Connery

Interview med Dejan Cukic: Mange tror, at skuespil er noget, der bare ligger lige til højrebenet for os

"Hvis det bliver for sårbart at grave i sig selv, så kan man godt komme galt afsted.”

Dejan Cukic har i over 30 år været en fast bestanddel af den danske teaterscene såvel som det danske film- og seriemarked, hvor han hurtigt gjorde sig bemærket i 90’erne på markedet med rollen Arvid i Lasse Spang Olsens komediekrimi, I Kina Spiser De Hunde.

Hvad enten du genkender ham for følelsesladede præstationer på de skrå brædder eller det familievenlige fredagsdrama i 00’ernes Nikolaj & Julie, så har den dansk-serbiske skuespiller cementeret sit navn i den danske underholdningsindustri.

Det seneste årti har han bevæget sig ud i den store verden, hvor han blandt andet har medvirket i storserien og det historiske drama Borgia såvel som den svenske krimi-filmserie Snabba Cash som skurken Radovan - han er efterhånden et kendt navn i rigtig mange lande og har lavet film og tv i blandt andet Serbien, Norge og Sverige.

Som så mange andre mennesker i Danmark har Corona sat en pause på mange af Dejans projekter, men han har udnyttet pausen til at skrive, læse bøger og dyrke det kreative.

Corona-tiden har givet ham idéer til at udvide sin kreative horisont, og Dejan er typen, der udnytter de små øjeblikke på at udvikle sig selv og sine idéer.

Selv i tider, hvor man ikke havde en pandemi hængende over hovedet, har han på sine projekter altid brugt de ledige øjeblikke på at være kreativ.

Når man arbejder på film og serier i indland og udland, så har man tit rigtig mange dage på farten, hvor man ikke indspiller film - man er ikke på settet konstant.

“Efter en arbejdsdag kan man enten sidde i baren og drikke øl eller sidde på hotelværelset og skrive.”

Heldigt for Dejan har der stadigvæk været projekter i Corona-tiden, da han blandt andet har lavet både en tv-serie sidste år, To Døgn, som lige nu brillerer på Yousee, samt det nye underholdningsprogram på DR - Den Store Premiere.

Rollen til To Døgn fik han i hus efter at have spillet overfor skuespilleren Oscar Giese, som i sin tid agerede Dejans filmiske søn i filmen, Fantasten.

Giese er på ingen tid kommet ind på manuskriptfronten og fik solgt sit første manuskript til Yousee.

Så Giese kom en dag forbi Dejan og sagde, at det var payback-time efter Fantasten. Nu skulle Dejan hjælpe ham på hans nye serie.

Og med anmeldernes ros i ryggen forlyder det, at de skyder en ny sæson i 2021.

Det andet projekt, som han er lige på trapperne med, er underholdningsserien Den Store Premiere - som har premiere på DR d. 23. marts. 

ANNONCE
Foto: Sille Serup - Interview med Dejan Cukic: Mange tror, at skuespil er noget, der bare ligger lige til højrebenet for os Foto: Sille Serup

Den Store Premiere

Fire skuespillere (Thure Lindhardt, Anne Louise Hassing, Sonja Ricther og Dejan Cukic) skal skal prøve at få fire kendte danskere (Jeanette Ottesen, Patrick Wozniacki, Manu Sareen og Dorte Gerlach) til at arbejde med klassiske tekster og i løbet af fire timer indøve og lære en bestemt scene til en teaterforestilling.

Normalt plejer Dejan aldrig at lave projekter, hvor man skal være sig selv eller konkurrere som sig selv i underholdningsprogrammer - men lige dette projekt var ret interessant for ham, da det havde noget med hans fag at gøre og gav ham en unik mulighed for at give et indblik i det, han gør bedst.

Serien giver nemlig et indblik i, hvad det egentlig vil sige at arbejde med skuespil, og hvad det kræver at kunne performe på de skrå brædder.

For Dejan er det en gylden mulighed for at vise indsigt i en verden, der står ham meget nær.

“Mange tror måske bare, at skuespil og det at spille en rolle er noget, der ligger til højrebenet for skuespillere. Men der er jo en årsag til, at man går 4 år på teaterskole”.

For ham var det vildt nervepirrende og udfordrende at skulle tage en anden person med ind i det univers og den sfære, hvorfra han finder kilden til sine roller, skuespilpræstationer og tilgange til faget.

I serien arbejder Dejan med sangeren Dorte Gerlach, hvor han finder paralleller i måden, hvorpå man arbejder med en tekst på i både sanguniverset og teater-universet.

Dejans taktik til at frembringe den bedste gengivelse af rollen er at forsøge at hente al materiale fra sig selv - uanset karakteren.

“Man skal finde noget inde i sig selv, som kan hentes ind til den karakter, man skal spille. På den måde bliver karakteren mere ærlig og ægte.”

For ham er serien en god måde at vise i praksis, hvad det vil sige at være skuespiller.

Det kan hurtigt blive kedeligt og ukonkret at snakke om - det er meget nemmere at stå med hinanden i hånden på de skrå brædder.

ANNONCE
Foto: Sille Serup - Interview med Dejan Cukic: Mange tror, at skuespil er noget, der bare ligger lige til højrebenet for os Foto: Sille Serup

Skuespil kan være en blufærdig affære

I mange år vidste Dejan slet ikke, at han skulle være skuespiller.

Han var 18 år, da lysten sådan rigtig dukkede op.

Han var forinden vanvittigt interesseret i det store lærred i sine teenage-år, hvor han elskede at se film og holde sig opdateret på alle aktuelle film. Der var ikke de navne på instruktører og skuespillere, som han ikke kendte.

Til sidst bildte han sig selv ind, at nu har han så meget forstand på, hvem der er hvem - så nu var han klar til at tackle skuespillet selv.

Han havde dog aldrig set en eneste teaterforestilling, da han søgte ind i teaterskolen som 22-årig - lige bortset fra to mindre forestillinger på en skoleforløb - så da han stod på dag 1 på teaterskolen i København, så åbnede der sig en helt ny verden for ham.

Han fandt ud af, at fascinationen af skuespillet stak dybere end den umiddelbare kærlighed, han havde til spillefilm.

Han havde en lyst til at fortælle om sig selv.

“Måske var jeg sådan et lidt lukket menneske i mine tidlige år, og havde svært ved at åbne op for det, der foregik inden i mig.”

Det var en motivation, som ikke var forstået og forklaret for ham, da han startede, men som dukkede op i takt med, at han kastede sig ud i det ædle skuespil.

“Du skal virkelig tænke dig om, hvis du overvejer at blive skuespiller.”

- understreger Dejan, mens han forklarer, hvordan man kan bruge forskellige teknikker til at blive en bedre perfomer på scenen - men i bund og grund handler det om at tænke over, hvad man egentlig vil med sit skuespil.

Hvad er din motivation?

“Jeg tror, der er mange, som opfatter det at være skuespiller som noget eksklusivt. Man bliver eksponeret og man bliver berømt. Det er der ret mange, der tænker, kunne være sejt. Men det tænker jeg ikke er den rette motivation, da det kan ende galt ret hurtigt.”

For ham er det ofte ikke nok bare at ville medvirke i store film eller i teateret som belæg for at blive en skuespiller.

For ham handler det om, at man virkelig skal have lyst til at fortælle en historie. Det er en følsom affære, hvor man skal dykke ned i sig selv og udtrykke sig selv på en måde, der stikker dybere end lysten til at være en berømthed i medierne.

Dejan ser det på en måde som en idealistisk metode og et stort arbejde med sig selv.

Der er meget psykologi forbundet med at arbejde med en rolle, netop fordi man henter fra sig selv.

“Skuespil kan være en blufærdig affære, da man ofte skal krænge sin sjæl ud. Hvis det bliver for sårbart at grave i sig selv, så kan man godt komme galt afsted.”

Han understreger til alle spirende skuespillere derude, at man bør tænke sig om, når man kaster sig ud i det - man skal have noget på hjerte.

Dejan har ikke været typen, der lige havde en plan B på lommen, hvis nu skuespillerdrømmen ikke kom i hus.

Han gik all-in på skuespillet, da han først fik smagen for det.

