Julekalender - afsnit 20
Vores helte har fundet ud af, at Phony Records har skumle hensigter, at julen måske er i fare, og at bandets medlemmer måske slet ikke er så punkede alligevel. Og i dagens afsnit finder de ud af noget forfærdeligt om den plade, de er ved at lave...
"ARGH - vi hader fucking alle,
ARGH - vi hører punken kalde!"
Det var ved at være sidste dag i studiet. Tre numre var blevet indspillet - Fuck alle!, Anarki - fordi! fordi! og Kapitalist, nu skal du dø - og de havde alle sammen klassikerpotentiale. Så bandet havde al mulig grund til at være tilfredse og glade, men det var de bare ikke.
"Det er fandme fucking LØGN!", skreg Morten meget højt og viste dermed, at han på en skala fra et til ti - hvor et var tilfreds og ti mere end almindeligt misfornøjet - befandt sig oppe omkring de 45. I en pause, hvor både PB og Simon Funder var fraværende, havde bandet sneget sig ud bag teknikerpulten for at høre råbåndet - noget de "af hensyn til deres kunstneriske koncentration" ikke havde fået lov til tidligere. Spændte som små børn juleaften (altså ikke små punkerbørn, for de ved, at julen kun er en kapitalistisk opfindelse) havde de sat båndet i gang, og stor var deres fortvivlelse, da musikken startede.
For det, der kom ud, var ikke punk. Det var ikke anarki, fire-fjerdedele for alvor og en skrigende vokal. Nej, til nød kunne man kalde det et grumt mix af April Laverne, Blank 184 og Guyzone, men punk var det fandme ikke. Deraf Mortens udbrud og deraf den pludselige kulde, der sænkede sig i lokalet.
"Vi vil ud", sagde Torben med fast stemme til PB, da han og Simon Funder kom tilbage. Under et ekstraordinært indkaldt krisemøde i bandet havde de besluttet sig for, at der var en grænse, og den gik ved musikken.
Simon skyndte sig at iføre sig sit sælgersmil og ville forsøge at berolige gemytterne, da PB stoppede ham. Han havde et bistert drag om munden.
"Prøv lige at høre hér, punks." Det var en fornærmelse, han havde set i en film, og han syntes selv, den var ret fed. Bandet tog det mest som et kompliment, hvad han burde have vidst, hvis han ellers vidste noget om punk. Han fortsatte: "Jeg bryder mig ikke om jer. Jeg bryder mig ikke om jeres såkaldte musik, jeres stil eller...", han var løbet tør for ting, han ikke brød sig om og fiskede vildt, "eller noget som helst andet ved jer. Jeg arbejder kun med jer, fordi jeg af en eller anden grund skal, og det agter jeg at blive ved med." Morten skulle til at afbryde, men PB blev ved: "I kan godt prøve at snige jer udenom, men det hjælper bare ikke. Vi har en kontrakt, og den bliver I nødt til at overholde, og sådan er det. Så nu synes jeg, vi skal gå i gang igen, så vi er klar til jul."
Bandet prøvede at protestere, men det var nyttesløst. I deres iver efter at få en pladekontrakt og dermed genoplive punken, havde de skrevet under på et stykke papir, der overlod lidt for meget kunstnerisk ansvar til produceren. En producer der - måtte de pludselig sande - var meget mere til boybands og vokalharmonier end punk og guitar-overdrive. Så der var ikke andet at gøre end at komme i gang igen. Men - svor de for sig selv, mens de modløse gik tilbage til studiet - slaget var ikke tabt endnu.
Simon stod og så lidt undrende til, mens han pillede ved den kæde, han netop havde føjet til sin garderobe. Den opmærksomme betragter ville også have lagt mærke til, at hans jeans var lidt mere slidte end normalt og hans hår lidt mere rodet. Gennem de sidste par uger havde han hørt bandets demo igen og igen for at se, om der kunne hives noget ud af den, der kunne bruges. Selv da han var sikker på, at der intet var at hente sådan rent popmusikmæssigt, var han blevet ved med at høre den. Og så pludselig en dag var han blevet hooked. Til sin store skræk og forundring var han begyndt at nynne refrænet til Kapitalist nu skal du dø! i bussen, og en enkelt gang var han i køen i Føtex kommet til at synge Fuck alle! så højt, at folk kiggede. Men det var ikke det værste. Det værste var, at han havde nydt det. Fuck dem, de småborgerlige idioter, havde han tænkt og var - uden at blinke - strøget over til kiosken for at købe en flaske Æbletif. Han kunne mærke punken brøle i sine årer, og han nød det. Anarki, tænkte han. Yeah!
Har bandet fundet en uventet allieret? Er Simon Funder - en af mændene bag Topstars, Guyzone og Eye-Liner - virkelig blevet hooked på punk? Eller er det bare en midtlivskrise? Og skal der for helvede ikke snart være noget med nogle nisser eller hva"?
