry Gibb, der leverede filmens titel sang. En sang filmens instruktør Randal Kleiser oprindeligt var imod. Han mente, at den var alt for disco agtig til en film, der foregår i 50’erne. Men producenterne prøvede med villige at ramme teenage publikummet, hvilket ingen anden musical havde gjort før Grease. De havde ret og netop disse sange er med til, at Grease i dag er den højst indtjenende musical nogen sinde!

En tidløs klassiker

Det er ikke svært at se, hvorfor Grease er den udødelige klassiker, den unægtelig er blevet.

Grease er ganske enkelt synonym med uendelig sommer, evig ungdom og et suverænt soundtrack, der er at finde på et hvert provins diskotek, med respekt for sig selv. Musicalen er for længst blevet et fænomen og en del af den amerikanske kultur skat. År efter år bliver den opdaget af nye generationer, der fortrylles af dens magi og mange fans dyrker filmen via de populærere sing-a-longs, hvor publikum kommer udklædte som deres yndlingskarakterer. Grease er en individuel følelse. For mig er det en spæd forelskelse, det første kys, en ustyrlig glæde blandet med bittersød nostalgi. Hvad mere kan man egentligt forlange af en film?