Kan man virkelig 'kalde dibs' på et andet menneske?
"Det er, som om vi får en form for ejerfornemmelse over mennesker, som i min optik ikke rigtig holder"
For et par weekender siden var jeg i byen med en veninde. Vi mødte en flok gutter, som vi hang ud med hele aftenen, og det var ret hyggeligt. Sidst på aftenen vælger min veninde at tage fat i en af fyrene, som, hun synes, er lidt sød, fordi hun føler, han også har lagt an på hende hele aftenen og derfor gerne vil se, hvad det kan blive til. Svaret er ingenting. Han kunne desværre ikke reagere på det, da hans ven havde kaldt dibs på hende først på aftenen, og så var den ligesom lukket. Man skulle jo nødig være en dårlig kammerat.
First of all, kalde dibs.. er det virkelig noget, vi siger? Lidt, som hvis mennesket, var et forsæde, vi gerne ville have førsteret til og kaldte shotgun?
Second of all.. ville vi virkelig lade være at sætte os på forsædet, bare fordi en havde kaldt shotgun?
Jeg ved godt, der er en bro/girl/human-code, der siger, at vi som udgangspunkt ikke er sammen med gode venners ekskærester, og det er jeg såmænd ret enig i. Det, der undrer mig, er, at det virkelig kan tælle, hvad ens kammerat har sagt om en indtil for få timer siden helt fremmed kvinde. Betyder det så, at fordi fyr 1 har sagt dibs, så må fyr 2 ikke være sammen med hende, selvom pigen egentlig kun er interesseret i fyr 2? Så vil jeg da lige tage en runde, næste gang jeg er i byen, og kalde dibs på de flotte fyre, inden mine veninder når det..
Kan det virkelig passe, at to mennesker, der tilsyneladende gerne vil hinanden ikke kan få lov, fordi kammeraten så hende først? Det gælder sådan set både, hvis man lige har mødt hinanden, eller man har datet hinanden lidt, uden det er blevet seriøst. Sommetider finder man jo bare ud af efterhånden, at man ikke passer sammen, men betyder det så, at man til evig tid er off limits for den andens venner, fordi man har datet lidt løst i en måned? Også selvom ens ven og tidligere flirt egentlig gerne vil hinanden?
Er et ultimatum eneste mulighed?
Da jeg var ung og sprød og gik til halbal i Nordjylland, små kyssede jeg engang lidt med en fyr. Og det var ligesom det. Da jeg så et par måneder efter fandt ud af, at min bedste veninde efterfølgende havde været sammen med ham, var der drama. Ikke fordi jeg ville have ham, men fordi hun da ikke kunne være sammen med ham, når jeg havde været det først! Det førte til et værre skænderi fyldt med tårer og et "please ikke tving mig til at vælge mellem jer".
Det hele endte dog godt og uden noget skæbnesvangert valg. Heldigvis. I dag er de nemlig gift og har to børn.
Hvor relaterbar denne lille anekdote er, vil jeg lade være op til den enkelte, for selvom jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det sikkert var alderen, der var skyld i dramaet, så er det bare ikke et problem, der stopper, fordi man når sine 20'ere. Eller 30'ere for den sags skyld. Det er, som om vi får en form for ejerfornemmelse over mennesker, som i min optik ikke rigtig holder. Tænk, hvis jeg havde bedt min veninde om at vælge mellem os dengang, og hun så rent faktisk havde valgt mig - og hvorfor? Fordi jeg var tøsefornærmet over, at hun kyssede med en fyr, jeg slet ikke passede sammen med, men som efterfølgende viste sig at være manden i hendes liv?
Hvad hvis ham manden i byen i weekenden også var manden i min venindes liv? Eller måske bare manden for en aften? Det finder vi aldrig ud af på grund af et dibs.
Der er selvfølgelig også den mulighed, at fyren bare ikke var interesseret og brugte det som en undskyldning. Men så lad lige være med det en anden gang. Kvinder kan faktisk godt tåle at høre sandheden.
Så hvor synes du, grænsen går for, hvem man må være sammen med? Og kan man virkelig med rette kalde dibs på et andet menneske?
