Kan mænd digte?
Hvad er et digt, og er det noget man som fuldblodsmand kan finde ud af?
Umiddelbart siger digtning mig ikke en skid. Jeg syntes, det virker fimset, og jeg har aldrig været den store rimsmed - troede jeg. Men denne lørdag aften skulle komme til at ændre mit syn på digtningens kunst, som faktisk slet ikke er så indviklet. Jeg havde sat mig for at skrive et digt. "Det kan ikke være så svært. Det er jo bare små korte følelsesladede sætninger, der skal passe". Og ja, det er det også, men der skal jo være indhold og nerve i det. Først prøvede jeg mig frem med noget forfærdeligt "min-sommerferie-agtigt-sludder". Det fungerede ligesom ikke rigtigt. Jeg sad længe og grublede, og følte mig en smule som Eminem i Eight Mile, hvor han går kold på scenen. Men jeg slog tanken ud af hovedet og grinede for mig selv af, at jeg havde siddet og brugt tid på noget så kikset som at digte.
Ikke fordi jeg vil på kant med alle de penny-elskende hjemmedigtere, der læser med, men mere fordi at der ikke er skide meget macho og omklædningsrum over at sidde og digte. Efter lidt tids grunden begyndte det dog at tage form alligevel. En masse forskellige sætninger begyndte at samle sig, og jo mere det skred frem, jo mere følelsesbetonet blev det. Jeg må sige, at jeg blev lidt overrasket over, at mit inderste blev krænget ud på den måde, men efter at have læst det igennem et par gange, må jeg klappe mig selv anerkendende på skulderen og mene, at det er blevet okay.
Tanker der vandrer,
En tid der forandrer,
Alt er så nyt, så uprøvet, rart,
Alligevel robust sårbart og sart,
Udækket åben
Sænkes mit våben,
Paraderne falder,
Når hjertet det kalder,
En smilende længsel.
Blive løst fra det fængsel,
Der før var alene og lidt noget lort,
Men nu er jeg to! forvirrende, stort.
Findes toenighed? Det som jeg tror på,
Det som treenigheden står der glor på.
Mit hjerte det gløder, når du er mig nær,
Brænder som ild når du ikke er her.
Følelsen er stor lige meget hvornår,
Det betyder intet hvordan og hvorfor.
Det var det første.
Hvor er kærligheden, når man venter den?
Den er der, hvor man henter den.
Et sted der er lille, et sted der fylder,
Et sted som er stille, et sted hvor vi skylder,
Et sted der kan mærkes når alting går galt,
Et sted der bedst når alt er fatalt,
Men hvor er det sted der er så tæt på himlen?
Den eneste stjerne midt i stjernevrimlen,
Det er der hvor du føler det banker,
Der i din sjæl hvor livet har anker,
Der hvor din kærlighed har lagt sig i havn,
Der hvor du smelter, midt i min favn.
Du er savnet på det sted hvor livet begynder,
Det sted der bliver ramt når vi to vi synder,
Et sted som dit fordi du er min,
Et sted du har kært fordi jeg er din.
Du er min klippe i blæst og i kulde,
Du er min fordi vores gud sagde vi skulle,
Mest er du min fordi du er dig
Mest er jeg din fordi jeg er mig.
Jeg håber ikke I har grint for meget, men kom bare med jeres fordomme og uforbeholdne meninger om mit spæde rimforsøg, for det er fanme lidt fimset!
