Connery

Intempo KTC-01 DAB

DAB er fremtidens standard indenfor radio. Vi tester en modtager i den betalelige ende!

6 ud af 6 stjerner
Intempo Digital er et engelsk firma, som har sat sig et mål for: At levere cutting-edge teknologi i et brugervenligt og stilrent design som alle kan finde ud af at betjene.
Intempo KTC-01 DAB
De har derfor kastet sig over at producere en radio, uden kasettebånd, uden CD, uden noget ekstra.

I sig selv er der ikke noget imponerende over at producere en radio, når året er 2004, hastigt på vej mod 2005. Alligevel imponerer denne lille radio en del. Den er 25x15x8 cm stor og kan køre på 220 volt, eller ledningsfrit hvis du fodrer den med 6 C-batterier - og så er det en af de allerførste "almindelige" radioer, der er født med DAB. Mere om det lidt senere.

Det format, lyden i en radio modtages i, er afgørende for, hvor god lydkvaliteten af det vi lytter til er. Det menneskelige øre kan opfange frekvenser i området 20Hz-20.000Hz (ca.).
Desværre har det ikke altid været muligt at sende lyd gennem luften, uden at kvaliteten af lyden er blevet forringet.

I 1906 blev den første radioudsendelse sendt, og det var i formatet AM. AM har en lydkvalitet som er noget nær det du finder i en almindelig telefon. AM kan reproducere lyde i frekvensområdet 150-5.000Hz, hvor en telefon kan reproducere lyde i frekvensområdet 300-3.000Hz.

I 1939 blev den første radioudsendelse i FM en realitet. FM fungerer anderledes end AM, og har både fordele og ulemper i forhold til AM. Blandt andet rækker FM-signaler ikke nær så langt som AM-signaler. Til gengæld er lydkvaliteten suveræn i forhold til AM, idet FM kan reproducere fra 50-15.000Hz, hvilket giver et væsentligt mere detaljeret lydbillede end AM. Dog er det stadig ikke en naturtro lyd, der bliver gengivet gennem FM, da det menneskelige øres lydspektrum endnu ikke er fuldt udnyttet.

I 2002 blev multimedie-alderens radio-standard en realitet. DAB, som står for Digital Audio Broadcast, er efterfølgeren til radio-transmittering, som vi kender det idag. Hvor AM og FM er analoge signaler, er DAB dækkende for en standard, hvor lyden sendes som et digitalt signal. DAB kan i princippet benyttes til hvad som helst, da det i princippet "bare" er en trådløs datastrøm. DAB-standarden er allerede forberedt til at sende billeder, lyd, data, video, i praksis alt som vi idag kan hive ned via nettet. Benyttes DAB til at sende radio, er det i formatet PCM, som er det samme som benyttes på CD'er, og det medfører naturligvis, at kvaliteten, af den lyd du får ud af en DAB-radio, er den samme som på en CD. PCM kan håndtere et frekvensområde som langt overstiger det menneskelige øre. Normalt vil en PCM-lydstrøm benytte området 0-22.000Hz.
ANNONCE
Intempo KTC-01 DAB
Hvis vi vender tilbage til det artiklen egentlig handler om, nemlig Intempo Digital KTC-01 DAB, så sidder vi med en radio, som er virkeligt lækker i designet, supernem at betjene, har funktionalitet som en clock-radio, og så er den digital. Den har et digitalt LCD-display, som kan "dimmes", altså dæmpes, som bruges til at vise information om hvilken kanal man lytter til, hvilken sang der spilles, hvilken sang der bliver spillet om lidt, etc. Derudover har den også nogle info-funktioner, hvor man blandt andet kan se signalstyrke, mv. Indstillingen af kanaler fungerer automatisk første gang man tænder den, og kanalerne bliver gemt i alfabetisk rækkefølge ud fra kanalnavnet.

Manualen er "overkill", selvom den kun er på ca. 10 sider - for man har ikke brug for den. Jeg ville kunne sætte min farmor til at betjene denne radio, uden manual.

Ud over at radioen har DAB, så kan den selvfølgelig også fungere som almindelig radio (FM), hvor den har digital tuner, som virkelig er af høj kvalitet. Ingen knas, ingen støj, men virkelig lækker lyd, som man normalt ikke kan forvente at finde i en radio i denne klasse.

Lydkvaliteten er generelt fantastisk, det er en fornøjelse at lytte til denne radio, specielt når man lytter til DAB-kanaler, som for eksempel DR Boogie, eller DR Jazz.
ANNONCE
Intempo KTC-01 DAB
Højttalerne i radioen er på 2 watt RMS, hvilket selvsagt ikke er specielt meget. Men det er højttalere af høj kvalitet, som producerer en flot, ren lyd, og så har producenten ikke "løjet" om effekten på højttalerne, hvilket jeg betragter som en god "seriøsitets-indikator", når man ser på hvor mange low-price producenter, der sælger bittesmå computerhøjttalere på 3000W.

Af tilslutningsmuligheder finder vi tilkobling af hovedtelefoner, som i praksis også kan anvendes som line-out til for eksempel et større stueanlæg.

Jeg tilsluttede radioen til mit stueanlæg, og sammenlignede lyden med en CD. Det var ikke muligt at høre forskel; lyden var så krystalklar, som man kun kunne håbe på!

Alt i alt et meget imponerende produkt i så simpel en indpakning. DAB er fremtidens måde at lytte til radio på, og Intempo Digital har virkelig gjort deres for at bringe "det nye medie" ud til kunderne. Det eneste jeg kunne savne på denne radio er en feature, som en radio vi tidligere har testet, nemlig Tivoli Audio Henry Kloss Model One, som har indbygget genopladeligt batteri, som automatisk lader op når radioen sidder i stikkontakten. Men det er en luksusting, og ikke noget man i praksis benytter særligt ofte, så hellere holde prisen de par hundrede kroner længere nede.

Denne radio får 5 ud af 5 poter, fordi den er nøjagtigt, hvad den giver sig ud for at være, og man er ikke i tvivl om at det er et kvalitetsprodukt, hvadenten det kommer til design, elektronikken eller brugervenligheden! Thumbs up for at pakke DAB så pænt ind!

Intempo Digital KTC-01 fås i tre forskellige farver og koster i omegnen af 1600kr.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce