Film
Instruktør bag Logan kritiserer MCU’s multivers: Det ødelægger historiefortællingen
Logan-instruktør har ikke mange kærlige ord til Multiverset.
James Mangold kom på banen med Hugh Jackman 'swan song' tilbage i 2017 – Wolverine-karakterens mesterværk, så at sige – som for alvor lukkede døren for at få Hugh Jackman tilbage som Wolverine.
Troede vi – indtil Ryan Reynolds fik charmet sig ind på Jackman og skabte Deadpool & Wolverine og leverede det team-up, alle ønskede at se.
Men James Mangold er ikke ligefrem begejstret for det. Ikke at han direkte har svinet Deadpool & Wolverine eller Jackmans beslutning til – han giver bare ikke en fuck for multiverset.
Vi var da også en del fans, der undrede sig over, hvordan man kan bringe Jackman tilbage i Wolverine-klunset, når nu vi fik så rørende og voldsom en afsked med legenden i 2017.
Men med lidt multivers-ballade, Reynolds krøllede hjerne og Shawn Levys sans for cameos og easter eggs blev det årets sommerfilm.
Men i et interview med Rolling Stone lægger Mangold ikke fingre i mellem – dilemmaet kom på banen, da han under interviewet blev spurgt, i denne tid med multiverser, om Johnny Cash og Bob Dylan nogensinde kunne mødes på én af hans film (Mangold har instrueret både Walk the Line og den kommende A Complete Unknown).
Han svarer først køligt: "Jeg laver ikke multiverser."
Og uddyber:
"Det er underligt for mig at opleve, når jeg er vant til at arbejde i en verden af IP-underholdning – for jeg kan virkelig ikke fordrage multivers-strukturen. Det er den gode historiefortællings ærkefjende. Man dræber simpelthen fortællingen. Folk begynder at gå mere op i, hvordan delelementer kan passe ind i sammenhængen, istedet for at fokusere på historien".
Hvortil han understreger:
"For mit vedkommende søger jeg altid målet; 'hvad er det, som gør filmen og karaktererne til noget særligt?", det handler ikke om at få folk til at referere til andre film eller se et skjult easter egg, som skal stimulere deres intelligens – det skal stimulere på det emotionelle niveau."
Hvad siger folket – har manden ret?