Ishockey - En sport for mænd!
Hvor svært kan det egentligt være, det der ishalløj? Connerys stakkels udsendte medarbejder fik lov at prøve. God bedring, Peter!
Connerys udsendte medarbejder var blevet inviteret med til at prøve en omgang ishockey og jeg skal ærligt indrømme, at min første tanke var: "Hvor svært kan det egentligt være?". Denne tanke blev så lynhurtigt efterfulgt af: "Hvor ondt kan det egentligt gøre?". Mine forældre, de omsorgsfulde midaldrende, pæne mennesker, udtrykte sig også i bekymrende vendinger vedrørende udsigten til at få deres ældste søn og arving tilbage i mumieudgave pakket ind i gips.
Personligt tog jeg det som udtryk for en meget lille tiltro til mine motoriske færdigheder og koordinationsfærdigheder, men jeg drog af sted til Herning opsat på at vise verden, at Peter Fyllgraf kan spille ishockey, og at jeg kan gøre det uden at komme til skade.
Jeg lovede i øvrigt at nævne at Herning er det mest vindende hold i isligaen i Danmark. Sådan! Så kom det med!
Jeg blev mødt med et: "Goddaw, æ do klar te å spil hågi". På dansk betyder det noget i stil med: "Goddag, er du klar til at spille hockey?". Snart skulle det få en ny betydning, men først skulle jeg pakkes ind i
Nå, så kom jeg ind på isen. Lad mig lige for en god ordens skyld påpege, at is er glat. Med et let puf i ryggen fra en velvillig Herningenser, kom jeg i bevægelse og havde kurs mod banden og en meget stor plexiglasrude. Grundet min novice status på skøjter, følte jeg ikke, at jeg var i besiddelse af de fornødne teknikker til at afværge kommende kollision, og ganske rigtigt måtte jeg se mig nødsaget til at benytte banden som bremsemekanisme. Selvom man er iført for 3475 kr. polstring, så kan et møde med en plexiglasrude godt mærkes.
De varmeste tanker herfra, til producenten af min beskyttelsespåklædning. Efter små 15 minutter, blev det bekendtgjort, at vi skulle spille kamp.
Det var en rigtig kamp, med mål, skud i hovedhøjde og tacklinger. Jeg vil lige dvæle et kort øjeblik ved disse tacklinger, da de har sat sit tydelige præg på min krop og sjæl. Når et legeme med en kropsvægt på ca. 100 kg. vælger at tackle en legeme med en kropsvægt på ca. 80 kg. (mig), så er det den mindste, der må bukke under og glide på bagdelen hen ad isen, med snottet hængende ud af næsen og dingle faretruende mod plexiglasvisiret på hjelmen, for således at forringe det i forvejen dårlige udsyn man har. Sådan en oplevelse havde jeg.
I den positive ende af skalaen, kan jeg nævne at jeg scorede et mål. Retfærdigvis må jeg erkende, at det ikke var tilsigtet, men det tæller jo alligevel. Jeg var af uforklarlige årsager kommet op i modstandernes ende af banen og i et epileptisk forsøg på at holde mig oprejst, må jeg have signaleret til mine modstandere, at jeg besad en aggressivitet uden sidestykke og en angrebsiver af overjordiske dimensioner.
I et af mine mange febrilske sving med ishockeyketsjeren, eller hvad den nu hedder den man slår til "bolden" med, må jeg have ramt rigtigt, og den gik i mål. Målmanden havde allerede taget dækning bag en falden forsvarspiller, så der var næsten frit mål.
Jeg var på isen, i noget der ligner 5x15 minutter, og selvom omgivelserne minder om Nordgrønland, så svedte jeg som et middelstort slagtesvin i en sauna. Det var sindssygt hårdt, og jeg vil lige påpege, at når man spytter, så skal man altså lige løfte visiret. Det bliver noget ulækker noget ellers.
Men der er sgu en sport for mænd, og ligeså snart jeg bliver udskrevet, får gipsen af og stingene fjernet, så skal jeg prøve igen!
