Connery

Interview med 'De Danske Hyrder', som netop har udgivet deres nye album 'DDH'

Man kan ikke hygge sig uden at drikke!

De Danske Hyrder er ude med et nyt album, og eftersom jeg har hørt det på repeat, siden det udkom, synes jeg ikke, I skal snydes. Hvis I ikke kender til De Danske Hyrder, så kan jeg fortælle, at det er en rap-gruppe bestående af intet mindre end 7 rappere. Drengene har netop fejret 3 års jubilæum i deres musikalske kollektiv og ingen længe runder de 15 millioner streams. Albummet, som har fået navnet DDH, er et vaskeægte drengerøvs-album, som handler om fællesskab, egne erfaringer og en hel masse drukture. 

Jeg har taget en snak med drengene om både sangskrivning, gruppedynamik og inspiration, så du kan lære dem lidt bedre at kende her. Og så giv lige albummet et lyt - det egner sig både til, hvis tiden skal slås ihjel under en togtur, eller hvis der skal drikkes øl, skulle jeg hilse at sige. 

ANNONCE

Hvis I skulle beskrive jeres nye album med tre ord, hvilke skulle det så være?

Hits, Hits, Hits! 

Nu må I gerne bruge lidt flere; hvad handler jeres nye album om?

Det handler i bund og grund om kærligheden, vi har til hinanden, til musikken og det gode humør. Vi graver dog også lidt ned i nogle dybere lag og viser nye sider af os selv. Vi er blevet et par år ældre, siden vi lavede sidste plade. Men altså, udgangspunktet er det samme, som det altid har været. Specielt i en tid som denne er sammenhold og godt humør vigtigt!

Hvor får I inspiration fra?

Inspirationen fra vores tekster kommer fra vores eget liv. Oplevelser, tilstande og erfaringer. Når man har så tæt et sammenhold, som vi har, og har haft det i så lang tid, som vi har haft det, så er der nok at hive fat i! Musikalsk forsøger vi altid at undgå at lave musik, der lyder som alt andet herhjemme. Vi har vores egen lyd, og det er vi stolte af. I udlandet er der naturligvis en bølge af musikere såsom Chance the Rapper, Anderson.Paak osv, der har en dejlig musikalsk tilgang til produktioner og arrangementer, og det er da klart inspirerende, men vi forsøger ikke at imitere nogen.

Nu er I jo en ret stor gruppe - er alle inde over, når der bliver skrevet sange?

Det er meget forskelligt! Nu er vi 7 rappere, så det er sjældent, at der er plads til, at alle kan have et vers hver. Til gengæld er der altid plads til, at man lige kan synge et kvæde eller noget kor i baggrunden. Nogle gange skriver vi vores egne vers hjemmeside, andre gange opstår teksterne i fællesskab i studiet. Så sidder vi og drikker og kaster idéer rundt.

Er der ofte uvenskaber, når I er en så stor flok, eller fungerer det for det meste?

Det er klart, vi ikke alle kan være enige hele tiden. Men DDH er en familie, vi kan diskutere og være uenige, men vi bliver ikke uvenner. 

Hvis I alle skulle overleve på en øde ø sammen, hvilke tre ting ville I så tage med?

Øl, smøger og 'Mer End Kærlighed' af Rasmus Seebach.

Hvor kan man høre jer spille i nærmeste fremtid?

Vi spiller release koncert på Forbrændingen d. 10. marts samt Train i Århus d. 8. april. Derudover rammer vi en del festivaller til sommer. 

Hvad er jeres håb for fremtiden?

Vores mål er at blive ved med at vokse. Lave flere klassikere og dele vanvittige oplevelser med hinanden og vores fans.

Et godt råd til læserne?

Man kan ikke hygge sig uden at drikke! 

ANNONCE
Del

Seneste nyt