Connery

Interview med Jakob Cedergren: Barnelegen, der blev til skuespil

Et snak med serieaktuelle Jakob Cedergren.

Jakob Cedergren har siden 90’erne etableret sig som en af de førende danske skuespillere på markedet med en bred vifte af forskellige filmroller og genrer - alt fra kunsttyv i Rembrandt (2002) til en korrumperet politibetjent i Den Skyldige (2018).

Han er netop nu aktuel i en ny originalserie på Viaplay, som går under navnet Made in Oslo - en norsk dramaserie, hvor man følger den 40-årige fertilitetslæge Elin, som kæmper for at få sine egne børn.

Hun kæmper en brag kamp mod sit biologiske ur og er klar til at risikere ægteskabet (til cedergrens karakter, Bjørn), karrieren og hele sit omdømme for at opnå sit mål.

Jakob havde tidligere arbejdet med en af instruktørene på serien Marit Moum Aune 14 år forinden og kendte til hendes tilgang til faget i serien Harry & Charles.

Så det var en no-brainer for ham efter han læste manuskriptet.

“Hun er en outstanding instruktør, som jeg altid har haft lyst til at arbejde med igen, og så fik jeg muligheden med Made in Oslo.”

Emnet i serien er ikke bare en hurtig kærlighedsdrama-fortælling, men noget de har brugt 6 år på at researche for netop at respektere det ømtålelige emne.

Se eller gense traileren herunder:

ANNONCE
Foto: Viaplay/Nent Group - Interview med Jakob Cedergren: Barnelegen, der blev til skuespil Foto: Viaplay/Nent Group

Barnelegen, der fortsatte

Der er ikke noget specifikt nedslagspunkt i Jakobs liv, hvor han kan understrege, at lysten til skuespillet opstod.

Han fortsatte bare med ‘at lege’.

“Det med roller og fantasi har jeg bare fortsat med ind i voksenlivet. Det legetøj, som er skuespil, har jeg bare udviklet videre på og dyrket lige siden.”

Jakob er født i 1973 og er meget formet i sin barndom af amerikanske film, der dykkede ned i det naturalistiske.

Det har farvet ham og hans forhold til film. Alien fra 1979 og Blade Runner fra 1982 er nogle af favoritterne i hans erindring.

Hele konceptet med at blande virkeligheden med det bizarre.

Da han var 11 år så han en filmet udgave af Charles Dickens klassiker Nicholas Nickleby, og det blæste ham bagover.

Han fik med egne øjne set, hvordan skuespillets nuancer kan udfolde sig, og han blev med det samme grebet af det.

Jakob har taget den klassiske vej fra skolen, som 18-årig på teaterskolen i første hug og ud i skuespiller-livet uden de store svinkeærinder på sin karrieresti.

Hans første store gennembrudsrolle kom i Edderkoppen, som i sig selv ikke blot var en stor produktion, men også lidt en filmskole i sig selv for en ung knægt.

Edderkoppen blev lavet på 6 mm-råfilm - en af de sidste af sin slags fra den æra - og de havde ni måneder til at lave 6 timers fjernsyn.

“Det var rendyrket luksus. Jeg gik i fodsporene af Bent Mejding og lærte utroligt meget. Han fortalte mig ingenting dog - det gad han ikke. Det var bare watch and learn.”

Jakob spillede meget musik i sine teenageår, som stod side om side med skuespillerdrømmene i forhold til, hvad fremtiden skulle bestå af - han vidste altid, at det aldrig var den akademiske vej, han ville begive sig ud på.

Han er meget intuitiv, når det kommer til at overveje en ny rolle - første gang han læser et manuskript, er det en meget vigtig ting for ham.

Han skal kunne mærke sig selv i det eller have interessen i det.

Når han læser det anden gang, har han allerede dannet sig nogle forudbestemte tanker - så den skal være der i første hug.

ANNONCE
Foto: Viaplay/Nent Group - Interview med Jakob Cedergren: Barnelegen, der blev til skuespil Foto: Viaplay/Nent Group

Streamingens indtog

Han har været med i gamet i mange år og kan for alvor berette om en tid før og efter streaming blev en aktualitet - og én ting har især ændret sig for Jakob.

“Man skal læse MEGET mere nu om dage. Et normalt filmmanus ligger på omkring 100-110 sider, men hvis du skal læse en hel serie, er vi på 400 sider.”

På den positive side har streamingens indtog åbnet en masse døre for folk i hans fag:

“Verden er helt klart blevet mindre. Man begynder at tænke mere over, at grænserne er udviskede.”

For ham har streamingkonceptet dog også medbragt sig en lidt ærgerlig samlebåndsmentalitet - ikke ment på den måde, at der blot bliver spyttet dårlige film og serier ud for et godt ord - men mere, at folk måske har brugt flere år på en tv-serie, som folk så bingewatcher på en halv dag, og så er man allerede videre til det næste.

“Der er ikke nok content og idéer i verden til, at man kan levere nye film og serier i det tempo, som streamingtjenesterne arbejder med lige nu. Det er lidt absurd.”

Løsningen på denne mangel på originalitet kommer til Jakob midt i interviewet. Han ser en genial idé i at afholde en konkurrence hos en af streaming-tjenesterne, hvor almene folk kunne sende deres idéer og manuskripter ind.

“Dem som vandt konkurrencen ville få finansieret deres produktion fra start til slut. Der ville komme noget unikt og originalt ud af det.”

ANNONCE
Foto: Viaplay/Nent Group - Interview med Jakob Cedergren: Barnelegen, der blev til skuespil Foto: Viaplay/Nent Group

Banker udlandet på døren?

Han har som alle andre haft op- og nedture i karrieren, men han har aldrig decideret fortrudt noget i sit liv - han har blot lært af lektien.

Der har været tider, hvor man har skullet tage et arbejde for nødvendighedens skyld - og nu står han i en position i livet, hvor han selv kan mærke efter, når samme følelse dukker på og dermed kan mærke efter og undgå de forkerte beslutninger.

“Folk glemmer, hvis du har lavet noget lort. De husker i sidste ende kun de gode ting.”

Han elsker at rejse og arbejde. Han har endnu til gode at prøve deciderede Hollywood-produktioner - og det kunne være sjovt at prøve, men han har ikke lyst til at gøre det bare for at gøre det.

Han er interesseret i at drage hen, hvor der er et sjovt projekt, der byder på noget unikt.

“Jeg er meget præget af den amerikanske independent-genre, som ikke står særlig stærkt lige nu - det hele handler meget om superhelte og blockbuster i USA.”

Han er dog ikke bleg for at trække i superheltekostumet, hvis de en dag ringer med det rigtige tilbud!

Men han vil ikke tage til Los Angeles bare for at jage Hollywood-drømmen og illusionen.

Han har haft en lille forsmag på, hvad det vil sige at være med i et større maskineri, hvor man har med store internationale stjerner at gøre.

Han har tidligere lavet en actionfilm i Paris med Jean Reno - The Squad fra 2015.

Og selvom det er interessant at være et tandhjul i et kæmpe maskineri, så foretrækker Jakob alligevel, at man er fælles om projektet og danner et relationsgrundlag med dem, man arbejder sammen med - sådan var det ikke på The Squad.

“Reno er en meget stor stjerne dernede. Man skal være hardcore indstillet for at komme og levere. Du er meget alene i setuppet.”

For ham er det lidt federe at have et ensemble af folk, som kan bygge projektet op i fællesskab og ikke bare møde ind til et høfligt ‘hej’ og så videre i projektet.

“Bare se The Godfather fra 1972 - man mødtes, man snakkede om tingene og agerede, som var det et teaterstykke. En naturlig relation, der smitter af på filmen. Det handler om at få nuancerne i menneskets interaktioner med.”

Mens Hollywood lader vente lidt på sig endnu, så ville han elske at arbejde på en sydkoreansk film. For ham er det der, det sker lige i øjeblikket.

“Sydkorea er rigtig spændende lige nu. De har virkelig fat i noget interessant på markedet.”

Mens Jakob er en stor, etableret skuespiller herhjemme i Danmark, så har Gustav Möllers ‘Den Skyldige’ fra 2018 nu også for alvor fået Jakob Cedergren til at være et navn, langt flere kender uden for landets grænser.

Hvorvidt Den Skyldige allerede på nuværende tidspunkt har gjort en decideret forskel i Jakobs karriere, er svær at gennemskue for ham.

Den ligger lidt og lurer i baggrunden i hans karriere - der er rigtig mange, der har set den på verdensplan.

“Det er lidt syret, men det har resulteret i, at flere og flere har en lille relation til mig og mit navn, selvom jeg ikke kender dem.”

Fremtiden som den ser ud lige nu handler om at fortsætte med skuespillet, indtil han er mættet på at fortælle historier og præstere.

Der er ikke nogen decideret plan om, hvad skuespiller-otiummet skulle handle om, men han har en lille drøm om at eje et lille hotel.

“Jeg var på en tur engang, hvor vi boede på et lille hotel. Der var kun plads til 5-6 værelser, hotellet lå på den perfekte location - og ejeren virkede så glad og og i sit naturlige es.”

Du siger bare til, når hotellet er blevet en virkelighed, så booker vi den første overnatning!

Det næste stykke tid kommer til at gå med et smut til Tribeca Film Festival med Anette K Olesens nye film, Ingen Kender Dagen, som får premiere til sommer - og så er han på vej med en ‘meget dansk’ film, som han endnu ikke kan løfte sløret for.

Med flere årtier på bagen i det ædle skuespilsfag er han heller ikke afvisende overfor, at han en dag skal være den, der styrer kameraet - men lige nu er han på et punkt i sit liv, hvor han står rigtig godt, lige hvor han er.

Vi siger tak for din tid! Husk at du kan streame alle afsnit af Made in Oslo på Viaplay lige nu.

ANNONCE
Del

Seneste nyt