Connery

Hvor meget må man tale om sin ekskæreste?

"Hvis forholdet endte, fordi du fandt din bedste ven nede mellem benene på din daværende kæreste, så forstår jeg godt, du ikke har lyst til at tale om din ekskæreste"

Forestil dig følgende scenarie: Du har datet en dejlig kvinde i et stykke tid. Det hele går godt, og I er efterhånden ved at lære hinanden godt at kende. Du føler dig afslappet, og på et tidspunkt, da I sidder hjemme i hendes sofa med et glas rødvin og skal til at se en film, viser hun dig en kjole, som hun har købt på sin shoppetur i dag. Du ved, at du skal sige mere end mmh, hvis hun skal tro på, du rent faktisk er interesseret, så for at vise, at du virkelig har set, hvad hun viser dig, siger du ej, sådan en havde min ekskæreste også, og før du ved af det, er rødvinen endt i dit ansigt, døren ind til soveværelset er smækket, og hvad der skulle have været en hyggelig aften er endt i ramaskrig

Altsammen fordi du nævnte ordet ekskæreste.

Okay okay, ovenstående er (forhåbentlig) sat lidt på spidsen, men alligevel lader det til, at der findes en generel konsensus om, at vi ikke taler om ekskærester. Medmindre vi sviner dem til, selvfølgelig, ellers skal de helst ikke nævnes.

Men kan det virkelig passe?

Der kan være mange forskellige grunde til, man vælger at ende et parforhold, og grunden er selvfølgelig en medvirkende faktor ift., hvordan man efterfølgende har det med sin ekskæreste. Men hvis forholdet sluttede på en måde, hvor begge parter var enige, er det så virkelig nødvendigt efterfølgende at lade som om overfor sin nye kæreste, at ekskæresten ikke findes?

Bare fordi man engang har set hinanden nøgne?

What not to do 

Hvis forholdet endte, fordi du fandt din bedste ven nede mellem benene på din daværende kæreste, så forstår jeg godt, du ikke har lyst til at tale om din ekskæreste. Hvis forholdet endte, fordi hun knuste dit hjerte, og du i to år tiggede hende om at komme tilbage, før du nogenlunde kom over bruddet, så forstår jeg også godt, at din nye kæreste ikke har lyst til at høre om hende. Men hvis nu I bare gik fra hinanden, fordi der ikke længere var de store følelser, hvorfor er det så så forfærdeligt at tale om hende? Ville man også blot gå forbi hende, hvis man så hende på gaden?

Jeg tror, det hele bunder i, at der findes en måde, hvorpå man taler om sin ekskæreste, og en måde hvorpå man ikke gør. Der er selvfølgelig ingen, der ønsker, at ens kæreste stadig er forelsket i sin eks, men på samme måde er det heller ikke fedt at høre om, hvor stor en kælling hun var – selvom de trods alt er negative, så tyder det på, der stadig er følelser i klemme. 

Du skal ikke fortælle om din ekskærestes favoritstilling, den romantiske aften du overraskede hende med, eller hvor svært det var for dig at komme over hende. Derimod kan jeg ikke se, der er noget galt med at nævne hende. Selvfølgelig kun hvor det findes relevant.

Og hvornår gør det så det?

Det kommer an på, hvor stor en del din ekskæreste har været i dit liv. Har du været sammen med vedkommende i flere år, boet sammen og rejst sammen, så er der selvsikkert mange historier, der på en eller anden måde inkluderer din ekskæreste. Og det betyder altså ikke, at vi så aldrig må tale om de historier. Det betyder bare, det skal gøres på en måde, hvorpå din nye kæreste ikke føler sig truet på nogen måde. Den grænse kan være svær at finde, og netop derfor er den så vigtig.

Tak til ekskærester

Det gælder selvfølgelig begge veje. Jeg vil have lov at fortælle en historie, hvor en ekskærestes navn nævnes, fordi han er en del af den historie, og det vil forholdet til en ny kæreste ikke ændre på. Det betyder ikke, at man længes eller drømmer sig tilbage til den tid, men blot at man anerkender, at man har en fortid med et andet menneske. En fortid, som ikke slettes, bare fordi man kommer i et nyt forhold.

På samme måde ønsker jeg heller ikke, at en kæreste ikke tør omtale sin ekskæreste for mig. I stedet vil jeg i mit stille sind takke hende, når han fortæller, hvordan den sure mokke altid skældte ham ud over beskidte strømper på stuegulvet, så det nu er blevet en indgroet vane for ham at rydde dem op.

Så er jeg fri for at være hende den sure.

Lige indtil han siger noget forkert om hende.

Selvfølgelig.

via GIPHY

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce