Connery

Jeans i royal ravage

Det engelske kongehus er gået amok over et par jeans.

Først var det Missy Elliot, nu er det Victoria Beckham, der får røven på royal komedie. Har kongehusene mistet al fodfæste i samfundet vi lever i, eller er kritikken berettiget?
Jeans i royal ravage
Victoria Beckham aka "Posh Spice" har efter en meget tvivlmsom solokarriere kastet sig over at designe jeans. For hvis der er noget Posh har forstand på, så er det tøj og mode - synes hun selv.

Kimen i denne royale sag er, at Posh har designet et par ellers røvfede jeans, hvor der på den ene baglomme er en afbilledet en krone. So what? At der er en krone på tøj, er jo ikke noget nyt i denne verden. Junk De Luxe gør det, 4You gør det, Missy Gjorde det, og Posh gør det - endnu.

Missy Elliot, der i samarbejde med Adidas havde lavet en kollektion, hvor der også var en krone som emblem, blev godt nok jordet så eftertrykkeligt af vores egen Dronning Margrethe, som fik både Adidas og Missy på knæ og sige "be be", men hvorfor denne royale opstandelse?

Det havde da været noget andet, hvis der direkte var afbilledet en silhuet af Dronningerne Elisabeth og Margrethe. Apropos silhuet, så havde Diesel for nogle sæsoner siden et par jeans med en silhuet af Elvis på det ene bukseben - på samme tid fede og ufede.

Tilbage til sagen. Jeg kan undre mig godt og grundigt over, at kongehusene i den grad hyler op over, at der er en krone på et par jeans eller en t-shirt. Men her stopper sagen ikke. Ud over det engelske og det danske kongehus, er det svenste ditto blevet inddraget i sagen uden egentlig at have sagt noget om den.

Den underskønne svenske prinsesse Madeleine har købt en anpart i denne farce ved at købe at par af de meget omtalte jeans. Så nu spankulerer hun også rundt med den engelske krone på sin yndige bagdel.

I skrivende stund sidder der nogle kloge mennesker i det svenske hof og vurderer om Madeleine må bruge bukserne eller ej. For min skyld må hun da gerne rende rundt uden bukser, men det sker jo næppe.

Burde kongehusene i Europa ikke snart vågne op, og tilpasse sig den verden vi alle lever i? Det kan da ikke passe, at vi gang på gang skal bøje os i støvet for en flok mennesker, der lever i deres egen lukkede verden.

Jeg er som sådan ikke imod monarkiet, men jeg er dybt imod deres manglende evne til at tilpasse sig samfundet.

Sagen om kronen på tøjet kommer jo nok til at danne præcedens i fremtidige situationer, så sagen vil fra min side blive fulgt med spænding. Det kan jo måske sætte en stor begrænsning på, hvilke ting vi kan tillade os, og hvilke der på en eller anden måde kan begrænses af et ellers handlingslammet kongehus!
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce