Karlens kluntede klagesange
Karl Bille er gået nye veje, og det lykkes til dels for ham. Dog er det i høj grad teksterne, der - med få ørekradsende klichéer - er den bærende faktor. Karl Bille digter så man forstår og fornemmer.
Lydfladen er lækker og lyttervenlig. Pladens første nummer starter med et fint, akustisk arrangement, og senere støder vi på jazzede, poppede og cubansk lyde. Desværre bliver blandingen lidt rodet, når man hører albummet i sin helhed. Til gengæld står mange af sangene flot for sig selv. Bl.a. skiller nummeret 'Knudemand' sig ud med forvrængede lyde, mere kant og en humoristisk tekst om det dér med, at man ikke kan finde ud af pigerne!
Teksterne er personlig jeg-fortalte, selvironiske og viser forståelse for singlelivets op- og nedture. Men vi møder også fortrydelser og refleksioner - som dog altid ender med en følelse af at være meget alene. Billes afdæmpede stemme og den enkle musik bliver til tider noget indadvendt og langtrukken, og selvom de to ting går rigtig godt i spænd, bliver det til tider helt søvndyssende. (Sidste 10 ord på pladen er da også 'sov')
Karl Bille har altså med Ungkarlens Klagesange begået en fin plade i god visestil. (Vi får endda en rigtig harmonika at høre) Men mon ikke vi kan forvente mere af en eventuel toer, hvor Bille er blevet mere sikker på den lydmæssige helhed.
Teksterne er personlig jeg-fortalte, selvironiske og viser forståelse for singlelivets op- og nedture. Men vi møder også fortrydelser og refleksioner - som dog altid ender med en følelse af at være meget alene. Billes afdæmpede stemme og den enkle musik bliver til tider noget indadvendt og langtrukken, og selvom de to ting går rigtig godt i spænd, bliver det til tider helt søvndyssende. (Sidste 10 ord på pladen er da også 'sov')
Karl Bille har altså med Ungkarlens Klagesange begået en fin plade i god visestil. (Vi får endda en rigtig harmonika at høre) Men mon ikke vi kan forvente mere af en eventuel toer, hvor Bille er blevet mere sikker på den lydmæssige helhed.
