Connery

Julekalender - Afsnit 14

Efter gårsdagens intermezzo vender vi tilbage til Stenvej 13, hvor Klasse 3 netop har varmet op for kultbandet The Rotten Leprechauns. Vi er nået til 14. afsnit af punkjulekalenderen Glædelig fucking jul!

14. DECEMBER

"Vi skal drikke, ryge meget hash

Blive ved, til vores hals gør nas."


"Flot gået, drenge," sagde forsangeren fra The Rotten Leprechauns, Sid, da Klasse 3 vendte tilbage til bandrummet. De to andre - guitaristen Lizard og trommeslageren Fritz - nikkede anerkendende.

"Ja, det var sgu ret godt," komplimenterede øglen og rakte en flok guldøl frem mod de trætte punkere. Som han sad der i sit skriggule, ternede jakkesæt var det pludselig tydeligt at se hvor Nøller havde sin inspiration fra.

"Nå, men vi skal også se at komme på," blandede Fritz sig, "men vi ses bagefter." De gik op til scenen og kort efter kunne man høre deres - i punkerkredse - store hit "Kill, Granny! Kill! Kill!" brage ud mod publikum.

"Fårk, mand, vi er backstage med The Rotten Leprechauns!" stønnede Morten og lod sig falde ned i en sofa. Torben og Bjarne gjorde ham selskab, mens Nøller strategisk sørgede for at smide en jakke henover keyboardet før han joinede de andre. Hvis de kom i tanker om at det var der ville de begynde at stille spørgsmål og dem var han ikke sikker på han kunne besvare på en overbevisende måde.

"Nu skal vi fandme på punkerdruk," sagde Torben og bundede sin stift. Han skulle lige til at åbne en ny da han så en fire damebørn stå i døren. Han gjorde tegn til de andre.

"Hey, ladies," skyndte Nøller sig at sige da han så dem, "kom indenfor." De var ikke vildt gamle og måske lidt for popsmarte til at være rigtige punkertøser. Men de så meget godt ud, havde ikke så meget tøj på og var bandets første rigtige groupies, så han skyndte sig at præsentere alle og få pigerne bænket i de sparsomme sofaer. De klemte sig ned mellem drengene og begyndte at fortælle om hvor fed koncerten havde været. De labbede det i sig, og i lidt efter lidt begyndte pigerne at rykke tættere og tættere på hver deres udvalgte bandmed¬lem. En ting alle undtagen Bjarne så ud til at have det fint med.

"Men hvorfor er I ikke oppe og se The Rotten?" spurgte Morten på et tidspunkt een af pigerne.

"Aj, I er bare meget federe," svarede hun og fik øjeblikkeligt alle Klasse 3's medlemmer til at blive helt stille.

"Hvad fanden mener du med det?" spurgte Torben truende.

Kavaleriet kom ridende i sidste øjeblik i form af en af de andre piger der hurtigt havde fattet situationens rette sammenhæng. "Vi synes altså at I er smaddergode, så vi ville bare lige ned og sige hej inden vi hørte de andre," sagde hun i et tappert forsøg på at rette op på brøleren. Men stemningen var på et øjeblik dalet adskillige grader og noget kunne tyde på at bandets første rigtige groupies snart ville forsvinde og dermed blive til bandets første tidligere ex-groupies. At det hang sådan sammen var desværre bare ikke til at se hvis man for eksempel kom gående ind af døren og så de fire bandmedlemmer sidde tæt på hver deres forholdsvis letpåklædte pige. Og det var, selvfølgelig, præcis hvad Mette, Anette og Terese gjorde.
ANNONCE
Del

Seneste nyt