Jagten på Julemanden En magisk historie.
I sandhed en magisk tid..
Jeg stod ved den sorte tavle og skrev ordet ”Jhul” med et stykke kridt - som jeg havde stjålet fra bibliotekaren Bente - da jeg blev afbrudt af, hvad jeg nu ser som min største nemesis i livet: EMMA.
”Sådan staver man ikke til ”Jul”", sagde hun - hendes tone fyldt med hån.
Emma var en del af den 1. klasse, jeg underviste, imens deres faste lærer var ”syg” eller som de fortalte mig til mit interview ”på barsel” - som om der virkelig var en sådan forskel.
Emma - var jeg blevet fortalt forinden - var en meget kløgtig pige af sin alder at være og hun udviste stort potentiale - personligt syntes jeg hun var lidt af en bitch!
Jeg var på min sidste advarsel og måtte derfor beherske mig fra at skrige af Emma, som jeg havde gjort med så mange af de tidligere børn, der vovede at så tvivl i mine evner som lærer.
Jeg slettede ”L” fra tavlen og sendte Emma et blik, der sagde ”du vinder denne omgang…”
”Sådan staver man heller—” begyndte Emma, men jeg kappede hende af ved at distrahere resten af flokken.
”Har I skrevet jeres ønskeliste til Julemanden?” sagde jeg og smilte nedladende til Emma.
Så skete det. Bægeret flød over…. med gløg:
”Julemanden findes ikke” sagde Emma med samme hån, som hun tidligere havde brugt til at nedsable mig foran mine elever.
Efter det var der en masse skrig, en stol igennem et vindue, tårer og nogle kram der ikke rigtigt føltes, som om de var oprigtige.
Jeg forlod skolen kort tid efter med én mission i tankerne:
Find Julemanden, bevis hans eksistens overfor Emma og triumfere over hende.
”Sådan staver man ikke til ”Jul”", sagde hun - hendes tone fyldt med hån.
Emma var en del af den 1. klasse, jeg underviste, imens deres faste lærer var ”syg” eller som de fortalte mig til mit interview ”på barsel” - som om der virkelig var en sådan forskel.
Emma - var jeg blevet fortalt forinden - var en meget kløgtig pige af sin alder at være og hun udviste stort potentiale - personligt syntes jeg hun var lidt af en bitch!
Jeg var på min sidste advarsel og måtte derfor beherske mig fra at skrige af Emma, som jeg havde gjort med så mange af de tidligere børn, der vovede at så tvivl i mine evner som lærer.
Jeg slettede ”L” fra tavlen og sendte Emma et blik, der sagde ”du vinder denne omgang…”
”Sådan staver man heller—” begyndte Emma, men jeg kappede hende af ved at distrahere resten af flokken.
”Har I skrevet jeres ønskeliste til Julemanden?” sagde jeg og smilte nedladende til Emma.
Så skete det. Bægeret flød over…. med gløg:
”Julemanden findes ikke” sagde Emma med samme hån, som hun tidligere havde brugt til at nedsable mig foran mine elever.
Efter det var der en masse skrig, en stol igennem et vindue, tårer og nogle kram der ikke rigtigt føltes, som om de var oprigtige.
Jeg forlod skolen kort tid efter med én mission i tankerne:
Find Julemanden, bevis hans eksistens overfor Emma og triumfere over hende.
Min mor er åbenbart et lille barn..
Min rejse begyndte med et telefonopkald.
M: ”Hallo?”
L: ”Mikkel, det er Lasse.”
M: ”Hvordan har du fået det her nummer?! – Jeg har fået det skjult og ændret, så du aldrig ville kunne ringe til mig igen”.
L:”Jeg holdt nogle af de andre skribenters familie som gidsler, min løsesum var dit telefonnummer”.
M: ”… Hvad vil du?”
L: ”Jeg skal have finansieret en tur til Nordpolen”.
M: ”Gider jeg overhovedet at spørge?”.
L: ”Jeg skal finde bevis for Julemandens eksistens, så jeg kan modbevise en 8 årig pige der påstår han ikke findes.”
M: ”… Hallo? Mikkel?”.
Det så ud til at Connery.dk var bange for at smide deres hat i ringen.
.. For meget politisk aktivisme indblandet, går jeg ud fra.
