Inherent Vice [Anmeldelse]
Instruktøren bag Boogie Nights og The Master er tilbage med en ny skæv komedie.
Inherent Vice - Trailer
"Ehh, What’s Up, Doc?"
Året er 1970. Larry "Doc" Sportello (Joaquin Phoenix) bor ved stranden i L.A. og er en beskidt, potafhængig hippie, der af og til arbejder som privatdetektiv. En dag får han en finurlig sag af sin ekskæreste Shasta Fay Hepworth (Katherine Waterston). Hun har nemlig fået nys om at hendes nye elsker Michael Z. Wolfmann (Eric Roberts), en velhavende bygherre, vil blive kidnappet og sendt på galeanstalt af hans kone Sloane Wolfmann (Serena Scott Thomas) og hendes elsker. ”Doc” går straks i gang med den indviklede sag, der fører ham omkring både nazister, opskue sekter, forførende kvinder og heroinsmuglende tandlæger og medfører to nye sager, der på mystisk vis flettes sammen med den første og før ”Doc” ved af det, er både Shasta og Wolfmann sporløst forsvundet.
One Toke Over the Line
Godt omtåget af hash og til tider lattergas, mister ”Doc” hurtigt tråden og må have hjælp af sin advokat Sauncho Smilax (Benicio del Toro), der dog ikke er kriminaladvokat og derfor ikke er til megen hjælp, når det kommer til stykket. Det er L.A.P.D. og den opblæste kriminalassistent Christian F. "Bigfoot" Bjornsen (Josh Brolin) bestemt heller ikke. ”Doc” må derfor på egen hånd bruge alt sin snilde og en smugle mindre hash, hvis han skal knække sagen og finde Shasta og Wolfmann igen.
Incoherent Vice
Det er alt sammen meget sjovt, skørt og ikke mindst syret, men desværre går det denne gang ikke rigtigt op i en højere enhed for instruktøren Paul Thomas Anderson, der tidligere har stået bag mesterværker som Boogie Nights, Magnolia og There Will Be Blood. Historien i Inherent Vice er forvirrende, frustrerende og nærmest for kompakt, fordi der hele tiden kommer nye facts og karakterer at forholde sig til, så det hele ender desværre med at blive underligt uvedkommende og udmattende.
There Will Be Pot
Man kan ikke undgå at sammenligne Inherent Vice en smule med Coen brødrenes The Big Lebowski. Begge har et pothoved i hovedrollen, begge omhandler en kidnapning og begge har skæve karakterer og sort humor som deres drivkraft. ”Doc” mangler dog imidlertid den charme og sympati som ”The Dude” i skikkelse af Jeff Bridges har. Joaquin Phoenix spiller ganske vidst godt, men hans karakter er simpelthen for monoton og muligvis en smule for underspillet til denne type skæve komedie.
Drengerøvsfaktor og teknisk info:
Drengerøvsfaktor: 70%
Teknisk information:
Original titel: Inherent Vice
Land: USA, 2014
Instruktør: Paul Thomas Anderson
Medv.: Joaquin Phoenix, Josh Brolin, Owen Wilson, Eric Roberts, Benicio Del Toro, Katherine Waterston, Martin Short og Jena Malone og Maya Rudolph
Genre: Komedie/Krimi/Drama/Surf-noir
Billedformat: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital/DTS/SDDS
Spilletid: 148 min
Dansk bio premiere: 12. februar 2015
Distributør: Warner Bros. Pictures