41-årige Jakob har tidligere kæmpet med stress, nu kæmper han med Warhammer-figurer. Det var også dem, der dengang baksede ham gennem livskrisen. Nu har han dedikeret sit liv til de små soldater, og han har nu så mange, at familien nu må udvide huset. Dværgene er Jakobs favoritter i samlingen.
Har du også siddet og malet små Warhammer-figurer og leget krig med dine venner eller stillet dem op i imponerende hære, da du var yngre? Måske er du stadig passioneret og drømmer om at have et helt værelse fyldt med mange rækker af både dværge, Skaven, Lizardmen eller Bretonnia.
Sådan et rum har 41-årige Jakob Dahl Poulsen i sit hjem. Han har gennem de seneste 12 år samlet Warhammer-figurer. Jakob vil dog ikke af med sine soldater, også på trods af, at samlingen nu vokset ud af samlerværelset. Jakob holder stædigt fast på sine figurer, både fordi han har dem meget kær, men også fordi, figurerne gennem årene er blevet mange penge værd. Jakob vurderer, at Warhammer-hærenes værdi er på 500.000 kr. Det skriver DBA Guide.
Warhammer-figurerne fik Jakob på den anden side af stressen
Jakob var for nogle år siden sygemeldt med stress i en længere periode. Han fandt dog noget, der fik ham gennem krisen. Warhammer. De små Warhammer-figurer er ikke bare en passion for Jakob, de har hjulpet ham gennem stress, som mange andre bruger lang tid på at komme over.
Ved at male og ordne figurerne kom han ud på den anden side:
– Jeg fandt faktisk rigtig stor glæde i at bruge tid på de her små figurer, fordi man bare kobler hovedet helt af. Jeg kunne mærke helt personligt, at det gav mig en ro, og det gav mig en glæde. Det var den bedste form for terapi, jeg kunne have ønsket mig, fortæller Jakob til DBA Guide.
Så stor er samlingen
I Jakobs hus findes et værelse, hvor interessen for Warhammer har fået frit spil. I høje vitrineskabe står den enorme samling af hære, som Jakob har malet og sirligt udstillet. Der er så mange, at det ville tage mange timer at nærstudere alle de forskellige soldater.
– Jeg vil tro, jeg har mellem 6.000 til 10.000 figurer i metal. Og så har jeg væsentligt flere i plastik, fortæller Jakob til DBA Guide.
Jakob har også samlet stakkevis af bøger fra Warhammer-universet. Samlerværelset gemmer på komplette samlinger af både tredje og fjerde edition af Warhammer-bøgerne.
Jakobs små soldater er gennem årene blevet til så mange, at det ikke er nok med værelset. Derfor er Jakob og hans kone nu i gang med at få lavet en tilbygning til huset i Holte til de mange plastik- og metalfigurer. I tilbygningen skal samlingen ikke bare udstilles. I midten af rummet skal der stå et bord, som Jakob og hans venner kan spille Warhammer ved.
Konen foreslog en tilbygning til samlingen
Jakobs kone, Elvira, har accepteret, at han samler på Warhammer. Det var faktisk hendes idé at lave en tilbygning til samlingen. Størstedelen af samlingen er allerede flyttet derud.
Om samlingens størrelse siger Jakob:
– Det er…
– Helt skørt, afslutter Elvira grinende til DBA Guide.
– Jeg synes faktisk, det er rigtig dejligt, at Jakob har en passion og noget han går op i, fortæller Elvira til DBA Guide.
Det er ikke kun Jakobs kone, der har en holdning til samlingen. Også parrets datter ser med store øjne på de mange figurer i samler-værelset.
– Vi har også små pilfingre. Flere gange har jeg set min datter komme ind i samlerrummet og sige ”hvad er det”. Så har jeg svaret ”Det er fars dukker, og så skal vi ud herfra”, fortæller Jakob med et smil til DBA Guide.
"Det har altid været dværgen, der har tiltalt mig"
Der er en helt særlig type figur, Jakob ikke kan få øjnene fra, når han træder ind i et rum med Warhammer. Det er en figur, han i en tidlig alder kastede sin kærlighed efter, og som han siden dengang har erhvervet sig mange af. Det er dværgen, der får en stor del af pladsen i Jakobs Warhammer-værelse.
– Af en eller anden grund har det altid været dværgen, der har tiltalt mig, fortæller Jakob til DBA Guide.
Passionen for dværge kommer fra filmen ’Willow’ fra 1988, som handler om drengen Willow Ufgood, som tager ud på et storslået eventyr for at besejre den onde dronning, der har herredømmet.
Dog er skabene også fyldt med de mange andre hære, Jakob gennem årene har malet. Han er ikke glad for at udpege sine yndlings, så han springer hurtigt videre til også at fremhæve sine andre hære i samlerværelset til at være nogle, han synes godt om.
Warhammer hjalp Jakob gennem stress