Connery

Jul, gaver og bankrøverier

Ja, så er det glade jul, dejlige jul, helvedes jul og pokkers nytår! Julen står endnu en gang for døren med alt sit helvedes julepostyr.

Jul, gaver og bankrøverier
Jeg er én af de, der forsøger at tage julen med sindsro - Det kan ikke passe at denne glæde-istid skal ende med stort stress og bankrøverier, men det er åbenbart hvad, den er blevet til. Allerede nu har vi set eksempler på røverier - se f.eks. bare Andrew Lawrence Johannisson, der snuppede nær 40 millioner. Der kan da i hvert fald blive til et par julegaver eller to deraf! Om han direkte tog dem til gaver ligger hen i det uvisse, men der har sikkert også været andre lokale bankrøverier her op til julen!

Jeg er træt af alt det her postyr med at gavekøbe, vi burde afskaffe de julegaver. Nøj, hvilken flot trøje jeg får her, den er jeg godt nok glad for - Og så sidder man der og smiler til hele verden, imens man tænker :"for pokker, den er så grim"!

Det bedste ville være helt at glemme alle de gaver og i stedet bare samle familien og hygge - Men sådan går det nok aldrig... Vi skal absolut købe os fattige i unødvendige ting, og børnene skal have den største Furby og den nyeste Playstation 2. - De skal jo helst være på lige kant med de andre børn!

Butikker og producenter skal også nok sørge for, at der er en masse at købe. Pladeselskaberne forsøger vist så vidt muligt at udgive størstedelen af deres cd"er op til juletid, og pludselig kan man også få smarte "løft din cd uden ridser" ting i Inspiration. Butikkerne holder åbent på søndage og holder "Christmas open friday night" til klokken 24.00 i forsøget på at trække kunderne til!

Julen er en stor forbrugerjungle og alle årets nyheder bliver udgivet og markedsført op til jul. Dårlig samvittighed er hvad man får, hvis ikke man har råd til at købe julegaver, og pengeinstitutterne oplever et boom i lån op til denne tid! Posten skal have ekstra medarbejdere til alle julekortene og bistandsklienterne lærer, hvad det vil sige at pynte "stort" op til jul på gader og stræder! Julemands afløserne vader butikscentrerne tynde med pebernødder, og der slagtes ænder til den store guldmedalje. DSB laver specielle juletog, natbusserne får dobbelt takst, når folk skal hjem fra julefrokost og gastronomistederne lærer, hvad det vil sige at lave grønlangkål. De ensomme føler sig endnu mere ensomme, og de hjemløse får et ekstra måltid hos frelsens hær. Juledug, nissehue, julekalender, gavepapir.........

Jeg siger: " Lad os feste som vi gør andre tider på året og lad os fastsætte julegavernes pris til max en 10"er (jeg ønsker mig poletter fra pingvin lakrids) - Afskaf juletræet, lad det i stedet blomstre i naturen og lad være med at slagte så mange ænder... Nytårsaften afholdes uden fyrværkeri og hundene bliver gået med en ekstra gang! Sprut priserne sænkes så alle kan være med, og lad os så gå ind i det nye år - en stor stiv nation for konge og fædreland... eller er det dronning?"

Desværre har julen alligevel slået igennem i år også - Nu hvor Daells varehus er lukket og hele Danmark afhænger af julen - Bistandsklienterne får noget at lave foruden haveservice, og børnene møder deres første julemand. Andebaronerne tjener til resten af året, og Fætter BR laver deres årlige julemands reklame..... er jeg næsten tvunget til at købe gaver... Til gengæld ønsker jeg mig brændende spillet Half-life, en "løft din cd uden ridser" ting, en ny mobiltelefon, et års forbrug af Bacardi Limón og 30 kvindelige strippere til nytårsaften, der skal strippe nede på gaden, imens vi går amok i brændevinen oppe til festen! Jeg kunne nævne meget mere: " En spilledåse med mozart, et trådløst tastetur, en bil, en ny bagbremse til min cykel, en million, en forfremmelse, nyt tøj, mindre julepynt og halleluja fred på jord!
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce