Connery

Huawei Mate 20 Pro [Test] - Er det årets Android?

Vi har testet Huaweis bæst af en smartphone

6 ud af 6 stjerner

Huawei er som brand og teknologi-virksomhed en så vanvittig historie at følge.

Der er sket vanvittigt meget, siden de entrerede det danske marked for blot et par år siden, og det er til at tage og føle på. Sidste års Huawei Mate 10 Pro var en fabelagtig smartphone. Det blev oppet endnu mere i slutningen af foråret med Huawei P20 Pro - og nu står vi her så med den nye Huawei Mate 20 Pro. Og på papiret bliver det bare vildere og vildere, jovist - man forventer en gradvis forbedring. Det bliver der selvfølgelig leveret - and then some. 

ANNONCE
Huawei Mate 20 Pro [Test] - Er det årets Android?

Jeg har nu haft mulighed for at teste Huawei Mate 20 Pro i en måneds tid - det gør, at jeg er lidt senere ude med mit review end de hurtigere danske tech-sider. Til gengæld har jeg haft mulighed for at bruge smartphonen som min daglige driver i en længere periode, og det betyder, at jeg har fanget et par småting, som mange måske ikke nåede til. Men mere herom senere. 

Først skal vi have telefonen i hovedlinjer: 

Design

Huawei Mate 20 Pro, byder på det ypperste, som Huawei pt kan præstere. Allerede ved første øjekast, udskiller telefonen sig på designet, fra resten af markedet. (Det er en god ting, hvis man har fået nok af generiske flagskibe. Resten af Kinas fabrikanter: Jeg kigger på jer.)

Det kommer til udtryk i den store formfaktor hvor den 6.39" store skærm har en vanvittig overflade på 86.90% - små 3 procent mere end iPhone Xs Max.

Det kommer til udtryk i den let buede skærm, der kurver let - og mødes med bagsiden der har en modsatgående kurve - noget der giver en ganske smal side, som i sidste ende gør den forholdsvist store smartphone lettere at holde i en hånd. 

Og ikke mindst, så kommer det til udtryk i bagsiden, der har koblet tre kameralinser og en flash i et kvadratisk rammestykke på midten - det ser atypisk ud, men det pleaser min symmetri-kærlighed. OG så er der selvfølgelig farvevarianten Twilight, der fader mellem sort, lilla og blå. Ren lir. 

Ja. Den har et notch. Man kan gemme det, hvis man lyster - eller lade noobs tro det er en ny iPhone, hvis man er ligeglad. Indtil vi får front-kameraet gemt under displayet, er notchet kommet for at blive. 

ANNONCE
Huawei Mate 20 Pro [Test] - Er det årets Android?

Indmad, motor, hardware - hvad du lyster at kalde det

Chipset

Huawei har, som en af de få, deres eget chipset, der modsat mange andre Android-telefoner ikke hedder Qualcomm, men derimod Kirin. Kirin 980 finder sit første brug i denne smartphone. Chipsettet er baseret på ARM-teknologi af Cortex-A76 typen - fire cores med 2.6 GHz, sammen med fire Cortex-A55 op til 1.8 GHz. Dermed er Huawei første Android-brand til at benytte sig af den nye 7 nm processor-teknologi, der på mobilmarkedet ellers kun benyttes af Apple i den nye Xs-serie. 

Dertil kommer en Mali G76 grafikprocessor og to dedikerede AI-processorer og op til 8GB RAM. (Så vidt jeg kan se, er det kun 6GB RAM versionen der forhandles i DK)

Det nye chipset er ifølge Huawei både kraftigere op til 40% mere energieffektivt end forgængeren Kirin 970 der benyttes i P20-serien. 

Tried and testet: Jeg kan ikke få Mate 20 Pro til at få åndenød i en eneste applikation. 

Overlegent batteri og ladeegenskaber

Batterikapaciteten er bøffet op til hele 4200 mAh, og giver et strømforbrug på godt og vel 2 dage ved normalt brug. Samtidig har man videreudviklet på super-charger-teknologien, og telefonen kan via USB-C oplades med en 40 Watt adapter - og voila: Mate 20 Pro kan oplades til 70% ved blot 30 minutters opladning. 

Huawei har endelig indført trådløs opladning - og er altså nu med på dette beat sammen med flagskibsmodellerne fra Samsung og Apple. Men der er mere: Fordi telefonen har så stort et batteri, har Huawei muliggjort, at den kan benyttes som trådløs - eller kablet powerbank til andre smartphones og enheder. Det er mere en gimmick - men det er sjovt at kunne tilbyde strøm til iPhone X-makkerne. 

