Connery

Kashmir leverer et brag af en koncert

I går aftes spillede Kashmir på Magasinet i Odense som led i deres "No Balance Palace" promotiontour. Koncerten var fuldstændig udsolgt men vores skribent og fotograf fik alligevel sneget sig ind.

5 ud af 6 stjerner
Klokken 21.00 ville koncerten starte, havde jeg læst mig til på nettet. Så da Rasmus og jeg stormede ned ad gaden, på vej mod Magasinet kl. 21.10, var vi da sikre på, at dørene allerede var blevet lukket. Da vi så køen foran døren tænkte jeg "Ok, nok er dørene ikke lukket, men vi når da aldrig at høre mere end halvdelen af koncerten". Da vi nåede indenfor og så køen ved garderoben, tænkte jeg: "Nu når vi det slet ikke!", men der tog jeg fejl, for da vi kom ind var der masser af plads foran scenen endnu. Det udnyttede vi til fulde, og Rasmus stormede da også direkte ind foran gorillahegnet på bedste paparazzi manér. Fyrene fra JVB var meget flinke, og vi blev da også budt på vand fra flaske - hvilket jeg personligt fik god brug for i løbet af aftenen.

Klokken var ca. 21.20 da lyset i salen blev dæmpet, og næsten samtidig brød samtlige publikummer ud i frådende jubel. Jeg selv kunne da heller ikke lade være med at juble med, bare en lille smule. På scenen kom Kashmir og så gik det ellers vildt for sig.
ANNONCE
Kashmir leverer et brag af en koncert
En lækker setliste

Salen kogte da Kalifornia gik i gang, og Hr. Eistrup morede sig også over de forskellige tilråb fra den mandlige del af publikummet. Som nummeret rullede af sted bar salen tydeligt præg af, at den lidt ældre del af publikummet befandt sig bagerst, eller på balkonen, da det overvejende var de unge, der hoppede og dansede foran scenen. Om det udelukkende skyldtes deres glæde ved at være så tæt på deres idoler (der var ikke mere end en meter mellem bandet og publikummet) eller om der også var alkoholiske drikke involveret, ved jeg ikke. I hvert fald blev jeg sunget stærkt med fra publikumssiden, og det så da også ud til at glæde bandet meget.

Allerede ved det andet nummer, Jewel Drop, var Kasper Eistrup helt ude ved publikummet, en hurtig tur. Der var nok en del, der ærgrede sig over at de ikke var hurtige nok til at reagere, da man sagtens, som vild fan, kunne have rørt ved Kasper.

Da tonerne af Jewel Drop døde ud, gik lyset helt ned for til sidst kun at bestå af to hvide spots, bagerst fra scenen.

Her tog Melpomene sin begyndelse og publikummet var da ikke sent til at synge med - og det højt skal jeg love for. I dette nummer var der rigtig god forbindelse mellem Kasper og publikummet, ja han fik sågar folk til at knipse med undervejs. Jeg var imponeret!

Ved starten af næste nummer hilste en fattet og tilsyneladende ikke videre forpustet Kasper Eistrup på forsamlingen af mennesker med et dæmpet "Godaften Odense". Han fortsatte med "Hvor er det godt at være her igen og se så mange mennesker." Bassist Mads Tunebjerg udtrykte også sin glæde ved at være på Magasinet ved denne lejlighed, og så skal jeg ellers love for at salen kogte over. Tonerne til Rocket Brothers begyndte nemlig sagte, og helt uden varsel, at flyde ud fra højtalerne og i et kort nu overdøvede publikummet faktisk musikken. Her var der ikke nogen tvivl om, at folk godt kendte til teksten, for der blev sunget med konstant. Man kunne vove at påstå, at Kasper Eistrup ikke havde behøvet at synge med for at teksten kunne høres - så højt og tydeligt sang folk nemlig - men jeg er nu glad for, at han gjorde det alligevel. Det ville have været en smule tyndt foruden ham.
ANNONCE
Kashmir leverer et brag af en koncert
Oven på den basker af et nummer tog Ophelia sin begyndelse og en lækker - og velkommen - stemning bredte sig i salen. Her sang kun få med, da folk mere nød den afslappede ro, der bredte sig fra Kaspers vokal. Mange nikkede med hovedet i takt til musikken, og alt var faktisk helt roligt i forhold til den forrige del af koncerten. Meget interessant, i mine øjne. En glimrende kontrol over "crowdet", som nogle ville kalde det, må siges at karakterisere Kasper.

Længe skulle det til gengæld ikke vare før der blev sat kog på gryden igen. Med tonerne til The Curse of Being a Girl steg stemningen til kogepunktet igen. Enkelte publikummer gik helt amok og direkte skreg med på teksten. Sjældent har jeg set noget lignende, men nu var det også min første Kashmir koncert.

