Justice -
Længe ventet udgivelse fra det franske house håb
Club house fra Paris. Gaspard Augé og Xavier de Rosnay er duoen bag Justice, som lægger vægt på deres kristne baggrund. Dels i pladen coverart og navn, og i numre som Genesis og One minute To Midnight. Justice er frontløber i en ny udgave af den fransk electro-house og har tidligere vold-mixet såvel Britney Spears som Franz Ferdinand. Justice er signet på Ed Banger kollektivet der tæller hotte navne som Dj Mehdi og Uffie og er skabt af Pedro Winter der i sin tid fra manager fra det helt store franske house navn Daft Punk. Men Justice er ingen Daft Punk, for hvor Daft Punk ramte med den bløde gode melodi er Justice mere brutalt. Stilen kalder jeg rock møder house hvilket særlig kommer til udtryk på numre som One Minute to Midnight, hvem sagde AC/DC.
Justice er et album der bygger på inspiration og fortolkninger af andre kunstners værker men Justice er samtidig en selvstændig plade der ikke giver meget for de traditionelle holdninger for house produktioner. På numre som Phantom pt. 1 og 2 skiftes der i et virvar mellem en noget traditionel disco house klang og den hårde brutale Justice Synthesizer lyd, der når den trænger ind, brummer på livet løs.
D.A.N.C.E har potentialet til at blive en regulær house ørehænger, men med et grusomt børnekor som havde vi fat i den amerikanske rapper Nas, til at bringe nogle nemme strofer på banen. Unægteligt vil du få Dance 1,2,3,4,5 på hjernen, men nummeret fremstår i længden mere irriterende end sjovt. The Party skraver også noget hen af gulvet, med tidligere nævnte Uffie på vokalen. Hendes halv-rap rammer noget ved siden af på et track der aldrig når niveauet fra en ellers meget kompetent house udgivelse. Justice er en af de plader man enten elsker eller hader, for house kategoriseringen kan vi aldrig komme ud af trods de interessante skift og ideer. Pladen indeholder musik der ideelt til de sene nattetime hvor festen skal have over nakken og mainstream bølgen har lagt sig lidt.
Justice er et album der bygger på inspiration og fortolkninger af andre kunstners værker men Justice er samtidig en selvstændig plade der ikke giver meget for de traditionelle holdninger for house produktioner. På numre som Phantom pt. 1 og 2 skiftes der i et virvar mellem en noget traditionel disco house klang og den hårde brutale Justice Synthesizer lyd, der når den trænger ind, brummer på livet løs.
D.A.N.C.E har potentialet til at blive en regulær house ørehænger, men med et grusomt børnekor som havde vi fat i den amerikanske rapper Nas, til at bringe nogle nemme strofer på banen. Unægteligt vil du få Dance 1,2,3,4,5 på hjernen, men nummeret fremstår i længden mere irriterende end sjovt. The Party skraver også noget hen af gulvet, med tidligere nævnte Uffie på vokalen. Hendes halv-rap rammer noget ved siden af på et track der aldrig når niveauet fra en ellers meget kompetent house udgivelse. Justice er en af de plader man enten elsker eller hader, for house kategoriseringen kan vi aldrig komme ud af trods de interessante skift og ideer. Pladen indeholder musik der ideelt til de sene nattetime hvor festen skal have over nakken og mainstream bølgen har lagt sig lidt.
