Kia Stinger: Det koreanske wunderkind
Vi har været ude og rulle i Kias monster
Uanset bilmærke og model, er der altid store håndbevægelser i luften, når en nyhed skal præsenteres. Sådan var det også, da koreanske KIA for et års tid siden præsenterede deres nye flagskibssatsning: Den brutale og karakterfulde Kia Stinger, der både på papir og i udstilling, er noget helt andet, end vi hidtil har set fra mærket.
Hvis man som Kia, gerne vil vaske det støvede trafiktavle-pude ry af sig, og jo, der sidder stadig en del af ryet fast rundt omkring i de europæiske trafikanters hoveder, så er man nødt til at gøre noget for at markere sig. I bund og grund har Kia skudt spændende, ungdommelige og lækre bilmodeller ud i en lind strøm i den seneste årrække, men med Kia Stinger, var der ingen tvivl: Der skal en stor fed streg under det frække i Kia, og derfor har vi også fulgt Stingerens rejse med sund interesse.
Man kan sige meget om asiaterne, men når de sætter sig noget for, gør de det fuldt ud. Man kan godt kalde det frækt, når Kia går ud og henter den tidligere BMW tuner Albert Biermann og Audi-desginer Peter Schreyer, til at skabe en ny high-end serie. Men et mere passende mærkat er: Dedikation.
Jeg har nu haft muligheden for at testkøre den store Kia, og jeg må simpelthen erklære: Hypen holder stik.
Topmodellen er et bæst af en Gran Turismo-slæde.
Vi har at gøre med en 3.3 liters benzinmotor med 6 ben, firehjulstræk, 8 trins automatisk gearkasse og 370 hestekræfter.
Bilen er bygget til at være flabet. Den store svulmende motorhjelm der går over i et shooting-brake design henleder kort tankerne til europæiske konkurrenter, men kaster så en finger efter dem, med et ekstra sportsligt trim, der både byder på maskuline frontspilttere, en stor kølergrill og nogle ret iøjenfaldende luftindtag, der både er prominent til stede på motorhjelm og ved forhjulene. Det er den slags detaljer, der deler vandene. Noget, som man, hvis man så det på en mere mondæn bil, ville lugte modbydeligt meget af fake styling. Fake styling, for de ikke indviede, er over-the-top udsmykning af en bil - der giver indtrykket og looket af en racer, uden at have noget hold i virkeligheden. Den slags drengerøve køber sig til, når de bestiller deres 1.2-økoracer i "GT Style" og lignende.
Den har også røde bremsekalibre, og de er helt perfekte, og store og Brembo. Hele vejen rundt.
Men udseendet har sin berettigelse med Stingeren. Jovist, det er stadig drengerøvsagtigt og til den gode side, men det afføder nogle fantastiske scenarier...
Ser du. BMW, Audi og Mercedes-ejere, har en tendens til at få en ekstra tung højre fod, når de ser en asiatisk bil, der ligner noget, den som oftest ikke er. Jeg oplevede det gentagne gange på motorvejen, hvor A4, A5, A6, 5-serier og lignende pludselig gassede op til dans i overhalingsbanen. Det ansigtsudtryk de efterlades med i bakspejlet, når man sparker speederen i bund på en Kia Stinger, er helt uvurderligt.
Kia Stinger kører rigtigt godt. Man får hurtigt smækket en bil som denne i sport-mode. Det fortjener den ligesom. Lyden af den 6-cylindrede motor er rigtig, Twin Turboen er ikke sen til at hidse sig i gang, og grebet fra de fire hjul er herligt kontant, men selvom bilen er i sportmode, bliver den aldrig decideret ukomfortabel og hård at køre.
Rent vanemæssigt, er vi ikke vant til at se en helt gennemført detaljegrad med lækre materialer i koreanske biler. Til gengæld ved de fleste af os nok, at man får rigtig meget udstyr, for ikke alt for mange penge. Kia Stinger tager bestemt et skridt op i kabinekvaliteten, og fastholder selvfølgelig også det høje udstyrsniveau.
Det betyder at man sætter sig ind i en stue, der følgeligt har læderrat, læderkabine, diverse detaljer i aluminium og en midterkonsol med abnormt mange knapper. Man er ikke i tvivl om, at man sætter sig ind i en luksusbil. Dertil kommer der en række wauw-features i form af et af de absolut bedste head-up displays jeg nogensinde har set, en voldsomt cool 360-graders kamerafunktion (Som du kan se i aktion i videoen herunder), og generelt en stor og luftig kabine.
Kia Stinger rammer et segment, der typisk har været forbeholdt de store tyskere, og derfor er det også et svært konkurrencepræget marked at træde ind på. Men hvad Stingeren måske nok mangler i det sidste feinschmeckerei, gør den til gengæld op for i væsentligt mere motorkraft, udstyr og karakter for pengene.
Fordi Kia Stinger er en størrelse, der roder en smule med den gængse opfattelse af de forskellige bilmærker, får man også ekstra meget opmærksomhed med i prisen. Da jeg på et tidspunkt holdt stille, for at fylde brændstof på monsteret, kom en gut cyklende forbi. Hans hoved drejede efter bilen mens han traskede forbi, og da han nåede til fronten af bilen og så KIA-logoet på grillen, klodsede han bremserne, og kom tilbage for at høre, hvad fanden det egentlig var for en bil. "ER DET EN KIA?!"
I det øjeblik, lykkedes det Biermann, Schreyer og KIA at sprænge rammerne for en mands virkelighedsforståelse - og således: Et koreansk wunderkind er født.
KIA Stinger
Motor: 3.3 T-GDI V6, Twin Turbo
Effekt og moment: 370HK/6000 Omdrejninger - 510 Nm.
Træk: Firehjulstræk
Gearkasse: Automatisk, sekventiel 8-trins
Acceleration: 0-100km/t på 4.9 sekunder
Topfart: 270 (Fabriksopgivet)
Pris: 819.999,- kroner
Garanti: 7 års fabriksgaranti op til 150.000 km
Læs mere om specifikationer og udstyr på Kias hjemmeside.
Søndagsarbejde på stranden ? ?: Kia Stinger GT 3.3 V6 biturbo. 370 ? #KiaStinger
Et opslag delt af ?Mikkel - Connery / M! (@thenameismikkel) den