Jeg skal være far - og for første gang i mit voksne liv frygter jeg døden
Tanker fra 10-meter-vippen mod faderskab
-
Privatfoto
Jeg er 36 år gammel. Om få dage, eller timer, træder jeg ind i en ny æra af mit liv: Faderskabet. Mens jeg skriver disse linjer, er min kæreste to dage over termin. Vores lille fyr kan melde sin ankomst når som helst, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det nye kapitel vil forme mig, forme os.
Jeg mistede min far, da jeg var 16, og min mor, da jeg var 22. Begge mine forældre er væk, og jeg står her, på tærsklen til selv at blive forælder, med et væld af følelser. Min far, en håndværker med egen virksomhed, var både en kærlig og til tider streng far. Hans tilstedeværelse i mit liv har efterladt et dybt og varigt indtryk. Kræftens brutale indgreb i vores liv har efterladt ar, men det er de lyse minder, der nu, mere end nogensinde, står klart for mig.
Siden nyheden om min kærestes graviditet ramte mig, har jeg været på en emotionel rutsjebane. Spørgsmål som "Er jeg klar?", "Er jeg god nok?", og "har jeg det, der skal til?" har hjemsøgt mig. Frygten for ikke at være der længe nok til at give mit barn et solidt fundament har gjort sit indtog i mit sind, en frygt for døden, som jeg ikke har mærket siden jeg mistede mine egne forældre...
Boomerang mød...
Efter tabet af min mor, var jeg et rod. Jeg droppede en uddannelse, trak mig væk i en verden af realitetsflugt og gemte mig i alkohol og computerspil - i et års tid. Senere tog jeg min sorg, og kanaliserede den ud i noget konstruktivt - og da jeg landede hos Connery, arbejdede jeg min sorg i sænk, uden at se mig for meget tilbage. På et tidspunkt blev sorgen erstattet med en trang til bare at leve livet til fulde, uden at se mig tilbage. Og jeg har levet, både vildt, vanvittigt og flot - og uden tanke på at noget kunne såre mig... Nu er min frygt for døden vendt tilbage som en boomerang.
Ventetiden, nu hvor vi er så tæt på målstregen, er den mest intense følelse af forventning, jeg nogensinde har oplevet. Rådene fra venner, der allerede er forældre, og spørgsmålene fra dem, der endnu ikke er begyndt på denne rejse, blander sig med min indre monolog af håb, tvivl, og forventning.
At stå her, i den vildeste venteposition, er som at balancere på en knivsæg. På den ene side er der den uendelige glæde ved snart at møde mit barn, at opleve verden gennem hans øjne. På den anden side er der en dyb, nagende frygt for det ukendte, for det uundgåelige, for døden... Det er fandme skræmmende, du.
...Ansigt
Men jeg har opdaget noget smukt. Midt i stormen af følelser er der også en erkendelse.
En erkendelse af, at livet er skrøbeligt, dyrebart, og uberegneligt. At jeg, trods mine frygter og tvivl, har en enestående chance for at forme et liv, at elske ubetinget, og at videregive det bedste af mig selv - og af de forældre, der formede mig, men som ikke længere er her.
Jeg træder ind i faderskabet med en blanding af ærefrygt og forventning. Jeg ved, at jeg vil støde på udfordringer, og at jeg ikke altid vil have alle svarene. Men jeg har en stærk fornemmelse af, at jeg vil elske mit barn med hver fiber af mit væsen, og at jeg vil gøre alt for at være der for ham, så længe jeg, som jeg overhovedet kan.
Som Simon Kvamm og Peter Sommer sang i det herrens år 2010: "Jeg har ikke lyst til at dø."
Faderskabets rejse er begyndt, og jeg er klar til at omfavne hvert et øjeblik af det - med åbne arme og et åbent hjerte.