Bedst som man stod og mente, at "nu kan det sgu ikke blive federe" fik Kashmir alligevel banket feel good stemningen en tand højere op med min all time favorite Mom in Love, Daddy in Space. Lige præcis dette nummer gjorde mig et øjeblik ret forvirret, da Kasper i andet vers pludselig bringer et andet godt dansk band med i sammenhængen med linjen "Bring your soul, and your Nephew records" i stedet for det gamle "Beach Boys records" som teksten egentlig lyder på pladen. Som sagt var forvirringen total hos mig i et kort nu, men så kiggede jeg på Kasper og opdagede straks at det var et planlagt lille twist. Resten af publikummet så ud til at have fanget den lang tid før mig, men som en kammerat fortæller mig, så har Kasper Eistrup det også med at synge "Kashmir Records" ved live koncerter, hvilket faktisk gjorde det til et twist i twistet. Meget prof, Kasper. Meget prof. Jeg var i hvert fald underholdt. Folk var ellevilde og hujede og skreg, men på trods af det havde vagterne ikke meget at lave. Folk opførte sig nemlig eksemplarisk.

Humor, omend lidt pebret

Næste nummer var faktisk ikke rigtig et nummer - eller jo det var det som sådan - men som Kasper sagde til publikummet, da han afbrød Vote for Dick Tade lige inden omkvædet, "Jeg er jo ikke så ung længere". Mange, inklusiv mig selv, var ret skuffede over det og det blev da heller ikke bedre af at Henrik Lindstrand senere i koncerten pludselig spillede 3-4 akkorder fra The Story of Jamie Fame Flame. Der var en del, der havde små skilte og "plakater" med, hvorpå der stod "Dick Tade" og så en masse jeg ikke kunne tyde, og Mads Tunebjerg forklarede også publikummet - med et lille smil - at de skam havde set deres fine tegninger og at de var glade for at man havde bedt om dette nummer. Som plaster på såret tilbød Mads dog, at publikum måtte hjælpe med setlisten ved at vælge ét ud af to numre som Kashmir efterfølgende ville spille. De to muligheder var Ruby over Diamonds og In the Sand. Ved håndsoprækning blev det afgjort, at In the Sand blev vinderen.

Herefter fulgte Petite Machine og Small Poem of an Old Friend , hvor Kasper var helt ude ved scenekanten igen. En enkelt heldig fan, der sad på en vens skuldre, fik lov at røre ved Kaspers sveddryppende hoved og jeg er sikker på, at aftenen for denne fan var reddet derved. I løbet af de næste numre, No Balance Palace og Surfing the Warm Industry blev samtlige bandmedlemmer præsenteret.

Guitarist, tangent spiller og baggrundsvokal: Henrik Lindstrand (Henke)

Trommeslager: Asger Tescau

Bassist: Mads Tunebjerg

Og sidst men slet ikke mindst, Vokal og guitar: Kasper Eistrup

Sidstnævnte lod vente på sig, og dette resulterede da også i at publikummet febrilsk råbte hans navn.
ANNONCE
Kashmir leverer et brag af en koncert
Hernæst fulgte The Cynic og med den steg aktiviteten på scenen, hvilket kulminerede i at både Mads og Kasper rendte rundt på skift med hovedet mod den andens skulder eller bryst i en underligt udseende dans. Ved de sidste toner af denne sang råbte en tydeligt glad og storsvedende Kasper Eistrup: Tusind tak for i aften! Og med det forlod samtlige medlemmer af Kashmir scenen. Det varede ikke mange sekunder før samtlige publikummer havde stemt i med et "Ekstra nummer!" der var så højt at mine ørepropper var helt ubrugelige. Kashmir lod vente på sig i lang tid før de igen kom på scenen. Kasper gav et meget stille "tak skal I ha"" og så gik Ether i gang, efterfulgt af She"s made of Chalk og til sidst Big Fresh. Med disse tre ekstra numre, og Kasper Eistrup i en hektisk dans med en full size kludedukke, var aftenens koncert overstået. Kashmir takkede endnu en gang og forlod så scenen. Da lyset blev tændt i salen var der stadig vild jubel og enkelte råbte igen på endnu et ekstra nummer.

Min mening

Som nævnt før var det et brag af en koncert. Det var en absolut glimrende forestilling og havde der ikke været udsolgt til denne aftens ekstra koncert, var jeg klart troppet op igen. Hvem ved... måske forsøger jeg alligevel at snige mig ind. Kashmir fortsætter deres "No Balance Palace" tour på Stars i Vordingborg den 24. nov.(hvor der stadig er enkelte billetter at hente), to gange i Vega i København den 25. og 26. nov. (begge udsolgt) og til sidst i KB hallen den 24. marts, hvor der ligeledes stadig kan købes billetter. Jeg anbefaler alle der bare kan li" Kashmir en lille smule til at skynde sig at få billet og så ellers komme af sted til en vanvittig fed koncert. I vil ikke fortryde det!

Jeg har valgt at give Kashmir 9 ud af 10 noder, da det var brandhamrende godt klaret. Klart den fedeste koncert jeg længe har set! Hvad der dog holder oplevelsen tilbage fra den 10'ende node er, at der af og til var lidt skæve toner i vokalen - selvom dette er forståeligt nok når man ser på hvordan Kasper gik amok til sidst - og så at der af og til ligesom manglede noget. Evt. noget mere guitar fylde på bl.a. Rocket Brothers.

Ellers en alt i alt super fed koncert som jeg er meget glad for at have overværet.

Koncertarrangør i Odense: JVB Booking

Billetter kan købes på Billetnet.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce