Interview med Jude Law: Magt, magi og den sublime skurk

Jude Law har i godt og vel 30 år charmeret sig ind i hjerterne af biografgængere verden over med komplekse evner på skuespilfronten og et glimt i øjet. Han har været alt fra en robot i A.I. (2001) til en kærlighedsudfordret mandsperson i The Holiday (2006), mens de fleste i nyere tid nok husker ham for medvirken i Sherlock Holmes-filmene og ser frem til hans præstation som en ung Albus Dombledore i den kommende efterfølger til Fantastic Beasts and Where to Find Them.

I aften er han biografaktuel med filmen King Arthur: Legend of the Sword, hvor han for tredje gang arbejder sammen med instruktør Guy Ritchie. Jeg fangede Law i London for nogle måneder siden for at høre, hvordan han havde det med en af sine første, reelle skurkeroller. 

Du er ikke så vant til at være skurken i dine film – hvordan var det at spille Vortigern?

Det var en god oplevelse. Karakteren Vortigern er meget isoleret i forhold til resten af filmen – det gjorde, at jeg kunne gå mere i dybden med baggrundhistorien og de forskellige lag af hans personlighed. Jeg fandt ham interessant, fordi han er en mand besat og fordærvet af tanken om magt. En fordærvet karakter, nærmest halvdød, men med følelser, som ser det hele som et spil – ser sig selv som en gudeskikkelse. Jeg er ikke interesseret i at spille en pantomimekarakter eller en todimensionel størrelse – jeg vil have en rolle med kød på, som jeg kan fordybe mig i. Kompleksiteten i figuren havde jeg rig mulighed for at arbejde på, mens fokusset på voldsomme og pompøse ridderdragter gjorde resten af arbejdet. Vortigerns visuelle fremtræden skulle komme ham i forkøbet i forhold til magt. De klarede meget af jobbet for mig.

Er det sværere at forberede sig til en skurkerolle end at være på de godes side?

Ikke nødvendigvis. De er begge kompliceret på hver deres måde, hvis manuskriptet tillader det. Jeg synes det er interessant at vide, hvor de kommer fra, og hvad der motiverer dem. Det handler bare om at give sig selv den nødvendige baggrund og historisk forbindelse, så man kan leve sig ind i rollen og retfærdiggøre sig selv og rollen i forhold til de handlinger, karakteren gør i universet. 

Hvordan blev du en del af King Arthur-fortællingen?

Jeg blev inviteret af Guy, som jeg har arbejdet med på begge Sherlock Holmes-filmene. Jeg var ikke sikker på, om der var nok kød på karakteren, så jeg var lidt modvillig i starten. Jeg blev dog meget nysgerrig omkring, hvordan Guy ville få hans signatur på legenden. Han er en af de instruktører, som virkelig cementerer sine kendetegn med ti tommer søm. Du kender hans stil, og nogen kan lide det og andre kan ikke. Jeg er helt vild med hans tankegang og måden, han tackler autencitet på – han er lidt: ”fuck jer, det er sådan her jeg vil lave film.”

Hvad fangede dig ellers ved rollen som Vortigern?

Jeg tror, det var fokusset på magi og troldmænd, der fik mig ombord i sidste ende – jeg læste et tidligt manuskript, som ikke var så stærk på den magiske front. Jeg siger ikke, at jeg har været med til at få det i spil, men jeg prikkede i hvert fald til emnet og fik mere fokus på det magiske. Jeg ville gerne have karakteren til at være meget mystisk og interessant gennem flere lag, og det kom i sidste ende til at handle om hans besættelse af mørk magi. 

Filmen bruger meget CGI – hvordan var det at arbejde med?

Det var en overraskelse for mig, hvor meget der var med i sidste ende, da jeg på et af de tidlige stadier ikke havde kendskab til mængden af overnaturlige elementer. CGI er nu om dage på et helt nyt niveau, end det var for blot 3 år siden, og det fungerer fantastisk i forsøget på at frembringe det magiske i filmen. Det har en energi og et momentum, som er meget bemærkelsesværdig. Det virker bedst, hvis CGI er en udsmykning frem for helheden, og derfor var mange af settene 1:1 – på den måde fik man en god fornemmelse af universet, før effekterne kom på. Når man behandler magi på film, kan man træde ind i det eventyrlige. Der er god fokus på det jordnære, dystre, mudrede og beskidte middelalderunivers, men det er også fantastisk med elementer af store bæster og flyvende væsener. Det er som at se siderne i en eventyrbog!

Der er meget humor i spil – hvordan passer skurken ind i Guys filmiske fremstilling af denne?

Det er Guys signatur. Han har en sans for charmerende humor, og det passede godt ind i fortællingen med Arthur og hans kammerater. Men Vortigern blev placeret uden for den humoristiske indercirkel – og med god grund. Hvem er den bedste skurk på det store lærred nogensinde? Darth Vader, selvfølgelig. Du ville aldrig sætte ham til at lave jokes. Han skal være frygtelig helt ind til benet, og så snart han skulle fyre en joke eller to af, ville han være parodisk. Vortigern i denne film er meget fokuseret på at være ond på alle måder. For at han skal være en trussel, kan man ikke lokkes med i hyggesnakken.

Skulle du forberede dig fysisk til rollen ligesom Charlie Hunnam i rollen som King Arthur?

Egentlig ikke. Jeg har lavet en del bevægelse, koreografi og lignende til finalescenen, men ellers passede det mere til rollen at være den stående trussel.  Jeg er endnu ikke blevet tilbud en rolle, som giver mig mulighed for at vise min fysik. Jeg har alligevel bokset i snart otte år, så jeg er familiær med slagsmål. Jeg gjorde lidt i Sherlock Holmes, men det har aldrig været et fokus på mine roller.  

King Arthur: Legend of the Sword fra dansk premiere i dag d. 11. maj.