Kaizers tog kontrollen
I efteråret 2005 drog norske Kaizers Orchestra på en omfattende Europatourné. På under 3 måneder spillede de 65 koncerter. Med sig havde de en dygtig fotograf og en forfatter, som siden skrev denne personlige beretning om et af Norges med succesfulde bands.
"At seia at du satsar på å leva av å spela eigne songar på gitar i eit slikt miljø, er omtrent som å seia at du planlegg å studera hegeliansk filosofi ved universitet, " skriver Jan Zahl, bogens forfatter, på gammelnorsk. Et sprog, som kan klinge charmerende i danske ører, men som desværre også gør bogen en kende tung at komme igennem; selv for en rigtig fan. Men det er der ikke noget at gøre ved, bogen udkommer ikke på andre sprog. Til gengæld er den pakket lækkert ind. Stilen er ren ompa, indvendigt som udvendigt, med dunkle farver, gasmasker og sort-hvid fotos.
Jan Zahl ved, hvad han snakker om, når han beskriver stedet, hvor Kaizers spirede og blev til. Han er selv vokset op omgivet af de brune marker og ujævne stendiger som bagmændene bag Kaizers Orchestra. Han er nemlig bror til guitaristen Geir Zahl, og i efteråret 2005 fulgte han sin bror med band ned i gennem Norge, Danmark, Tyskland og resten af Europa. Han oplevede på egen krop det hårde rock'n'roll-liv - hvad det vil sige, at bo og sove i en skramlende bus og føle, at hver dag er søndag.
Ud fra disse oplevelser har Jan Zahl skrevet den ene halvdel af bogen, Kontroll På Kontinentet. Gennem hans friske turnéøjne møder vi personerne bag "Jakalen", "The Killmaster", "Mr. Helleraiser" og resten af cirkusset Kaizers Orchestra. Vi kommer ind under kraven på de stramme jakkesæt og får personlige glimt af, hvordan man egentlig får tiden til at gå, når man er på tour.
Tournédagbogen handler hovedsageligt om det, der skete bag scenerne. For eksempel da Kaizers Orchestra blev nødt til at udvandre fra en ufærdig koncert i Tyskland. Eller hvordan to medlemmer af gruppen endte med at tage en taxa fra Aalborg til Århus efter at have tisset på en hotelmur.
Jan Zahl formår at fortælle personligt med skandinavisk humor og med respekt for musikere og branchefolk. Han skriver, så det når ud over sprogbarrieren i det norske.
I korte kapitler hopper vi frem og tilbage i tid. Hver tid er kronologisk sat op, men hvor den ene bygges op af beretninger fra hver af de 65 koncerter, er den anden den sande historie om, hvordan det hele startede. Vi bliver taget helt tilbage til Janove Ottesen og Geir Zahls yngste år i Bryne, følger dem gennem fodboldtræning, militærtjeneste og mislykkede studier. Denne bog er virkelig historien om Kaizera Orchestra. Det er den hele, sande, og oprigtige historie, og selvom bogen kan se stor og skræmmende ud, er den propfuld af fankræs. Det vil sige billeder, historier og små anekdoter, som får det hele til at hænge sammen. Måske ødelægger denne omfattende udpensling af Kazier-drengenes liv og levned mystikken omkring gruppens univers, men samtidig sætter den også succesen i perspektiv. Vi hører netop historien om 6 helt almindelige, forskellige mennesker, som fra at være udstødte af det etablerede, norske musikmiljø gik til at være det første norsksyngende band, som fik en pladekonktrak med pladeselskabet Universal i Europa.
Det har da også vist sig, at omparockerne klarede opgaven. Med olietønder, bilfælge og et gammel pumpeorgel skramlede de sig ind i hjerterne hos europæiske musikelskere.
De tog kontroll på kontinentet.