Lækker skærm

Det 6.39" store display, lyder måske som lidt af en mundfuld. Tomme-angivelsen snyder en lille smule, for Huawei har nemlig valgt at gå med en smallere skærm, der giver et widescreen format på 19.5:9 - grunden til dette format skal findes i muligheden for at minimere mobilens ramme i top og bund, og formatet forventes at vinde frem på endnu flere smartphones i løbet af 2019. 

Her får du selvfølgelig et OLED-display med HDR10+-understøttelse og en opløsning på 3220x1440 pixels. Det er mildest sagt super flot, og måske endda lidt overvældende - indtil man har været inde i indstillinger og sætte farveprofilen over på true-color sRGB - der lige giver fotos og video lidt mere realitet. 

ANNONCE
Huawei Mate 20 Pro [Test] - Er det årets Android?

Sikkerhed

Hvor f* er fingeraftryksscanneren? Den er ikke glemt, men derimod har Huawei præsenteret den første smartphone på det danske marked, med scanner indbygget under skærmen. (OnePlus har lige fulgt trop). Teknologien er lige en anelse langsommere end de tidligere fysiske scannere - men så heller ikke mere, og det er et lækkert kompromis, der fjerner unødvendige skønheder og knapper fra resten af telefonen. 

Mate 20 Pro har også Face Unlock. Det er til gengæld ekstremt hurtigt - og modsat tidligere versioner af denne type teknologi, har det ikke lykkedes mig at snyde det med et foto. Og det er vigtigt. 

Lyden.. 

Der er sådan set ganske god lyd i Mate 20 Pro - og en ganske imponerende stereo-effekt, når man benytter den i vertikal tilstand. 

Men her kommer min første anke ved denne smartphone. Og du kan nok mærke, at jeg har været nødt til at grave dybt efter den. Men den er der: Fordi højttaleren i bunden benytter USB-C indgangen som lydport til at forstærke oplevelsen, så bliver lyden nedsat en del, når man sætter et kabel i hullet. 

Det er måske ikke et decideret problem for særligt mange, men fordi JEG er den vildeste person i verden til at overhøre alarmer, når jeg sover - har jeg fundet ud af, at en tildækket USB-C port gør forskellen mellem, om jeg vågner af alarmen første gang - eller efter 3-4 snoozes. (Indsæt selv fortvivlet millenial-emoji). 

ANNONCE
Huawei Mate 20 Pro [Test] - Er det årets Android?

Kamera

Kameraet er for mange smartphone-producenter et af de helt store konkurrence-parametre. Der kæmpes på de små marginaler, og på smag og stil - og måske knapt så meget på megapixel, efterhånden. 

Det er det selvfølgelig også for Huawei, der igennem de sidste 3 år har haft et spændende parløb med kamera-producenten Leica. 

Huawei P20 Pro blev rost til skyerne for dets kamera(er), og placerer sig på en solid førsteplads i DxOMark Mobile. Vi har stadig efterjusterbart dybdefokus - bokeh, laserfokus og lynhurtige AI-indstillinger. 

Huawei Mate 20 Pro, gør lidt af det samme, og alligevel anderledes. Den helt store forskel er noget der gør kameraet langt mere versatilt end de øvrige på markedet - og glem alt om fesne slowmotion-features og AR-tech. 

Vi har endnu en gang et hovedkamera, der som P20 Pro byder på 3 kameralinser. Forskellen beror på, at monokrom-linsen er blevet udskiftet med en ekstra farvelinse, og at tredje linse har endnu bedre vidvinkel. 

Altså har Mate 20 Pro en 40MP + 20MP + 8MP, med tre blænder f/1.8, f2.2 og f2.4. 

Dette skift giver et laaaangt mere versatilt kamera. Og det kommer til særdeleshed til udtryk på vidt forskellige måder:

For det første er makro-funktionen fuldstændig imponerende: Når du går ultra-tæt på et objekt - ned til 2.5 cm - skifter kameraet til makro-indstilling, og giver mulighed for et, for en smartphone, uvirkeligt detaljeret skud. 

I den modsatte ende har vi vidvinkel-funktionen, der gør det muligt at zoome ud til 0.6 x zoom.

Og hvis du tænker, at det lyder som noget pjat, så vil jeg gerne fortælle hvorfor det ikke er: Hvor tit har du stået på et sted, hvor du gerne ville skyde et billede af noget - der af en eller anden grund ser meget større ud gennem dit mobilkamera? Som eksempelvis kun muligheden for halvdelen af Eiffel-tårnet, så du er nødt til at løbe 100 meter længere væk? Det sker ofte for mig. Ikke lige Eiffeltårnet, men generelt, at jeg er for tæt på det, som jeg gerne vil skyde det fulde billede af. Med vidvinkel-zoomet er det muligt og totalt ubesværet, og DET er genialt. 

Et mobilkamera handler om, let og ubesværet, hurtigt at give brugeren mulighed for at skyde et OK billede på farten. Og den mission løser Huawei Mate 20 Pro til topkarakter. Med pil op. 

