Film

Jacob Elordi i forhandlinger om hovedrollen i Ridley Scotts postapokalyptiske thriller ‘The Dog Stars’

Elordi stiger i graderne.

Jacob Elordi i forhandlinger om hovedrollen i Ridley Scotts postapokalyptiske thriller ‘The Dog Stars’
Foto: A24 "Elordi"
Rasmus Krarup Jensen
Af Rasmus Krarup Jensen 8. januar 2025

Jacob Elordi ser ud til at være tæt på at lande hovedrollen i Ridley Scotts næste film, The Dog Stars, en postapokalyptisk thriller baseret på Peter Hellers roman fra 2012. Elordi skulle efter sigende erstatte Paul Mescal, som oprindeligt var castet til projektet, men som måtte trække sig på grund af en overbooket kalender.

Læs også: Matt Reeves bekræfter: Optagelser til The Batman 2 starter i år trods forsinkelser

En verden ramt af katastrofe

The Dog Stars udspiller sig i kølvandet på en global katastrofe forårsaget af en dødelig influenzavirus, der næsten udsletter menneskeheden. Elordi vil, hvis aftalen går igennem, spille rollen som piloten Hig, der danner en alliance med en pistolmand, mens de kæmper mod en brutal gruppe overlevere kaldet Reapers.

Ridley Scott, der netop har afsluttet arbejdet på sin Bee Gees-biografi for Paramount, har gjort det klart, at The Dog Stars bliver hans næste projekt. Med Scotts evne til at skabe intense, visuelt imponerende verdener – fra Blade Runner til The Martian – er der store forventninger til, hvordan han vil bringe Hellers dystopiske univers til live.

Skiftet fra Paul Mescal til Jacob Elordi

Mescal, der tidligere arbejdede med Scott på den kommende Gladiator II, måtte opgive rollen som Hig på grund af sin involvering i Sam Mendes’ Beatles-antologi. Scott selv nævnte tidligere på året, at Mescal muligvis ikke kunne blive på projektet:
“Paul er virkelig travlt optaget. Han arbejder på Beatles næste, så jeg bliver måske nødt til at lade ham gå,” sagde Scott i en samtale med Christopher Nolan.

Elordi, der i øjeblikket også har en travl tidsplan, forventes at optage den sidste sæson af Euphoria og spille overfor Margot Robbie i en ny filmatisering af Wuthering Heights.

Jacob Elordi: Fra ungdomsdrama til store filmroller

Elordi fik sit gennembrud i Netflix’ romantiske komedier The Kissing Booth (2018-2021), men det var hans intense portræt af den karismatiske, men problematiske Nate Jacobs i HBO-serien Euphoria, der for alvor cementerede hans talent. Rollen viste en mere kompleks side af skuespilleren og gjorde ham til et kendt navn i Hollywood.

Siden har Elordi arbejdet på flere spændende projekter, blandt andet som Elvis Presley i Sofia Coppolas Priscilla og i Adrian Lynes psykologiske thriller Deep Water. Hans potentiale til at tage udfordrende roller gør ham til en oplagt kandidat til at føre Scotts postapokalyptiske drama til nye højder.