Kashmir, No Balance Palace
Læs kamikaze-anmeldelsen her:
Kashmir kan man næsten ikke sige noget dårligt om. Hvis man alligevel gør det, så får man med stor sansynlighed ørerne i maskinen.
Derfor er det måske også en kamikazeopgave jeg har påtaget mig, da jeg frivilligt har valgt at anmelde No Balance Palace. Jeg er nemlig ikke verdens største fan af Kashmir, skal jeg sige jer.
Bandet bliver af uransagelige årsager af mange betegnet som værende den bedste repræsentant for dansk rock lige nu, men jeg er bare ikke overbevist.
Nå, men ikke desto mindre mener jeg, at det må være på sin plads at en ikke-fan ser lidt på bandets meritter.
Jeg valgte på forhånd, at jeg naturligvis af alle mine kræfter, åbent og objektivt, ville lytte på No Balance Palace. Jeg ville nøgternt give mit besyv med og være den dygtige altfavnende skribent. Men det var tæt på at blive ødelagt allerede inden jeg havde hørt pladen, da jeg i et interview med Kasper Eistrup hørte, at han nok var tilfreds med at have Lou Reed med på sin plade, men at det absolut ikke var medvirkende til at det blev en god plade - Lou Reeds bidrag måtte anses som værende en notabene - i det store billede.
Hvad bilder han sig ind, ham Eistrup! Reed er en legende. Man hverken ignorerer eller sjofler kongen af New York. Så skal man hellere helt holde sig fra at beskæftige sig med ham overhovedet - færdigt arbejde - vær glad for, at han overhovedet gad dukke op i det studie og snakke lidt henover noget musik.
Til gengæld fandt Eistrup David Bowie helt i orden. Bowie er tilsyneladende en slags fan af bandet og havde efter sigende hørt deres musik før - og så fik Eistrup lov til at køre rundt med Bowie i dennes bil.
Nå, men Kashmir har bevæget sig fra en virkelig dårlig start på Travelogue (energistyret, teknisk funk-grunge) over Cruzential, der havde eet udmærket nummer , nemlig Bring Back Superman. Bandet lød mere henad power-rockerne Soundgarden end et forkølet efterskoleorkester og det var jo meget godt. Og så kom The Good Life, bandets stilede, polerede transformation til et anerkendt, populært longlasting orkester - med den moderigtige og flotte video til Mom in Love, Dad in Space. Bagefter udkom Zitilites, hvor bandet transformerede sig om til et skramlet, støjende beskidt alt. band. Væk var de polerede tænder og det stilrene look. Nu var det hele moderigtigt skramlet og lidt gammelt at se på - og de fik lavet en hyggelig, rar video til Rocket Brothers.
Og nu aktuelt i 2005 No balance Palace. Pladen er melodiøs, nedtonet, eftertænksom og følsomt stræbende efter eet og andet.
Det er som om, at Kashmir ønsker en transformation, som den Radiohead med Ok Computer gennemgik efter indierock-successerne Pablo Honey og The Bends. Det lykkes bare ikke helt for Kashmir.
Bandet mangler dybden og tyngden i numrene, melodierne fænger ikke tilstrækkeligt og de kommer i mange tilfælde til at virke værdiløse og overfladiske. Og det er egentligt lidt synd, da Kasper Eistrup garanteret har noget på hjertet og bestemt ikke er nogen dårlig tekstforfatter.
Det forstyrrer også billedet, at Kashmir skal ud i så mange stiløvelser og stilskift. Hvorfor? Er det fordi, at de ikke ved, hvor de vil hen med musikken? Eller er det fordi, at de bare synes der er så mange typer musik og så mange udtryk de gerne vil besidde, at de snubler lidt rundt mellen genrerne?
Det er en svaghed, at de ikke beslutter sig for, hvilket ben de vil stå på. De kommer til at virke utroværdige.
Kevin Shields og My Bloody Valentine spøger i kulissen på mange af numrene. Har man hørt soundtracket til Lost In Translation og Shields støvede storbylydkollager, vil man genkende lyden i for eksempel Diana Ross, Ophelia og Ether. Shields gør det altså bare en tand bedre. Snowman er et spændende nummer, det lugter meget af My Bloody Valentine, men har sin charme - nummeret går over i Black Building, hvor Lou Reed citerer en tekst af Eistrup. Det lyder mest af alt som noget, der aldrig kom på Reeds mærkelige The Raven album og det er faktisk ment som et kompliment. Det er jo trods alt Kashmir, der har lavet nummeret.
Og så er No Balance Palace - altså nummeret, heller ikke så tosset. Mest af alt fordi at det minder om noget Sonic Youth kunne have lavet - og hvorfor fanden skal de lige pludselig lyde som Sonic Youth?..
De sidste tre numre er helt klart pladens bedste og mest interessante.
Og så synes jeg, at de ærligt talt skulle smile lidt mere - de er altid så fucking seriøse og meget har de måttet gå igennem! Selv Lou Reed, verdens sureste mand, smiler af og til, ikke fordi han vil sprede hygge, men mere fordi han lige har sagt noget meget sarkastisk. Men han smiler da i det mindste.
Nu har jeg vidst sagt nok om Kashmir, og måske har jeg allerede indkasseret et par verbale øretæver, - men så kom med dem.
Er du fan så køb pladen, - og fans er der jo masser af.
En sidste lille kommentar! Nu er Kashmir færdig med at spille i min Itunes..
Kashmir, No balance Palace, (Sony/BMG), release oktober 2005
Derfor er det måske også en kamikazeopgave jeg har påtaget mig, da jeg frivilligt har valgt at anmelde No Balance Palace. Jeg er nemlig ikke verdens største fan af Kashmir, skal jeg sige jer.
Bandet bliver af uransagelige årsager af mange betegnet som værende den bedste repræsentant for dansk rock lige nu, men jeg er bare ikke overbevist.
Nå, men ikke desto mindre mener jeg, at det må være på sin plads at en ikke-fan ser lidt på bandets meritter.
Jeg valgte på forhånd, at jeg naturligvis af alle mine kræfter, åbent og objektivt, ville lytte på No Balance Palace. Jeg ville nøgternt give mit besyv med og være den dygtige altfavnende skribent. Men det var tæt på at blive ødelagt allerede inden jeg havde hørt pladen, da jeg i et interview med Kasper Eistrup hørte, at han nok var tilfreds med at have Lou Reed med på sin plade, men at det absolut ikke var medvirkende til at det blev en god plade - Lou Reeds bidrag måtte anses som værende en notabene - i det store billede.
Hvad bilder han sig ind, ham Eistrup! Reed er en legende. Man hverken ignorerer eller sjofler kongen af New York. Så skal man hellere helt holde sig fra at beskæftige sig med ham overhovedet - færdigt arbejde - vær glad for, at han overhovedet gad dukke op i det studie og snakke lidt henover noget musik.
Til gengæld fandt Eistrup David Bowie helt i orden. Bowie er tilsyneladende en slags fan af bandet og havde efter sigende hørt deres musik før - og så fik Eistrup lov til at køre rundt med Bowie i dennes bil.
Nå, men Kashmir har bevæget sig fra en virkelig dårlig start på Travelogue (energistyret, teknisk funk-grunge) over Cruzential, der havde eet udmærket nummer , nemlig Bring Back Superman. Bandet lød mere henad power-rockerne Soundgarden end et forkølet efterskoleorkester og det var jo meget godt. Og så kom The Good Life, bandets stilede, polerede transformation til et anerkendt, populært longlasting orkester - med den moderigtige og flotte video til Mom in Love, Dad in Space. Bagefter udkom Zitilites, hvor bandet transformerede sig om til et skramlet, støjende beskidt alt. band. Væk var de polerede tænder og det stilrene look. Nu var det hele moderigtigt skramlet og lidt gammelt at se på - og de fik lavet en hyggelig, rar video til Rocket Brothers.
Og nu aktuelt i 2005 No balance Palace. Pladen er melodiøs, nedtonet, eftertænksom og følsomt stræbende efter eet og andet.
Det er som om, at Kashmir ønsker en transformation, som den Radiohead med Ok Computer gennemgik efter indierock-successerne Pablo Honey og The Bends. Det lykkes bare ikke helt for Kashmir.
Bandet mangler dybden og tyngden i numrene, melodierne fænger ikke tilstrækkeligt og de kommer i mange tilfælde til at virke værdiløse og overfladiske. Og det er egentligt lidt synd, da Kasper Eistrup garanteret har noget på hjertet og bestemt ikke er nogen dårlig tekstforfatter.
Det forstyrrer også billedet, at Kashmir skal ud i så mange stiløvelser og stilskift. Hvorfor? Er det fordi, at de ikke ved, hvor de vil hen med musikken? Eller er det fordi, at de bare synes der er så mange typer musik og så mange udtryk de gerne vil besidde, at de snubler lidt rundt mellen genrerne?
Det er en svaghed, at de ikke beslutter sig for, hvilket ben de vil stå på. De kommer til at virke utroværdige.
Kevin Shields og My Bloody Valentine spøger i kulissen på mange af numrene. Har man hørt soundtracket til Lost In Translation og Shields støvede storbylydkollager, vil man genkende lyden i for eksempel Diana Ross, Ophelia og Ether. Shields gør det altså bare en tand bedre. Snowman er et spændende nummer, det lugter meget af My Bloody Valentine, men har sin charme - nummeret går over i Black Building, hvor Lou Reed citerer en tekst af Eistrup. Det lyder mest af alt som noget, der aldrig kom på Reeds mærkelige The Raven album og det er faktisk ment som et kompliment. Det er jo trods alt Kashmir, der har lavet nummeret.
Og så er No Balance Palace - altså nummeret, heller ikke så tosset. Mest af alt fordi at det minder om noget Sonic Youth kunne have lavet - og hvorfor fanden skal de lige pludselig lyde som Sonic Youth?..
De sidste tre numre er helt klart pladens bedste og mest interessante.
Og så synes jeg, at de ærligt talt skulle smile lidt mere - de er altid så fucking seriøse og meget har de måttet gå igennem! Selv Lou Reed, verdens sureste mand, smiler af og til, ikke fordi han vil sprede hygge, men mere fordi han lige har sagt noget meget sarkastisk. Men han smiler da i det mindste.
Nu har jeg vidst sagt nok om Kashmir, og måske har jeg allerede indkasseret et par verbale øretæver, - men så kom med dem.
Er du fan så køb pladen, - og fans er der jo masser af.
En sidste lille kommentar! Nu er Kashmir færdig med at spille i min Itunes..
Kashmir, No balance Palace, (Sony/BMG), release oktober 2005
