Film

James Bond får ny chef: Amazon overtager 007-universet

Torsdag den 20. februar blev det annonceret, at Amazon MGM Studios overtager den kreative kontrol over 007-franchisen.

James Bond får ny chef: Amazon overtager 007-universet
Hovedtelefonen fra B&W er inspireret af James Bonds midnatsblå jakkesæt - Foto: PR/ DR. NO © 1962 Danjaq, LLC and Metro-Goldwyn-Mayer Studios Inc. All Rights Reserved.
Kathrine Frich
Af Kathrine Frich I dag kl. 08:54

Det har længe været en velbevaret hemmelighed, hvem der trækker i trådene bag verdens mest ikoniske spion.

Men nu er det officielt: James Bond har fået en ny chef, og det er hverken M eller MI6 – det er Amazon.

Overtager kreativ kontrol

Torsdag den 20. februar blev det annonceret, at Amazon MGM Studios overtager den kreative kontrol over 007-franchisen.

Barbara Broccoli og Michael G. Wilson, der i årtier har været Bond-universets vogtere gennem produktionsselskabet Eon, træder tilbage.

Ifølge Broccoli er tiden inde til at fokusere på andre projekter, mens Wilson, 83, vil dedikere sin tid til kunst og velgørenhed.

Men hvad betyder det for Bond?

Den virkelige Rambo: Mød soldaten, der inspirerede Stallones kriger

Læs også: Den virkelige Rambo: Mød soldaten, der inspirerede Stallones kriger

Fra shaken martini til algoritme-cocktail

James Bond er kendt for sin sans for stil, action og tradition – men hvordan passer det ind i Amazons datadrevne streaming-imperium?

Da Amazon købte MGM i 2022, fik de automatisk en andel i 007-rettighederne, men Broccoli-familien har angiveligt kæmpet imod, at den britiske superspion blev reduceret til en algoritmestyret franchise.

Ifølge en rapport fra The Wall Street Journal i december 2024 har der været spændinger mellem Broccoli og Amazon, da hun ikke stoler på, at en tech-gigant kan forvalte Bonds arv uden at ofre kvalitet for kvantitet.

Måske bliver det enden på Bonds eksklusive filmoplevelse, til gengæld kan det samtidig blive starten på en mere strømlinet, franchisevenlig fremtid.

Enden på en æra eller starten på noget større?

Fans har i årevis spekuleret over, hvem der skal overtage rollen som James Bond efter Daniel Craig, men måske burde vi i stedet spørge: Hvilken version af Bond får vi fremover?

Barbara Broccoli har tidligere udtalt, at casting af en ny Bond er “en stor beslutning,” men i lyset af magtskiftet er spørgsmålet nu, om Amazon vil gå all-in på en ny æra for 007.

Måske kommer der flere spin-offs, en Bond-serie eller endda en multivers-tilgang.

Med streaminggiganten ved roret kan alt ske. Om det bliver Bond i topform eller en udvandet version af agenten, må tiden vise.

Goodfellas møder The Departed: Scorsese, DiCaprio og The Rock teamer op på ny film

Læs også: Goodfellas møder The Departed: Scorsese, DiCaprio og The Rock teamer op på ny film

Pluto TV løfter sløret for forårets underholdning

Læs også: Pluto TV løfter sløret for forårets underholdning