Mikkel var nød til at forholde sig neutralt i disse sager.
Jeg forsøgte også at ringe til mine forældre og bede dem om penge til rejsen, men min mor græd bare i et par minutter, imens hun snakkede om måden jeg træffer livsbeslutninger på.
Det så ud til at mine chancer for Nordpolen var væk.
M: ”Hallo?”
L: ”Mikkel, det er Lasse.”
M: ”Hvordan har du fået det her nummer?! – Jeg har fået det skjult og ændret, så du aldrig ville kunne ringe til mig igen”.
L:”Jeg holdt nogle af de andre skribenters familie som gidsler, min løsesum var dit telefonnummer”.
M: ”… Hvad vil du?”
L: ”Jeg skal have finansieret en tur til Nordpolen”.
M: ”Gider jeg overhovedet at spørge?”.
L: ”Jeg skal finde bevis for Julemandens eksistens, så jeg kan modbevise en 8 årig pige der påstår han ikke findes.”
M: ”… Hallo? Mikkel?”.
Det så ud til at Connery.dk var bange for at smide deres hat i ringen.
.. For meget politisk aktivisme indblandet, går jeg ud fra.
Mikkel var nød til at forholde sig neutralt i disse sager.
Jeg forsøgte også at ringe til mine forældre og bede dem om penge til rejsen, men min mor græd bare i et par minutter, imens hun snakkede om måden jeg træffer livsbeslutninger på.
Det så ud til at mine chancer for Nordpolen var væk.
Emma... Vi ses når jeg kommer ud!
En uge senere var jeg i Fields og jeg kunne ikke tro mine egne øjne, da jeg så selveste Julemanden sidde midt i centeret.
Jeg greb et barn fra en barnevogn, der stod oppe i toppen, hvor alle 'amme-på-cafe'-mødrene mødes og vi anbragte os i køen til Julemanden.
Da vi nåede derop, gav jeg barnet til den lille pige bag mig og med et stort smil og blodsprængte øjne greb jeg Julemanden i kraven og hviskede ind i hans øre.
”Du må følge med mig, vi skal bevise din eksistens overfor en vantro hund”.
Han svarede noget tilbage om sikkerhedsvagter og koldbøttefabrikken. Fjollede Julemand.
Efter en ophedet diskussion fandt jeg mig selv i armene på 2 politibetjente, der førte mig bort, imens de over deres radio snakkede om at have pågrebet galningen, der terroriserede en flok børn i deres skole.
Jeg kastede et sidste blik over imod Julemanden og der i køen så jeg hende…
Emma.
Hun stod i kø for at møde Julemanden, hun var alligevel ikke en kynisk horeunge, som jeg først havde antaget.
Jeg kiggede op på himlen, kort inden jeg blev skubbet ind i politibilen, og min sidste tanke var: Mirakler sker virkelig.
Glædelig Jul fra mig og min nye celle kammerat.
(Jeres gaver er i galleriet)
Læs også: Mandens Ønskeseddel 2013
Jeg greb et barn fra en barnevogn, der stod oppe i toppen, hvor alle 'amme-på-cafe'-mødrene mødes og vi anbragte os i køen til Julemanden.
Da vi nåede derop, gav jeg barnet til den lille pige bag mig og med et stort smil og blodsprængte øjne greb jeg Julemanden i kraven og hviskede ind i hans øre.
”Du må følge med mig, vi skal bevise din eksistens overfor en vantro hund”.
Han svarede noget tilbage om sikkerhedsvagter og koldbøttefabrikken. Fjollede Julemand.
Efter en ophedet diskussion fandt jeg mig selv i armene på 2 politibetjente, der førte mig bort, imens de over deres radio snakkede om at have pågrebet galningen, der terroriserede en flok børn i deres skole.
Jeg kastede et sidste blik over imod Julemanden og der i køen så jeg hende…
Emma.
Hun stod i kø for at møde Julemanden, hun var alligevel ikke en kynisk horeunge, som jeg først havde antaget.
Jeg kiggede op på himlen, kort inden jeg blev skubbet ind i politibilen, og min sidste tanke var: Mirakler sker virkelig.
Glædelig Jul fra mig og min nye celle kammerat.
(Jeres gaver er i galleriet)
Læs også: Mandens Ønskeseddel 2013
