Hvad ser rumvæsner, hvis de opdager os først? Spoiler: Det er ikke kønt

Forestil dig dette: Et hold nysgerrige rumvæsner sidder i deres intergalaktiske observationsrum, kigger mod Jorden og forsøger at vurdere, om der bor noget intelligent her.

Efter et par sekunder kigger de på hinanden og siger: “Øh… hvad er det, vi egentlig ser her?”

For ifølge nye forskningsresultater fra SETI (Search for Extraterrestrial Intelligence) er vi mennesker måske ikke helt så svære at finde i det store kosmiske vakuum, som vi tror.

Vores planet sprøjter simpelthen signaler ud i universet som en overivrig teenager på sociale medier – men om det gør os imponerende eller bare larmende, er en anden sag.

En planet, der skinner… af smog og radiosignaler

Forskerne fra SETI har nemlig vendt blikket mod os selv og stillet spørgsmålet:

Hvis der fandtes en jordlignende planet et sted derude, hvordan ville dens indbyggere opdage os?

Svaret er simpelt: Gennem vores kaotiske teknologiske signaturer.

Vi taler radio- og tv-bølger, lysforurening, satellitter, industrielle udledninger af NO₂ og måske endda nogle afslørende TikTok-trends, der burde have været stoppet ved grænsen til atmosfæren.

Faktisk konkluderer forskerne, at en civiliseret fremmed race med en nogenlunde avanceret teknologi ville kunne se os på lang afstand – primært fordi vi konstant larmer.

Tænk på Jorden som naboen, der holder fest hver weekend uden at invitere nogen.

Radioforurening? Tjek. Lyskæder? Tjek. Klimaforandringer? Også tjek

Forskerne fandt ud af, at det stærkeste “tegn på liv” fra Jorden er de massive radioudsendelser, vi har sendt ud gennem tiden.

Gamle tv-signaler, radioshows og uendelige genudsendelser af Friends har allerede rejst tusindvis af lysår ud i rummet.

Men det er ikke det eneste. Hvis et rumvæsen kiggede på os gennem et avanceret teleskop, ville det måske først tro, at vi var en sol, fordi vores storbyer lyser op som en skriggul refleksvest på en mørk landevej.

Og hvis de har en god næse (eller hvad end rumvæsner bruger til at opfange kemiske forbindelser), vil de også bemærke vores industrielle fingeraftryk.

Store mængder af NO₂ – en gas, der hovedsageligt produceres af vores biler, fabrikker og andre vidunderlige menneskelige opfindelser – ville være en død giveaway på, at vi har en civilisation, der brænder fossile brændstoffer hurtigere, end vi kan stave til “bæredygtighed”.

Hvis der virkelig sidder en intergalaktisk forsker et sted og studerer Jorden, kan vi kun håbe, at de ser os som interessante og ikke bare som en støjende, selvdestruktiv realityserie.

“De har både avancerede teknologier og massiv forurening? Hmm, måske venter vi lige et par tusind år, før vi siger hej,” kunne deres konklusion meget vel være.

Eller også tænker de: “Vent, de har internetdebatter og realityshows? Sluk teleskopet, vi har set nok.”