Tjek et par af mine makroskud herunder (Nattebilleder og ultrawide i galleriet)

ANNONCE
Makro - Huawei Mate 20 Pro [Test] - Er det årets Android? Makro
Makro af notesblok og kuglepenspids - Huawei Mate 20 Pro [Test] - Er det årets Android? Makro af notesblok og kuglepenspids
Makro af kvadrat designstekstil - Huawei Mate 20 Pro [Test] - Er det årets Android? Makro af kvadrat designstekstil
Makro af 5'er - Huawei Mate 20 Pro [Test] - Er det årets Android? Makro af 5'er
Huawei Mate 20 Pro [Test] - Er det årets Android?

Honorable Mentions


Huuurtigt WiFi

Huaweis store pengetank, der giver dem uanede muligheder for udvikling af vilde smartphones, som denne, kommer fra deres forretning med WiFi og trådløst internet. Huawei er markedsledende på den nye 5G-standard. Derfor er Mate 20 Pro også udstyret med noget af det ypperste indenfor antenneteknologi. Mate 20 Pro understøtter eksisterende standarder og 4.5 + 5G. 

Telefonens WiFi kan ved optimale forhold downloade med 1733 Mbps i sekundet. Det er over 50% hurtigere end de i skrivende stund bedste modeller fra Samsung og Apple. Verdens hurtigste siger de selv. Og det gøre det muligt at downloade en HD-film på 10 sekunder. Ikke at 10 sekunder fra eller til gør det store i den optik. 

Dual-band GPS

Mate 20 Pro trækker både signal fra L1 og L5 satellit-systemerne, og det betyder at telefonen blandt andet holder GPS-signalet, når jeg kører under Limfjordsbroen, på vej til kontoret i Jylland. Det betyder ikke det store i det daglige, men det er fedt. 

Det løse

Jackstikket er stadig dødt. Til gengæld er der mulighed for Dual-SIM og op til 256GB udvidelse via Nano Memory-kort. 

ANNONCE

Dommen

Der er ingen grund til at kredse alt for meget om den varme grød. Det er jo jul lige om lidt. 

Huawei Mate 20 Pro er hands down den bedste Android på markedet i skrivende stund. Det koster selvfølgelig penge. Men det er også, virkeligt godt. Huawei Mate 20 Pro koster, med 6GB RAM og 128 GB lagerplads, 7.499 kroner. Det er mange penge, men stadig 2.200 kroner billigere end den billigste version af iPhone Xs Max med 64 GB lager. Go figure. 

Hvis jeg skulle bedømme Huawei Mate 20 Pro på en 100-points skala, ville jeg trække tre-fire point fra på grund af højttalerporten i USB-C hullet, men det er også det. Men vores skala går fra 1-6 på en skala uden procenter. Og derfor: Topkarakter til Huawei Mate 20 Pro. De har gjort det igen. 

ANNONCE
Huawei Mate 20 Pro
  • Display: 6.39'' AMOLED, 2K+ 3120*1440 pixels, 538 PPI
  • Chipset: Kirin 980
  • Processor: Octa-core 2*2.6GHz+2*1.92GHz+4*1.8GHz
  • RAM: 6GB
  • Lager: 128 GB + Nano-SD udvidelsesmulighed
  • Front Kamera: 24MP, F2.0 Aperture
  • Primært kamera: Tri-lens, Leica, 40MP+20MP+8MP, F1.8+F2.2+F2.4
  • Batteri:4200 mAh, Super Charge 2.0, 5V/2A, 9V/2A, 10V/4A MAX, 15W super wireless charger
  • Styresystem: Andriod 9.0+EMUI9.0
  • Farver: Black, Midnight Blue, Twilight
  • Dimensioner: 157.8mm*72.3mm*8.6mm
  • Vægt: 189g
  • SIM: Dual Nano SIM Slot
  • Vand- og støvtæt: IP68
  • Forbindelser: Type-C, USB 3.1, 802.11 a/b/g/n/ac, 2.4G/5G
  • Lys: Stereo, Dolby Atmos

Pris: 7.499,- kroner. 

Find nærmeste forhandler på Huawei Danmark

ANNONCE
Twilight farven
Notch eller ej?
Del
Om forfatteren
 Mikkel M. Vermeulen Mikkel M. Vermeulen

Følg på:
Facebook
Instagram

Hvis du læser dette, skal du bare vide at jeg sætter mega pris på din støtte. Jeg har knoklet uafbrudt på at videreudvikle Connerys univers de sidste 6 år, og jeg lover at det kun bliver bedre. 

Altid frisk på en øl og en god historie. 

Kontakt: mmv@connery.dk

 

Vil du blogge hos os?

Seneste nyt