Sport
Jake og Logan Paul teaser fight – men er det bare clickbait?
Jake og Logan har flere gange joket med ideen om at møde hinanden i ringen.
Jake og Logan Paul har endnu engang sat nettet i brand med en kryptisk annoncering.
Denne gang ligner det en potentiel boksekamp mellem de to kontroversielle brødre, men spørgsmålet er, om fansene bliver snydt endnu engang.
Brødrene i face-off
Den 28. januar delte Jake og Logan Paul et billede af sig selv i et intenst face-off med teksten: “Øjeblikket, I har ventet et årti på… 27. marts på @StreamOnMax.”
Max, HBO’s streamingtjeneste, retweetede opslaget, hvilket fik spekulationerne til at eksplodere.
Skulle de to YouTube-stjerner, der har gjort bokseringen til deres nye hjemmebane, endelig gå i kødet på hinanden?
Mens nogle fans forventer en boksekamp, spekulerer andre i, om det måske bliver en MMA-kamp, eftersom begge brødre har en baggrund i wrestling.
Reality-show eller regulært slagsmål?
Men før nogen når at købe pay-per-view-adgang, har ESPN’s boksningsekspert Mike Coppinger smidt en kold spand vand på hypen.
Ifølge hans kilder handler det hele om en ny reality-serie – ikke en boksekamp.
Hvis det er sandt, ville det ikke være første gang, at Paul-brødrene trækker folk rundt i manegen med vilde teasere.
De har flere gange snakket om at kæmpe mod hinanden, men altid i en tone, der gjorde det svært at afgøre, om det var alvor eller ren provokation.
Fra YouTube til boksering – og videre til WWE
Logan Paul har været en af de mest markante skikkelser i influencer-boksningens voksende verden.
Han har tidligere været i ringen mod KSI i to store kampe og endda stået over for bokselegenden Floyd Mayweather i en opvisningskamp.
Jake Paul, derimod, har taget boksekarrieren et skridt videre og opbygget en 11-1 rekord som professionel – senest med en sejr over den 58-årige Mike Tyson.
Selvom Jake fortsat satser på boksekarrieren, har Logan kastet sig over WWE, hvor han på kort tid er blevet en af de mest populære – og hadede – figurer i wrestlingens verden.
Bliver fansene snydt?
Jake og Logan har flere gange joket med ideen om at møde hinanden i ringen.
I en episode af Logans podcast Impaulsive i november spurgte han Jake direkte:
“Hvem skal du slås mod næste gang? Mig?”
Jake svarede hurtigt: “Ja, hvorfor ikke? Du er jo fucking lille.”
Logan påpegede dog, at han faktisk er højere end sin bror, men tilføjede: “Det ville gå amok, bro.”
Om brødrene rent faktisk vil banke hinanden sønder og sammen, eller om det hele bare er et velorkestreret PR-stunt, må tiden vise.
En ting er dog sikkert – de ved præcis, hvordan de får internettet til at snakke.