Hummer EV e-bike
Her er Hummer-taket på en elcykel
Hvis du troede at GMC var færdige og ovre med deres benzinslugende 'murica-brand Hummer, tog du fejl.
Over de seneste par år er mærket, der engang stod for vilde militære firehjulstrækkere svinget i retning mod en mere elektrificeret fremtid - og elbilen Hummer EV er allerede på markedet i USA.
Nu har den fået en elcykel der matcher konceptet.
Hummer EV e-bike er bygget på licens af amerikanske Recon Power Bikes - den største leverandør af elcykler til amerikanske politikredse.
Cyklen er en halvtung e-mtb, med to 750 Watt motorer og et 48 volt-batterisystem (LG-produceret) med enten 17 eller 21 ampere-timers kapacitet.
Cyklen kan levere en tophastighed på op til 45 km/t med et trækmoment på op til 80 Nm.
Cyklen finder umiddelbart ikke vej til Danmark - men hvis du er interesseret, kan vi fortælle at de lanceres i december 2022 til en vejledende salgspris på 3999 dollars - eller godt 30.000 danske kroner.