Julekalender - afsnit 24
Vi er nået til det sidste og afgørende afsnit i punkjulekalenderen Glædelig fucking jul! og et spørgsmål overskygger dem alle; bliver det en glædelig jul trods alt? Og der er kun én måde at finde ud af det på...
"So this is christmas, now lets have some fun,
punk is not over, it"s only just begun."
Og det skete i de dage, at der på Rådhuspladsen skulle være noget, man troede var årets begivenhed. Fra Phony Records, Cola-Cola og Fætter PR var der udgået reklamespots, tryksager og tåbelige jingler på Danmarks lorteradio nr. 1 - The Noize - der fortalte om lanceringen af The Juleman. Og ledt af bannere og neonskilte stimlede masserne sammen for at hylde det nye symbol på overdrevent forbrug.
Men i virkeligheden var det selvfølgelig bare et reklamestunt, der skulle sikre den uhellige treenighed fra henholdsvis underholdnings-, legetøjs- og læskedrikindustrien en endnu større indkomst. En indkomst de senere (i god multinational stil) ville gøre alt for ikke at dele med andre i form af skat.
Det var de fire medlemmer af Klasse 3 udmærket klar over. De stod og ventede bag scenen som de - når The Juleman ankom - skulle spille på. (Eller de skulle spille på deres instrumenter, men det skulle foregå på scenen.) Arrangementet stank langt væk af forbrug og kapitalistisk jul og var på ingen måde i tråd med deres ønske om at sprede punk og anarki i København. Det havde måske været til at bære, hvis ellers det rent faktisk var deres musik, folk ville komme til at høre, men PB havde arbejdet i døgndrift for at gøre numrene uigenkendelige, poppede og fuldstændigt ligegyldige. Og oven i det var de blevet dumpet af deres kærester (potentielle som faktiske) dagen før. Så alt i alt var der ikke meget at glæde sig over, hvorfor det måske virker underligt, at de fire punkere alle stod og grinte smørret.
"Nå, drenge", kom PB hen til dem og sagde, "er I klar?". Han var sit sædvanlige glatte jeg og havde tilsyneladende glemt, at de kun var der på grund af en kontrakt. Bandet grinte bare videre, og PB tog det som et tegn på, at udsigten til stjernestatus og berømthed havde fjernet deres modvilje mod arrangementet. Han kunne jo heller ikke vide...
Pludselig blev en rød streg synlig i horisonten, og en mumlen løb gennem folkemængden. The Juleman var på vej, og mens han lagde an til landing på den ene side af scenen, gjorde Bjarne, Torben, Nøller og Morten sig klar.
"Go get "em, boys", sagde PB og vinkede bandet op på scenen. "Giv dem en koncert, de aldrig glemmer." Han havde ingen anelse om, præcis hvor meget de ville gøre det.
Der var næsten helt stille på Rådhuspladsen. Kun lyden af hviskende stemmer fra den enorme menneskemængde, der var stimlet sammen, blandede sig med en svag summen fra kanens motorer, der kølede ned. Lugten af gran og gråvejr hang tungt i luften sammen med en stigende forventning.
Morten Møgsvin kiggede rundt på de andre, mens han tog et hvæs af sin grønne Cecil. De var klar, så klar som det var muligt at blive. Han greb mikrofonen i den ene hånd, pegede på Bong-Bjarne med den anden og tog en dyb indånding. Bjarne hævede stikkerne og nærmest i slow motion slog han dem sammen een gang, to gange, tre gange...
"EN TO TRE FIR!", skreg Morten, og helvede brød løs. Ikke kun på scenen, som Phony havde forestillet sig, men overalt på pladsen.
Hele natten havde de sammen med Simon Funder knoklet for at bytte rundt på kabler og ændre indstillinger på lydpulten. Så det var ikke præfabrikeret popmusik, der væltede ud af højttalerne, men ægte, gedigen punk af den ældste og bedste skole.
"Anarchy at christmas time, what"s mine is yours what"s yours is mine." Morten sprang rundt på scenen som en sindssyg og spyttede vokalen ud over publikum, mens de andre hamrede løs på deres instrumenter. Det var et nummer komponeret specielt til lejligheden, og Klasse 3 var on fire.
Først forstod tilskuerne ikke, hvad der skete. Men da Julemanden - grebet af rytmerne - sprang ud af sin kane, pogo-dansede hen til mikrofonen og råbte "christmas is giving, not spending", gik folk amok. Snart var Rådhuspladsen forvandlet til et inferno af dansende, headbangende og hoppende mennesker, der på et øjeblik havde glemt alt om The Juleman og forbrug. Og da Morten kort efter dedikerede et nummer til "Rotte-Potte som desværre ikke længere er blandt os" måtte selv fire piger, der stod og surmulede bagerst, overgive sig.
Således skete det at Phony, Cola-Cola og Fætter PR måtte se deres onde planer for julen ødelagt af fire-fjerdedele og guitar overdrive. Og mens budskabet om punk og antikapitalistisk jul takket være Klasse 3 spredte sig gennem Københavns gader, skete det, at folk fandt ud af, at julen ikke handlede om at bruge penge, men om at dele og glædes ved hinandens selskab. Og det skete heldigvis også, at fire unge mænd og tre trashede men ok lækre punkerpiger - plus en deltager fra Topstars - fandt sammen trods alt.
Og måske - hvem ved? - levede de ligefrem lykkeligt til deres dages ende.
God jul. Husk at passe på jer selv og hinanden - det er en jungle derude.
----------------------------
Tak til punkkonsulent Morten M. Jespersen
