Julekalender - afsnit 7
Oven på en ordentlig druktur får bandet Klasse 3 besøg af deres producer fra selskabet Phony. Vi er med andre ord nået til d. 7. december i punkjulekalenderen Glædelig fucking jul
"Stener stener stener
Vi sidder her og stener."
Per Møller Berg fandt hurtigt adressen, men det varede lidt før han vovede sig ind i opgangen, forbi gamle aviser, en ram dunst af pis og ned ad kældertrappen. Mere eller mindre uintelligente ting såsom "fårk systemet", "panserne ind i bilerne og bilerne i brand" samt "punx rule" stod på væggene og den dør som i følge et skilte ledte ind til Klasse 3 Logen. Et andet skilt fortalte at "fodgængere henvises til modsatte fortov", men fodgængere var streget over og i stedet stod der med ubehjælpelig barneskrift: kapitalister. Han skulle lige til at gå igen, men mandede sig op. It was a dirty job, but a man"s gotta do ...
Han var producer i Phonys fold og havde tidligere stået bag succeser som Eye-Liner, S.U.L.F.O., Sugary og ikke mindst det i Danmark berømte boyband Guyzone. Han var en mand der kunne sit kram og normalt vidste hvad han lavede, men han havde lidt svært at finde ud hvad han lavede hér.
Han tog en dyb indånding og trådte indenfor i bandets øvelokale. En ram lugt af gammel øl, hash og andre ubestemmelige ting hang mellem de sortmalede vægge og mødte ham som en mur. Rummet var domineret af instrumenter og forstærkere, og så en nærmest absurd mængde tomme ølflasker. Per Møller Berg - PB som han foretrak - kiggede sig omkring og fandt de fire bandmedlemmer der sad og hang i sofaerne. Det var første gang han så dem "live" og umiddelbart et ubehageligt chok. Først flød de alle fire sammen til en superpunker som kun bestod af nitter, tern, læderjakker og hanekamme, men lidt efter lidt begyndte han at kunne skelne dem fra hinanden.
Den lille, kompakte fyr med de hullede jeans var forsangeren og hanekammen tilhørte trommeslageren som også gik med en læderjakke fyldt med anarkisttegn, slogans og tegninger. Bassisten var kronraget ligesom forsangeren og havde en stor hættebluse med teksten "Furillo" på, mens guitaristen havde hanekam i Beckham-stil (selvom han nok ikke ville blive glad for sammenligningen) og var iklædt et ternet jakkesæt der havde set bedre dage. Selvom klokken var fire lignede de alle sammen fjortendagesbranderter. Han hilste på dem og de nikkede igen.
"Nå, drenge, det er så mig der skal være jeres producer. Er I klar til at vise mig lidt af hvad I kan?" Han gav dem sit bedste producersmil og begyndte at overveje bandets fremtid mens de gjorde sig klar til at spille. De skulle typecastes lidt mere så deres forskelligheder kom mere frem, og så skulle ekstremerne ud. Det ville sige ingen hanekam, ingen sort eyeliner og som udgangspunkt ingen nitter. Men ellers var der faktisk mere at arbejde med end han havde frygtet. De ville aldrig blive noget traditionelt poporkester, men PB havde altid rost sig selv for at se trenden før alle andre - for at skabe trend. Og det her kunne måske godt blive en af slagsen.
Så hørte han musikken.
Det var ikke larm, for et eller andet sted langt, langt nede kunne man høre antydningen af en melodi. Og man kunne heller ikke sige at forsangeren bare skreg, men vi snakker om marginaler her. Hastigheden var absurd, opbygningen af sangen traditionel og bandmedlemmernes evner på deres instrumenter diskutabel. Men energien, tænkte PB mens han forsøgte at holde sin hjerne på rette plads mellem ørerne, den måtte man vel kunne arbejde med. For hvis ikke man kunne det, ja, så var der sgu ikke så meget andet.
Musikken stoppede lige så brat som den var begyndt og bandet faldt tilbage i stener-mode. PB prøvede at ignorere den konstante hylen han pludselig hørte og vendte sig mod bandet.
"Superfedt! Jeg har allerede masser af ideer til jeres første plade, så skal vi ikke bare sige at vi mødes i studiet her om et par dage?"
Lidt senere, mens antydningen af sne faldt og lagde sig som sjap i gaderne, bevægede PB sig atter ud i den virkelige verden hvor punken var død og good riddance. Og mens han lagde skumle planer for bandets fremtid sad de selv og stenede, havde tømmermænd og prøvede at finde ud af hvor Bjarne var blevet af aftnen før samt hvorfor de havde rottelort i lommerne. Hvem ved, måske får vi det også at vide en dag.
