James Dean Bradfield koncert i london
Den 19. oktober 2006 drog jeg til London for at oplve en koncert med James Dean Bradfield, forsanger i Manic Street Preachers og pladeaktuel med solopladen "The Great Western".
London Underground, Northern line, på vej mod Edgware. Mine rejseanvisninger har fortalt mig, at jeg skal stå af ved Mornington Crescent i Camden i Nordlondon. Billetten ligger i lommen, og spændt tager jeg plads i køen foran Koko, aftenens venue, og kigger mig lidt omkring. Der er en livlig snak i køen. Alle har selskab, undtagen mig, der måtte efterlade en (misundelig og fattig) veninde i Danmark. Nå, men hellere alene af sted end at blive hjemme, tænker jeg!
Legendarisk og smukt teater
Kl. 19.00 åbnes dørene. Indendørs er Koko fantastisk smukt! Et gammelt teater med røde vægge, svungne balkoner og fede basunengle. Jeg tager plads allerforrest på den nederste balkon og køber mig en øl. Ventetiden fordriver jeg med at snakke med Cliff, en politibetjent fra Chelsea, der også er alene af sted. Vi får talt om koncerter, favoritbands og hvad man nu ellers kan tale med en vildfremmed om. Ventetiden er lang. Opvarmningsbandet Vega4 klarer det fint nok, men jeg køber nok ikke pladen. Jeg venter på James..... Jeg spotter, som forventet, en del Manic Street Preachers fans og tænker; mon han spiller nogle af de gode gamle? Bandet er jo ikke officielt gået hver til sit, men holder blot en pause. På den anden side ved jeg, at han er den type, der gør præcis, hvad der passer ham. Og hvis det ikke passer ham, så bliver der ikke noget Manics til os! Klokken er 21.30 inden han går på..... Lægger ud med 'Emigre' fra hans soloplade, en af mine favoritter. Yes, så er stilen lagt! Lyden er god, stedet er lille, og jeg har et fantastisk udsyn. I løbet af den næste gode times tid er jeg indfanget i Bradfields univers. Lækre ballader, rå rock og den her fantastiske stemme. Jeg fatter slet ikke, at den kan være så klar som kildevand og så rocket på en gang! Han spiller det meste af materialet fra solopladen 'The Great Western'. Det er en fed plade uden svage numre, heller ikke live. Hans første singleudspil 'That's no way to tell a lie' får fyret godt op under publikum, der tæller både de lidt ældre, men også de helt unge.
Flere gange prøver en modig sjæl at stage
Legendarisk og smukt teater
Kl. 19.00 åbnes dørene. Indendørs er Koko fantastisk smukt! Et gammelt teater med røde vægge, svungne balkoner og fede basunengle. Jeg tager plads allerforrest på den nederste balkon og køber mig en øl. Ventetiden fordriver jeg med at snakke med Cliff, en politibetjent fra Chelsea, der også er alene af sted. Vi får talt om koncerter, favoritbands og hvad man nu ellers kan tale med en vildfremmed om. Ventetiden er lang. Opvarmningsbandet Vega4 klarer det fint nok, men jeg køber nok ikke pladen. Jeg venter på James..... Jeg spotter, som forventet, en del Manic Street Preachers fans og tænker; mon han spiller nogle af de gode gamle? Bandet er jo ikke officielt gået hver til sit, men holder blot en pause. På den anden side ved jeg, at han er den type, der gør præcis, hvad der passer ham. Og hvis det ikke passer ham, så bliver der ikke noget Manics til os! Klokken er 21.30 inden han går på..... Lægger ud med 'Emigre' fra hans soloplade, en af mine favoritter. Yes, så er stilen lagt! Lyden er god, stedet er lille, og jeg har et fantastisk udsyn. I løbet af den næste gode times tid er jeg indfanget i Bradfields univers. Lækre ballader, rå rock og den her fantastiske stemme. Jeg fatter slet ikke, at den kan være så klar som kildevand og så rocket på en gang! Han spiller det meste af materialet fra solopladen 'The Great Western'. Det er en fed plade uden svage numre, heller ikke live. Hans første singleudspil 'That's no way to tell a lie' får fyret godt op under publikum, der tæller både de lidt ældre, men også de helt unge.
Flere gange prøver en modig sjæl at stage
Speedsnak på svareren
Jeg svæver hjem til hotellet. Jeg har været i Bradfield-land, og der var rart at være. Jeg har rocket, sunget og klappet. Og jeg har gjort det alene! Fandeme! På vej hjem ringer jeg til min stakkels veninde, men hun tager ikke telefonen. Jeg ender med at rable en lang og usammenhængende smøre af mig om, hvor fantastisk en koncert det var, du skulle have været der, han var fantastisk, han spillede mange af de gode gamle osv. Bagefter finder jeg ud af, at jeg har ringet til den forkerte..... Så nu har Lis fra Østerbro nok undret sig over, hvem fanden der speedsnakkede helt hysterisk på hendes telefonsvarer sent torsdag aften..... Hun skulle bare have været der, og det skulle I også! Det spillede han: Emigre That's no Way to tell a Lie An English Gentleman On Saturday Morning we will rule the World Ocean Spray Run Romeo run Say Hello to the Pope The Wrong Beginning Clampdown (The Clash covernummer!) Kevin Carter (Acoustic) This is Yesterday (Acoustic) A Design for Life (Acoustic) Still a long Way to go From Despair to Where Which Way to Kyffin No Surface all Feeling Tak til Karen Herbert fra myspace.com for hendes fantastiske billeder.
Denne anmeldelse er skrevet af Connery-brugeren, Arentsen. Du kan læse hendes spændende blog på http://arentsen.connery.dk.
Jeg svæver hjem til hotellet. Jeg har været i Bradfield-land, og der var rart at være. Jeg har rocket, sunget og klappet. Og jeg har gjort det alene! Fandeme! På vej hjem ringer jeg til min stakkels veninde, men hun tager ikke telefonen. Jeg ender med at rable en lang og usammenhængende smøre af mig om, hvor fantastisk en koncert det var, du skulle have været der, han var fantastisk, han spillede mange af de gode gamle osv. Bagefter finder jeg ud af, at jeg har ringet til den forkerte..... Så nu har Lis fra Østerbro nok undret sig over, hvem fanden der speedsnakkede helt hysterisk på hendes telefonsvarer sent torsdag aften..... Hun skulle bare have været der, og det skulle I også! Det spillede han: Emigre That's no Way to tell a Lie An English Gentleman On Saturday Morning we will rule the World Ocean Spray Run Romeo run Say Hello to the Pope The Wrong Beginning Clampdown (The Clash covernummer!) Kevin Carter (Acoustic) This is Yesterday (Acoustic) A Design for Life (Acoustic) Still a long Way to go From Despair to Where Which Way to Kyffin No Surface all Feeling Tak til Karen Herbert fra myspace.com for hendes fantastiske billeder.
Denne anmeldelse er skrevet af Connery-brugeren, Arentsen. Du kan læse hendes spændende blog på http://arentsen.connery.dk.
