Connery

Hvor vigtigt er protein lige efter træning?

Og skal det være en proteinshake, kylling eller noget helt tredje?

Hvis du træner meget, har du sikkert hørt, at protein lige efter træning er vigtigt.

Måske du endda er stødt på denne information, selvom du aldrig har sat benene i et træningscenter. Protein er nemlig blevet ekstremt populært og sommetider nærmest synonymt med sundt. Chokoladebarer med de samme ingredienser, der tidligere kategoriserede dem som slik, bliver pludselig relevante i trænings øjemed, når de bliver tilsat protein, og proteinshakes er nærmest obligatoriske efter træning. 

Men hvor vigtigt er det egentlig at få protein lige efter træning? Og er det lige meget, om det er i form af shakes, kylling eller grønne bønner?

via GIPHY

ANNONCE

Først og fremmest er der tre ting, der er vigtige at have på plads. 

Undersøgelser viser, at post workout indtagelse af whey protein hjælper til bedre restitution efter hårde træningspas. Og det er selvfølgelig en god ting. 

Undersøgelser viser også, at en post workout proteinshake er mere gavnlig, hvis du ikke har spist et par timer før dit træningspas. Og det giver selvfølgelig også god mening.

Sidst men ikke mindst viser undersøgelser, at der ikke er nogen reel forskel på muskel-proteinsyntese, når man drikker en proteinshake 30 minutter efter en træning sammenlignet med 6 timer efter en træning, så længe vedkommende har spist ca. to timer før træningspasset. 

Og hvad betyder det så?

Kort fortalt: Du behøver ikke indtage protein lige efter din træning.

Og du behøver ikke bruge penge på dyrt proteinpulver. Hvis du føler, det gør noget godt for dig, så skal du selvfølgelig bare blive ved med det, men der er ingen grund til at vælte folk omkuld i din hast til omklædningsrummet, fordi du skal nå at få din shake i dit anabolske vindue.

Men hvis du ikke skal tylle proteinshakes og spise riskiks lige efter træning, hvad skal du så?

Hvis du planlægger det således, at du spiser en form for måltid før et træningspas, så kan du for det meste godt regne med, at du har protein i kroppen, som din krop fortsat vil nedbryde efter træning. Det betyder, at du sagtens kan vente med dit postworkout-måltid til et tidspunkt, der passer dig. 

Træner du derimod tidligt om morgenen inden morgenmad, så er det en god idé at få noget protein indenbords hurtigst muligt efter endt træning. 

Så når alt kommer til alt, er det vigtigste i forhold til protein efter træning at have in mente, hvornår du spiste dit sidste måltid. Og derfor er det også logisk nok, hvis du ser, at folk, der træner tidligt om morgenen, skyller ned med en proteinshake. Det betyder dog ikke, at du også nødvendigvis skal gøre det, hvis du træner om eftermiddagen umiddelbart efter frokost og ikke længe til aftensmad.

Så næste gang du hører nogen, der panisk taler om det anabolske vindue, så husk lige på, at det drejer sig om det overordnede proteinindtag - ikke kun det, du indtager 30 minutter efter træning. 

via GIPHY

ANNONCE

[Reference Aragon, A. A., & Schoenfeld, B. J. (2013). Nutrient timing revisited: is there a post-exercise anabolic window? Journal of the International Society of Sports Nutrition10(1), 5. doi:10.1186/1550-2783-10-5]

Del
Om forfatteren
Connery.dk Connery.dk

Følg på:
Facebook
Instagram
Twitter

Har du et tip om en god historie, eller vil du have muligheden for at blive model for Connery? Send os en mail på redaktionen@connery.dk

Vil du blogge hos os?

Seneste nyt