Men hvis han skulle nævne en karriere, hvis han ikke havde indtaget de skrå brædder i sin tid, så har han nok blevet restauratør.

“Jeg ville gerne drive en lille restaurant med god mad. En restaurant med fokus på gode råvarer og det sociale samvær - der findes ikke noget bedre end at servere god mad for venner og hygge over vin med anekdoter.”

ANNONCE
Foto: Sille Serup - Interview med Dejan Cukic: Mange tror, at skuespil er noget, der bare ligger lige til højrebenet for os Foto: Sille Serup

Teater i et digitalt samfund

Når vi lever i et moderne samfund, hvor man nærmest kan konsumere og opleve underholdning på hvert gadehjørne eller med et enkelt swipe på din telefon - har teateret så stadig en plads i samfundet og er det noget, som folk stadigvæk vender tilbage til?

For Dejan er svaret et klart og rungende ja.

“Teater har en fantastisk plads i vores samfund trods den digitale tidsalder. Teateret er den platform, hvor man går ind i en verden og får direkte kontakt mellem skuespiller og publikum."

For ham er den digitale tidsalder meget præget af envejskommunikation, hvor man i teateret oplever meget mere nærkontakt og man bliver ramt fysisk.

“Jeg er overbevist om, at du får en større kontakt med skuespiller og historien, når du kan se, mærke og røre ved forestillingen. Jeg har selv været i teatret, hvor jeg fuldstændig forsvinder ind i verdenen. Den oplever jeg ikke så tit, når jeg ser film eller tv.”

Hvor man i en tid med sociale medier har mulighed for at svine til, kommenterer på aktuelle situationer i tide og utide, så ser Dejan gerne, at teateret i stedet vender tilbage til sin storhedstid, hvor man i gamle dage også brugte teaterstykker på at ytre sig om samfundsmæssige problematikker.

“Teateret giver mulighed for at give en dybere kommentar på samfundsaktuelle problematikker - på den platform kan man være mere filosoferende og få folk til at tænke mere over tingene på en rigtig måde og i den rette kontekst.”

For ham er Den Store Premiere også en del af Dejans bidrag til teateret i håb om, at serien måske kan vække mere glæde omkring mediet.

Når Corona igen åbner for sin jerngreb, så skal Dejan videre med en række projekter.

Og selvom tanken om en karriere på international basis er spændende og byder på et hav af flere muligheder, så er det for Dejan noget, der skal passe ind med, hvor han er i livet lige nu.

Han vil ikke bare smide, hvad han har i hænderne for at dyrke sit navn i udlandet og være berømt.

Han er en familiefar med stort 'F' til 3 børn, hvoraf de to på 6 og 8 år stadigvæk er hjemmeboende.

“Da jeg indspillede serien Borgia, var jeg væk mere eller mindre 6-8 måneder om året i 4 år. Det er lang tid at være væk fra familien.”

For ham har det altid været fedt at komme til udlandet og møde andre mennesker. Og når man som Dejan har været i branchen i så mange år, så har man været hele vejen rundt i det danske regi.

Men når man som ‘lille’ dansker står over for muligheden for at komme med på eksempelvis en stor Hollywood-produktion - siger man så bare ja?

Dejan vurderer altid sine roller efter, hvorvidt han evner at leve sig ind i den. Han har sagt nej til mange ting.

Det har vist sig, at hvis han står og skal vælge mellem et godt filmtilbud i Danmark og udlandet? Så har det danske projekt i hans erfaring været mere givende og budt på flere udfordringer.

Fremtiden byder på en masse projekter for Dejan, som han på nuværende tidspunkt ikke kan fortælle nærmere om - han kan dog fortælle, at han har gang i noget med en instruktør i Sverige, som tidligere har arbejdet sammen med.

Det virker heller ikke til, at vi helt kan afskrive at skulle se Dejan bag kameraet ude i fremtiden, da han har fået blod på tanden på diverse småprojekter og reklamefilm - og alt den tid på hotelværelser med kreative skriverier i Corona-tiden? Det bliver jo hurtigt til noget stort!

Vi siger tak for din tid og glæder os til at se Den Store Premiere på DR d. 23. marts!

ANNONCE
Del

Seneste nyt