Connery

Julekalender - Afsnit 5

Punkbandet Klasse 3 er blevet tilbudt en pladekontrakt af det onde, multinationale selskab Phony Records. Om de siger ja kan du måske finde ud af i dagens afsnit af punkjulekalenderen Glædelig fucking jul!

5. DECEMBER

"Fuck systemet, fuck dem sgu

Fuck systemet, fuck dem nu"


"Jeg stoler bare ikke på dem. Lad os smadre dem."
Julekalender - Afsnit 5
"Morten", forklarede Torben tålmodigt, "man kan ikke bare smadre folk, fordi man ikke stoler på dem." Bandet var samlet hjemme hos Torben, der boede i en fugtig, utæt og på alle måder ideel loftslejlighed på Vesterbro. Der var Tif og guldstifter på bordet, men alligevel var stemningen en smule trykket.

"Han har ret", tilkendegav værten, "der er fandme noget lumpent ved det."

"Helt ærligt", Nøller smed en tegneserie fra sig og blandede sig, "vi var blevet enige om, at vi ville se, hvordan det går, når de skal med til øveren og så tage den derfra."

"Men det er for helvede et selskab, der hader musik", sagde Morten.

"Det ændrer bare ikke på, at de åbenbart vil give os en pladekontrakt", svarede Torben. "Du så kontrakten, den var sgu ikke så dårlig."

Nej, kontrakten havde ikke været så dårlig. Og det var det, der var det underlige. Lige fra starten til mødet med Simon Funder havde alle ventet, at han på den ene eller anden måde ville forsøge at tørre dem. Men selvom han var slesk og kunstig, selvom han tydeligvis ikke brød sig om hverken bandet eller deres musik, så virkede det som om, at han rent faktisk ville lave en plade med dem. Og det var ret underligt, blev de hurtigt enige om, når man tænkte på, at Phony Records normalt ikke lavede andet end absolute-let"s-fuck-the-costumer opsamlingsplader.

"Jeg siger bare at vi skal være fucking obs på, at de ikke fucking fucker med os", Morten var sit sædvanlige vrede jeg. Men samtidig kunne han ikke lade være med at være lidt ligesom en lille dreng, der har fået et glimt af sin usædvanligt store julegave. For helvede mand, det var jo en pladekontrakt.

"Nå, men skal vi øve i morgen eftermiddag", spurgte Bjarne. De andre nikkede, undtagen Torben.

"Øh, jeg kan sgu ikke."

"Hvad fanden mener du med, at du ikke kan? Vi skal sgudda øve, så vi er klar."

"Ja, men jeg kan altså ikke. Jeg ... eh ... skal op på kommunen og snakke bistand." Løgnen lyste ud af ham, men det så ud til, at ingen af de andre lagde mærke til det.

"Klart nok så", sagde Morten, og faren var drevet over. "Men vi skal fandme i fucking byen i morgen og fejre."
ANNONCE
Julekalender - Afsnit 5
De andre hævede deres stifter og skålede. "Yeah", sagde Nøller, "og skål for vores pladekontrakt. Det kan godt være, at de prøver at fucke os, men så fucker vi fandme dem i stedet."

Og således gik aftenen med at drikke øl og høre larmende og subversiv punkmusik, mens juletravlheden gik sin vante gang i resten af København. Og selvom bandet naturligvis ikke fejrede jul, så var udsigten til en pladekontrakt den bedste julegave, de kunne have fået. Men hvad er det Torben lyver om? Vil Phony Records rent faktisk prøve at "fucke" dem, eller tror de også på en revival for punken? Og hvad med nisser? Skal der ikke være noget om dem i en julekalender? For ellers er det vel ikke en rigtig julekalender, er det vel?
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce